NAVEED BAIG

I 1111 døde den muslimske filosof, mystiker og retslærde al-Ghazzali (algazel på latinsk) som er kendt for at have reddet muslimer fra total teologisk splittelse. I 900-året for hans død står verdens muslimer igen over for udfordringer, som det kræver kreativitet og nytænkning at overvinde. Al-Ghazzali kan bidrage med inspiration.

 ”Vi søgte efter viden for andre end Allahs skyld, men Han nægtede, at vores søgen skal være til andet end Ham”. Sådan lød den islamiske filosof, jurist, teolog og mystiker Abu Hamid Mohammad al-Ghazzalis forklaring på, at han i slutningen af 1000-tallet begav sig ud på afgørende rejse. En rejse, der førte ham fra en position som øverste retslærd ved en statsdreven islamisk institution i Bagdad til et liv som asketisk mystiker.

Ghazzalis rejse og hans beretning om den fik så store konsekvenser for islamisk teologi, filosofi og praksis, at han har fået tilnavne som ’Islams bevis’ og ’Troens ornament’, ligesom han er blevet kaldt den næstmest betydningsfulde muslim efter profeten Muhammed. Hans mest berømte værk, Ihya’ Ulum al-Din, ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’, fylder 6000 sider. I det enorme værk argumenter han for, at man kun kan opnå sand erkendelse via mystisk erfaring og indsigt via sufiernes (de islamiske mystikeres) praksisser.

En vigtig pointe hos Ghazzali var, at nok så så korrekte teoretiske antagelser om Guds væsen ikke er afgørende for individets skæbne i efterlivet. Kun etisk forsvarlig adfærd og Guds nåde kan føre til frelse. Denne adfærd så Ghazzali hverken hos sig selv eller sine kolleger på Bagdads vigtigste islamiske læreanstalt, hvor han var ansat fra 1191-1995. Hos sufierne, de islamiske mystikere, derimod, fandt Ghazzali alt det udmøntet i praksis, som han og hans kolleger læste om og underviste i. Han anklagede senere de traditionelle sunni-muslimske lærde, som han selv hørte til, for alene at være ”lærde af denne verden” og ikke i stand til at guide de troende til at opnå et godt liv efter døden.

Årsagen hertil var ifølge Ghazzali, at man som troende aldrig kunne opnå fuld indsigt i den åbenbarede sandhed, som ifølge islam findes i Koranen, alene ved at studere den hellige bog. Der måtte andre metoder til, og her var sufiernes askese, bøn, meditation og disciplinering af selvet den rette vej at gå. Det var denne påstand, der med stor tydelighed stod tilbage, da han døde i december måned for 900 år siden.

Ved sin død var Ghazzali allerede berømt og berygtet, og i tiden efter hans død fortsatte diskussionerne. En af hans berømte kritikere var den konservative islamiske retslærde Ibn Taymiyyah (1263–1328), der hævdede, at Ghazzali trods sin strålende intelligens, sin gudstro, sit dybe kendskab til filosofi, sin askese og sin åndelig praksis endte i en tilstand af forvirring, og at han ”tyede til den sti, som følges af folk, der hævder at finde sandheden via drømme og spirituelle metoder”. Ghazzali ville formodentlig til dels have tilsluttet sig den beskrivelse. Hans liv havde vist ham, at rationel tænkning og traditionel teologi havde sine begrænsninger. Ghazzali skriver i Lykkens Alkymi (et resumé af ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’, skrevet på persisk, oversat til dansk 1982), at når mennesket når frem til det stade, hvor de lavere tilbøjeligheder bliver erkendt, er mennesket befriet og kan ’skue den Evige Skønhed’.    

Ghazzali blev født i 1058 i byen Tus i nutidens Iran. Han og hans yngre bror Ahmad blev faderløse i en tidlig alder, og en af farens venner sørgede for, at de blev indskrevet i en koranskole, hvor de studerende fiqh, islamisk retsvidenskab. Da Ghazzali var omkring 23 år, rejste han til Nishapur, hvor han blev elev hos en berømt muslimsk lærd. Efter dennes død blev Ghazzali udnævnt til ledende professor ved den mest prestigiøse religiøse læreanstalt i Bagdad. Hans forelæsninger tiltrak hundredvis af studerende, og han fik ry som en indsigtsfuld og retorisk dygtig teolog.

Men i 1095, kun fire år efter udnævnelsen til professor, oplevede Ghazzali en spirituel krise. Han isolerede sig mere og mere, og under indtryk af islamiske mystikeres værker begyndte han at skrive på det værk, der skulle blive det mest læste i den islamiske verden ud over Koranen, ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’. Værket var en naturlig fortsættelse af et tidligere værk Tahafut al-Falasifa, ’Filosoffernes manglende sammenhæng’, hvor han analyserede og modsagde en gruppe islamiske tænkere fra 700-1000 tallet, kendt som falasafia-bevægelsen. Det var islamiske nyplatoniske filosoffer, som især trak på græske filosoffer som Aristoteles og Sokrates. Ghazzali anviste en alternativ vej for den islamiske filosofi – en vej, hvis udgangspunkt var troen på én gud, på Muhammed som hans profet og på et liv efter døden. Med Tahafut al-Falasifa ændrede Ghazzali den islamiske filosofis retning på afgørende vis.

Ghazzalis kritik af de islamiske nyplatonikere var imidlertid kun første skridt på den forvandlingens vej, han betrådte. Under sin spirituelle krise blev han mere og mere overbevist om, at filosofien – selv i hans egen udgave – kom til kort, når det kom til at erkende sandheden fuldt ud. For at afprøve sufiernes praksisser forlod han sin ærefulde stilling i Bagdad under påskud af at ville på pilgrimsrejse til Mekka. Inden han forlod Bagdad, sørgede han for sin families underhold og skilte sig af med sine ejendele. Så begav han sig af sted, og han fulgte sine egne ord om sufiens ekstase, som han beskrev i Lykkens Alkymi: ’ Du kan opmåle tusinde mål af vin, men før du den drikker, er ingen glæde din’. Religionens sande sødme kan ikke opnås med formel belæring, men med længsel og kærlighed til Skaberen.

Før og efter rejsen til Mekka opholdt han sig i Damaskus og Jerusalem. I Damaskus levede han i i isolation og praktiserede under vejledning af en sufimester et omfattende bøns- og meditationsprogram. Hans spirituelle erfaringer overbeviste ham om, at et etisk forsvarligt liv ikke kunne kombineres med at være i sultaners og viserers tjeneste, og under et besøg ved Abrahams grav i Hebron afgav han løfte om aldrig igen at tjene politiske autoriteter eller undervise ved statsfinansierede skoler. Med det løfte i bagagen vendte han hjem til sin fødeby, hvor han etablerede en lille privat skole og en khanqah, et tilholdssted for sufier.

En enkelt gang, i 1106, brød han sit løfte. Det skete, da han efter pres fra seljuk-herskerne indvilgede i at undervise ved Nizâmiyyah-skolen i Nishapur, hvor han havde studeret som ung. Hans tilhængere forsvarede løftebruddet med, at det var en nødvendighed for at afhjælpe den forvirring, der herskede blandt almindelige muslimer. En forvirring, som ifølge nogle muslimske lærde findes tilsvarende i dag. Ikke mindst derfor er det relevant at vende sig mod Ghazzali for at finde inspiration til at tackle de udfordringer, der møder troende i almindelighed og muslimer i særdeleshed i det 21. århundrede.

At få overblik over Ghazzalis liv og værk er imidlertid ikke let. Han skrev over 70 bøger om islamiske videnskaber, filosofi og sufisme, de fleste på arabisk, enkelte på persisk. Men selv uden at kende hele hans værk er det muligt at få en ide om hans betydning, og det er næppe forkert at kalde Ghazzali for muslimernes redningsmand nummer 1. Han koncentrerede sin indsats om at gøre sufisme til en mainstream og etableret disciplin blandt de islamiske videnskaber og bringe balance mellem de ydre og indre dimensioner af islam.  Han var også den første, der lavede en formel og analytisk gennemgang af sufismen.   

Han formåede ikke at forene de ortodokse retslærde og sufierne. Men han lagde grunden til en gensidig forståelse og anerkendelse, som er et af de bånd, der binder en stor del af verdens muslimer sammen i dag.

Hvis der er en konkret lektion, vi kan uddrage af Ghazzalis erfaringer, så er det: Enden på den ultimative søgen og menneskehedens eksistentielle krise findes i det menneskelige ånds kreativitet. Ghazzali fandt vej igennem en spirituel depression og kom stærkt igen. Han valgte originalitet i stedet for imitation; selvkritik i stedet for intellektuel stædighed. Selvom Ghazzali tilhører fortiden, har han mindst lige så meget at sige nutiden. Alle samfund har brug for fornyere i ny og næ, og Ghazzalis intellektuelle kapacitet i samspil med hans uopslidelige længsel efter kilden, er en kærkommen kombination, der kan bruges af både muslimer og ikke-muslimer. Tradition og fornyelse skal forenes for at skabe en lys fremtid. Det lærer Ghazzali os.      

Kronik i Kristelig-Dagblad d. 14.dec.2011, skrevet af undertegnet og Malene F. Grøndahl.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444003:Kronik–Muslimernes-redningsmand-fortjener-at-blive-husket

På en helt almindelig lørdag med skyfrit vejr afholdte Muslimer i Dialog i al stilhed et dialogmøde med overskriften ’ Din stemme- din indflydelse’ i samarbejde med Ny-dansk Ungdomsråd på Medborgerhuset ved Nørre Allé.(10.09.11 red.) Der var inviterede religiøse personer, folketingspolitikere og gadeplansarbejdere som talere til arrangementet.  Mens enkelte islamiske ekstremister delte handouts med budskabet om at demokrati og det at stemme er ’haraam’ (forbudt) udenfor, var der inde i medborgerhuset et livlig arrangement i gang som startede med en ung islamisk lærd Waseem Hussein der argumenteret ud fra Koranen og Islamisk historie om at det at bevidne og aktiv deltage i samfundet er en muslimsk pligt. Det var befriende at høre ham et efter et nedbryde de argumenter som Hizb ut Tahrir og andre ekstremistiske foreninger bruger med deres Koran vers. ’Lovgivningen tilhører Allah’ var en af dem. For det første sagde Waseem Hussain at disse ord er oversat forkert og de betyder faktisk at ’skæbnen tilhører Allah’.

En anden pointe er, at selv hvis vi siger at ’lovgivningen tilhører Allah’ er korrekt oversat, så er spørgsmålet kommer Allah ned på jorden og lovgiver? Hvem skal fortolke budskabet og hvordan? Hvordan forstår vi lovgivningen i dag i dagens Danmark? Disse spørgsmål bliver aldrig stillet.

Så har denne lille gruppe dogmatiske muslimer også en retorik hvor alt bliver delt op i Halal (tilladt) og haraam (forbudt). Denne tankegang er begrænset og er imod Koranen, Profeten og de tidligere lærdes praksis. Hvad med alt det som er mellem det tilladte og forbudte, som ønskværdige handlinger(mustahab), neutrale handlinger (mubah) og ubehagelige handlinger (makruh) mv.?

Som muslimer i Danmark lever vi i ’Dar ul aqd’. (pagtens område) Dette betyder blandt andet, at muslimer skal gøre det let for sig selv ved at finde løsninger, som kan forene deres tro med den pagt som de har indgået med Danmark. Med pagt menes der ’aftalen’, de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer osv. som enhver i samfundet idealt set burde følge.

Da en gruppe af de tidligere muslimer som blev mishandlet af polyteisterne i Mekka, i Profetens tid, tog til det område som vi kender som Etiopien i dag med Ja’far ibn abu talib i spidsen og søgte beskyttelse hos en kristen konge var der ikke tale om at være modborger i det samfund. Det var omvendt. Som medborgere respekteret de landets love. De havde ytringsfrihed, religionsfrihed og fik beskyttelse. Krævede de sharia lovgivning indført, praktiserede de civil ulydighed eller væltede de kongedømmet? Svaret er et stort nej.            

Koranen bruger et koncept der hedder ’Shura’ som kan oversættes som rådslagning. Det er et princip (ikke en system) som indeholder elementer som diskussion, dialog og medinddragelse. Koranen siger:

’Rådfør dig med dem om sagen! Når du så har taget en beslutning, skal du sætte din lid til Gud! Gud elsker de tillidsfulde.’ (3:159)

 Et andet sted siger Koranen det mere indirekte:

 ’..der lytter til deres Herre og holder bøn; hvis sag kommer til rådslagning iblandt dem; der giver bort af det, som Vi forsørger dem med.’ (42:37-38)

Både den direkte og indirekte opfordring til rådføring gør at de muslimske retslærde er enig i at Shura er i det mindste ’ønskværdigt’ og i bedste fald ’obligatorisk’.   

Shura begrebet sammen med principperne om adl (retfærdighed), amn (fredsommelighed), ideen om decentralisering og holde lederne ansvarlige, samt Islams positive forhold til andre religioner gør, at der faktisk er nogle vigtige komponenter til et system som ligner en demokratisk model sådan som vi kender den i dag. Det er ikke meningen her at gøre redde for forholdet mellem islam og demokrati men blot konstatere at de to ikke er af uforenelige størrelser- selvom der er nogle gnidningspunkter.      

Mange af de samfundsforpligtelser, som påligger en muslim, såsom oprettelse af fred, social retfærdighed og lighed er allerede inkorporeret i den danske lovgivning. De to muslimske søjler, som står over de fem kendte søjler, nemlig retfærdighed og fred, er eksisterende langt hen af vejen. Velfærdssystemet (selvom den er nedadgående vil mange sige) med dets kollektivistiske tankegang, de mange goder og muligheder er et af de bedste i verden, som mange mennesker i Danmark har glæde af. Det betyder ikke, at alt bare kører på skinner. Ikke alt fungerer efter demokratiske principper. Vi har demokrati men efterlever ikke en demokratisk kultur. Den usaglige og uetiske indvandrerdebat, de selviske politiske magtkampe, tabte tillidsforhold til befolkningen, spindoktoriet og den generelle diskrimination i samfundet fortæller os, at der stadig er meget at gøre.

Der er også meget at gør i forhold til det sprog vi bruger generelt i samfundet, fra togene til vi er på vores arbejdspladser og når vi skal snakke om de ’andre’. Her vil jeg pege på de dogmatiske og uforsonlige muslimer (som udgør en lille bitte procentdel af muslimer herhjemme) fordi jeg synes deres sprog og opførsel er bekymrende. Det er en lammende ’os og dem’ retorik. I er enten med os eller imod os! De skræmmer muslimer som ikke deler deres egen islam forståelse(r) med ord som får dem til at blive usikre på deres religiøse fundament. Ord som ’kufr’ (frafalden fra troen) ’haraam’ (forbudt) og ’shirk’ (afguds dyrkeri) er psykologisk terror virksomhed. Hvem har ret til at kalde andre for frafaldne?  Profetens ord passer godt ind her:

’Hvis du ønsker at benævne et andet menneskets fejl, så husk dine egne’.

 Tag ud og stem på torsdag med god samvittighed!

Eid ul fitr Khutbah, 01 shawwal 1432

Tåstrup, 30.08.2011

Al pris og tak tilkommer Allah og et hav af velsignelser sender vi til vores elskede profet, Syedna Muhammad (SAW) det perfekte menneske, eksemplet udover alle andre eksempler, den sandtalende og ydmyge tjener af Allah og velsignelser være med alle Allahs retledte, – heriblandt hans profeter fra Adam til Jesus, alle de sandfærdige, Profetens trosfæller og ærede familiemedlemmer.

Koranen siger: Gud ændrer ikke noget i folk, førend de ændrer, hvad der er i dem selv. 13:11

Løsningen ligger i os og ikke uden for os selv. Det er formlen Allah har givet os. Hvis vi skal føre en positiv udvikling for os selv og i samfundet bliver vi nød til at kigge indad først. Der er brug for selvransagelse hele tiden. Hvis man er klar til at tage ansvar for det som man kan gøre noget ved (nemlig ens selv) så kan Gud ændrer et folks tilstand til det bedre.     

Fastens tanke er netop fordybelse i ens indre liv og igennem den fordybelse at opnå en større nærhed til Gud. Oplevelse af en større årvågenhed og opmærksomhed på de indre tilbøjeligheder – både til de gode ting og de knap så sjove ting, vi mennesker kan bære rundt på.

Det er det, der er tanken: Den ydre faste skal åbne banen for den indre faste, hvor den ydre faste bliver et billede på den indre tilstand. Den kobling sker ikke automatisk, den skal gøres bevidst via en intention om at bevidstgøre den, for ellers er fasten kun en tom mave, en udholdenhedsprøve, hvor man går og venter på at nu skal fasten brydes.

 Allah siger igennem Profeten SAW: ’Sandelig er fasten for mig, og jeg giver dens belønning’ en anden oversættelse er: ’Sandelig er fasten for mig, og jeg er dens belønning’! Så meget betyder fasten. Hvad mere kan man tænke sig?

I dag er vi samlet først og fremmest til at takke Allah for de goder stunder vi har oplevet ved Ramadans barakah og velsignelser. Vi markere fastens afslutning med taknemmelighed og glæde over at have kunnet prøve at efterleve og smage en af søjlerne i vores Deen. Zakat al Fitr – en særlig almisse forbundet med Ramadanen – gjort obligatorisk (wajib) for alle, voksne mænd og kvinder, børn og ældre. De mennesker som ikke har kunnet faste skal ligeledes også betale denne almisse. Hvis man ikke betaler den almindelige almisse (zakat) pga. manglende økonomiske ressourcer så skal man heller ikke betale zakat ul fitr. I år har Tåstrup moskeen fastlagt almissen til 60 kr. pr. person. De retslærde (ulema) skriver at det er bedst at betale beløbet i starten af Ramadanen, så den kan nå ud til dem som trænger mest til det i løbet af Ramadanen. I år er det f.eks. Afrikas Horn der er hårdest ramt af tørke og sult. En af grundende til at vi betaler denne almisse er for at rense os for de uanstændige og nedladende ytringer som vi måtte have sagt mens vi fastede. Zakaten renser vores mangler under fastetiden. Ordet zakat i sin rod form betyder renselse.

Vi er bærer på en tradition som er mange årtusinder år gammel. Bl.a. jøderne og kristne har fået fasten foreskrevet og enkelte grupper i disse religioner praktisere da også fasten, men muslimerne har formået at holde fast i den tradition sådan som vi forstår den, og manifestere den på bedste vis. Det skal vi holde fast i. Traditionerne er vigtige fordi de er Guds befalinger til menneskeheden. Traditionerne er levende og dynamiske fordi de har en fælles historie (fra generation til generation) og samtidigt har en Guddommelig kilde. De knytter os til Allah og hans elskede Profet SAW. Men i en tid hvor samfundet bevæger sig med lysets hastighed skal vi også kunne bruge traditionerne på sådan en måde hvor det giver mening også i anno 2011. Vi skal være bedre til at formidle vores traditioner og forstå dem i en nutidig kontekst – også for vores børns og samfundets skyld. 

I en tid hvor materialisme og egocentrisme er på en højde uden præcedens giver vores traditioner heldigvis os nogle værktøjer til at klare os igennem hverdagen på en balanceret og sund måde. Bøn, almisse, fasten, pilgrimsrejsen, ihukommelse og tjeneste (af sine medmennesker) er blot nogle få værktøjer vi har fået som skal forfines og anvendes. Men vi skal nok mest af alt forstå hvad de enkelte værktøjer har af mening og effekt på os i vores hverdag. Hjertets tilstand er det vigtigste.

Effekten (sådan som Koranen beskriver det) for alt som har med Guds ihukommelse (som inkluderer fasten, bønnen, medmenneskelige hjælp, godt naboskab osv.) at gøre, er ro og tilstedeværelse. Koranen siger:

Sandelig er det i ihukommelsen af Allah at hjerter finder ro (13: 28)

Som muslimer tror vi, at mennesket har et enormt potentiale, og at Gud ønsker at mennesket skal blive alt, hvad det kan blive. I Koranen opfordres vi til helhjertet at træde inde i et fredsforhold til Gud, til andre mennesker og til os selv. Det er en proces og en kamp i sig selv. Men med al vores almene menneskelige mangler og utilstrækkeligheder bliver vi nød til at tage hånd om vores spirituelle liv, dvs. vores hjerte og dens tilstand. Der er ingen anden vej.

Profeten SAW sagde måske derfor:

Der findes en kødelig del i kroppen. Hvis den er sund, er hele kroppen sund. Hvis den er ødelagt, er hele kroppen ødelagt. Er det ikke hjertet?

Allah ændrer ikke en folks tilstand før de ændrer hvad der er i dem selv.    

 (SAW er det arabisk forkortelse for ‘Allahs fred være med ham’ og bruges hver gang Profetens navn nævnes)

At miste sit barn er en af de største sorg der kan overgå forældre. Denne sorg er tit svær at håndtere og den efterlader stærke følelser som magtesløshed, tomhed, sorg, savn og ensomhed. Forældre kan miste deres barn efter et par år, og nogle være ude for at få et dødfødt barn, mens andre kan miste deres barn allerede få uger i graviditeten. Uanset hvordan og på hvilke tidspunkt man mister, er dette forbundet med intense følelser og reaktioner. Nogle forældre kan opleve at miste kontrollen over deres følelser. Andre kan blive ramt af en midlertidig følelsesmæssig lammelse. Det er ikke nemt at miste et barn.

 ’Man kan komme videre efter en barnedød, men man kommer aldrig over det’

Det er sådan et ung par med dansk-muslimsk baggrund giver udtryk for, efter at have mistet deres søn i Danmark. De har i juni 2011 udgivet et hæfte på 48 sider med titlen ’Når hjertets frugt bliver plukket – islamisk litteratur om barnedød’, der starter med at give en personlig beretning om dagene og ugerne efter dødsfaldet og hvordan de håndteret deres følelser. Dernæst tager de udgangspunkt i islamisk litteratur om emnet, der bl.a. indeholder Profetens kondolencebrev, teologiske overvejelser over mening, Hadith og Koran litteratur der berør barnedød mm. – alt sammen noget som gav forældreparret selv mening i den svære tid. De siger selv i den personlige beretning, at det der gav dem modet til at komme igennem dagene hvor ’alt virkede meningsløst’, var: 

 -          Venners og families ekstraordinært trøst og vejledning

-          Læse relevant islamisk litteratur omkring barnedød, hvilken rolle det har i islam og hvordan man forholder sig til det.

Den lille bog er primært en samling af islamiske skrifter, der kan være med til at give muslimske forældre der har mistet børn, indblik i den muslimske forståelse af barnedød og dermed en støtte i den svære tid. Mange muslimer bruger traditioner, anekdoter og ikke mindst Profetens liv som et eksempel til deres eget liv. Teksterne er uden kommentarer og derfor kan det være svært at behersk alle udsagn, idet konteksten og her særligt de historiske, teologiske og personlige aspekter, har en vigtig betydning. Men teksterne taler for dem selv og det kan give den enkelte læser mulighed for nøgtern refleksion over ordene.

Denne lille bog kan bane vejen for mere litteratur om emnet på dansk. Hæftet er den første af sin slags på dansk til muslimske forældre der har mistet deres hjertefrugt.

Forfatterne til hæftet vil gerne være anonyme. Hæftet kan tilsendes gratis ved at skrive en mail til undertegnede på navid.baig@gmail.com.

 Man kan desuden læse mere om at miste et barn på Forældreforeningen Vi Har Mistet Et Barn på www.mistetbarn.dk

De fredeligste mennesker på kloden har set den ondeste side af mennesket udfolde sig i. Oslo bombningen og Utøya massakren (d. 22.07.2011) på samme dag der indtil videre har taget 92 menneskers liv – de fleste unge- er et grusomt billede på hvilken potentiale mennesket desværre også besidder.

Den formodede terrorist Anders B. Breivik der nu har tilstået ugerningen, er en etnisk norsk direktør, høreekstremist og kristen der blev fanget i forbindelse med de to terroraktioner. Han valgte at tage sagen i egen hånd og følge op på den ideologi og retorik som han stod for og skrev om i mange år. Han var tidligere medlem af Fremskridtspartiet i Norge.

Han beskriver sig selv som konservativ og kristen og fortæller i indlæg på den højreekstreme hjemmeside  www.document.no, at han blev døbt og konfirmeret som 15-årig. Han ser den norske kirke som overmoderne, kirkerne ligner indkøbscentre og præsterne er i jeans. Han ønsker at den protestantiske kirke vender tilbage til den katolske, back to basics men vil indtil da stemme ved kirkevalg så konservativt som muligt. Han er også imod det multikulturelle samfund, hvor kulturelle forskelle kan leve sammen. På denne hjemmeside der også linker til to danske islamkritiske og højreekstreme hjemmesider (http://www.document.no/lenker) kan man læse nogle af hans synspunkter. Se gerningmandens profil på BBC’s hjemmeside her.    

For ikke så langt tid siden udgav Europol, EU’s fælles politienhed, der samler hvert år statistik om terroraktiviteter i Europa. Lægger man de seneste fire års rapporter ved siden af hinanden, danner de et overraskende svar: I 2006, 2007, 2008 og 2009 registrerede EU’s politimyndigheder 1.890 »planlagte«, »forhindrede« eller »gennemførte terrorhandlinger« inden for Unionens grænser. Af de 1.890 tilfælde var 6 – seks – knyttet til militante islamister. Ifølge Europol er sandheden snarere, at 0,3 procent af Europas terrorister er muslimer, og at 99,7 procent af terroraktiviteterne i vores region intet har med islam at gøre. (Weekendavisen, 16.7.2010)

Terror har ingen religion, ingen race eller nationalitet. Terror ser ikke på det menneskelige men er baseret på de bestialske tendenser i selvet. Had, modbydelighed og egoets dominans.

Terror og ekstremisme skal bekæmpes med åbenhed, oplysning og medmenneskelige interaktioner. Vi har alle et ansvar til at styrke sammenhængskraften i samfundet via eksemplarisk medborgerskab og naboskab. Også i Danmark har vi en debat – og mediekultur der er heftig og overgår det norske. Der er flere hjemmesider og bloggers der aktivt forgifter borgere med had og forargelse for alt der er anderledes og oplysninger der direkte er usande. Det er en retorik der skaber frygt for at muslimer vil ’overtage’ Danmark. En overbevisning om at folk fra forskellige kulturer og religioner ikke kan leve sammen i Danmark fredeligt. Virkeligheden er bare noget andet og den kender vi godt. Heldigvis.

Hvis man er i København de kommende dage er der god mulighed for at se Danmarks hidtil største Islam udstilling med titlen, ‘Islams rejse til Danmark ’ i Børsenbygningen der strækker sig fra mandag til fredag. Udstillingen markerer 250 års jubilæet for Carsten Niebuhrs arabiske rejse. Mere information på udstillingens hjemmeside her.  

Foreningen Muslimer i Dialog er hovedarrangører og har opbakning fra flere foreninger i Danmark og Exhibition Islam, til formålet.

Denne udstilling har tænkt sig at føre den besøgende med på en rejse, der starter med en grundig indføring og et historisk oprids af Islam som religion. Udstillingen vil videreføre den besøgende rundt i en museumsartet rundvisning, der blandt andet indbefatter historiske islamiske manuskrifter, herunder antikke koraner og artefakter der kan føres helt tilbage til det 8. århundrede, samt antikke sider fra Torahen /Det Gamle Testamente.

Man vil også kunne opleve en antik islamisk møntsamling med rødder i flere europæiske lande. Rejsen vil tage den besøgende med på oplysning om det muslimske bidrag til videnskaben, arkitekturen og fortællinger om islams profeter, ifølge udstillingens hjemmeside.

Igennem oplysning, sanseoplevelser, personlige møder og oplæg vil man gøre sit for at fremme tolerance og gensidig forståelse på tværs af forskellige kulturelle, sociale og religiøse skel i det danske samfund.

Se programmet for alle 5 dage her.

”Enhver skal smage døden” (Koranen 3:185)

Islam er en monoteistisk religion, der ligesom kristen- og jødedommen mfl., har en forestilling om et liv efter døden. De sproglige beskrivelser af efterlivet påvirker de forventninger, der er til selve dødsøjeblikket og til den efterfølgende behandling af kroppen. Sprogbillederne fungerer vejledende for troende og aktualiseres, når man rammes af sygdom og død. Det er derfor en fordel for sundhedspersonalet at kende til de mest udbredte muslimske beskrivelser af døden, for at kunne forstå de metaforer, som patienter med en muslimsk baggrund handler ud fra.

Temaet indgår som en del af en undersøgelse af kristne og muslimske kræftpatienters eksistentielle overvejelser og åndelige behov i forbindelse med at være konfronteret med døden. Det er ph.d. stipendiat ved center for Forskning i Tro og Helbred, SDU og eksternt tilknyttet Center for Forskning i Eksistens og Samfund, KU, Hanne Bess Boelsbjerg der er i gang med den undersøgelse.  

Artiklen om billeder af døden og det evige liv i et muslimsk perspektiv, der har titlen ’Enhver skal smage døden’, blev trykt i Omsorg, Nordisk Tidsskrift for Palliativ Medisin. (Bergen, 01/2011) Hanne B. Boelsbjerg og undertegnet har forfattet artiklen.  

Artiklen giver et overblik over de vigtigste faser, der indgår i en traditionel muslimsk forståelse af døden som overgang til det evige liv. Hovedoverskrifterne er: forhold til liv og død i Islam, skæbnetro, prøvelserne i graven, dommedag og mødet med Gud.

Artiklen kan medvirke til at give et grundlæggende kendskab til og en forståelse for de billeddannelser, der er omkring døden i en muslimsk kontekst. Artiklen egner sig især til sundhedspersonalet, teologer og andre der interessere sig i emnet. 

Tidsskriftet Omsorg kan evt. bestilles her

Sådan kunne man høre en tilhørende til Islamofobi konference med den jamaikanske wahabi prædikant, Bilal Philips som hovedtaler udtale sig på TV2 news ( 17.04.2011 red.) lige inden konferencen startet på Nørrebro. Spørgsmålet er hvem er i og hvem er vi? Hvem går ind for dyr sex og hvem går ind for Sharialov og hvilken form for Shariah snakker vi om?

Det er så let at lave en ’os og dem’ uden nuancer og kapre en gruppe mennesker helt ufrivilligt. Udtalelsen er dog noget af det mest ubegavet og umodent jeg længe har hørt – selvom den unge mand tydeligvis var frustreret over at have en hungrende journalist påklistret på ham.  Hvor mange mennesker går ind for dyr sex og hvor mange inde for den form for shariah som den unge mand formentlig visualisere, i Danmark? Ikke mange ved jeg.

Hvad angår prædikantens ankomst og ret til at tale, så synes jeg at han skal have ret til at ytre sig og de kræfter der prøver at få ham stoppet har ikke respekt for demokratiet og handler ret udansk.

Vi skal ikke glemme at de mange imamer, muslimske prædikanter og intellektuelle der kommer til Danmark hvert år som gæster, får ikke den samme mediedækning som i tilfældet her. Hvorfor? Fordi de siger noget andet, noget konstruktivt og noget der kan bygge bro, og det har mainstream mediere, inklusiv TV2 news, ingen real interesse i at fremvise. Sørgeligt men ikke overraskende.  

Flere af prædikantens holdninger er jeg lodret uenig i. Personlig bryder jeg mig ikke om personer der skaber konfrontation mellem mennesker og ønsker en puritansk og neodogmatisk form for religion indført i verden. Derfor er dialog så utrolig vigtigt. Via dialog kan vi komme mennesket nærmere og få en fornemmelse af hvad den anden virkelig mener og hvilken bevægegrunde der lægger til bunds. Vi skal kunne udfordre hinandens holdninger med måde, således at vi ikke isolere bestemte mennesker og grupper endnu mere ud i periferien. Det skal vi lære i Danmark.

We are beyond Huntington language; it was remarked by a wise German professor at a conference on the famed island of Crete that took place between 12-16 April. The theme of the interreligious conference was ‘Transformation processes in Arab and European countries – formation of identities in conflict’. The sponsors of the conference were CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services, Egypt), OAC (Orthodox Academy Crete), Danmission from Denmark and Protestant Evangelical Academy, Germany.

The German professor, Dr. Anhelm meant that terms like the West and Islam were misleading since Islam had been part of Europe for centuries and that it was unwise to compare a geographical area with a world religion. Also it is true that the dominant Western religion, Christianity, has had its birth in the Middle East and millions of Christians today live in Arab countries. He also expressed his unease on what he termed ‘othering the other’ a process where the other is actively excluded.

Amongst those who attended were a bishop from Denmark, German theologians, human rights activists from Saudi Arabia, an ex-ambassador and researcher from the UK, president of the newly formed political party, Al-Wasat (Egypt), academicians from Lebanon, Palestine and Qatar and various journalists. Countries like Algeria, Tunisia, Belgium and Sweden were also represented. The Orthodox Academy hosted the conference in idyllic surroundings near Chania in Crete.

What I took with me from the conference (apart from the fresh air, sun and deep conversations with participants) was the understanding of the elasticity of the concept identity. For identities indeed require constant renewal and reflection. Also identities are under constant construction and deconstruction. (especially because of the Global village interaction that has brought people together)  Furthermore the finalization of identity is almost impossible. It’s a constant movement.

For identities to be healthy it is vital that we have a ‘common good’. Identities need a particular character. In times of moral relativism we need to come to terms with a firmer definition of what common good is. What may be good to some may not be good to others. However I do believe that we share a universal ethics amongst us that includes security, preservation of human life and intellect, social justice and compassion. But who will decide what this ethics is and how do we facilitate such an ethics? This must be a common project since there is common ground between East and West, Europe and the Middle-East and between Christianity and Islam. For this process to start, building an ethics of dialogue first, is essential.    

I FN-forbundets lokaler i København blev der i søndags (06.02.11 red.) afholdt et historisk møde mellem repræsentanter for en lang række religiøse samfund. Der var talsmænd for den Danske Folkekirke, en række frikirker heriblandt baptister og metodister, muslimerne var repræsenterede ved medlemmer fra forskellige retninger (Shia og Sunni) og samarbejdsgrupper, der var medlemmer fra det oprindelige jødiske samfund og den progressive jødiske gruppe., der var repræsentanter for Bahai, sikherne, mandæerne og buddhisterne. Sjældent har så mange forskellige religiøse opfattelser været samlet omkring ét bord her i landet.

Mødet forløb meget fredsommeligt. De tilstedeværende fik hver lejlighed til at forholde sig til det tema, der var på dagsordenen, FNs opfordring til at styrke harmonien trosretningerne imellem. Man enedes om en fælles udtalelse iblandt deltagerne der skal styrke det tværreligiøse arbejde i Danmark.  I punkt et i udtalelsen hedder det:  at alle religioner og trosretninger har en moralsk forpligtelse til at gå ind for fred og tolerance. Det er kernen i den fælles udtalelse sådan som jeg ser det. Hvis ikke der kan være fred mellem religionerne så kan der heller ikke være fred på kloden. Derfor er det yderst vigtigt at de forskellige religioner kigger tilbage på roden af dens lære, der forpligter dens efterlevere til at arbejde for fred og sameksistens på kloden. Det er et fælles ansvar som alle har.   

Desuden valgte man en arbejdskomité, der løbende vil kunne tage initiativer til at omsætte de gode ord til handling. Også denne komité har en bred sammensætning. Afslutningsvis blev der serveret en ‘ harmony soup’ som alle havde bidraget til ved at hente en urt/grøntsag.

Indbydelsen til det historiske møde kom fra Jødisk Muslimsk Netværk i Danmark, og baserede sig på en beslutning i FN om hvert år i den første uge af februar at afholde arrangementer til fremme af den interreligiøse forståelse. Læs mere om initiativet her.

Deltagerne møder hinanden efter mødet