NAVEED BAIG

Etniske minoriteters sundhed er ikke et emne der tiltrækker særlige mange overskrifter i Danmark. Den er underprioriteret og vi halter langt tilbage i forhold til lande som vi normalt sammenligner os med. Derfor er det belejligt at antologien ’ Tro, omsorg og interkultur’ er udkommet, for den kan bane vejen for det fremtidige omsorgs- og ligebehandlingsarbejdet i forbindelse med etniske minoriteter der møder det danske sundheds – og socialvæsen.    

 Antologien der er den første samlede og helhedsorienterede fremstilling af tro og omsorg ud fra et multikulturelt perspektiv og giver nye perspektiver på mødet mellem ’ de fremmede’ og det etableret sundheds og socialvæsen i Danmark. Den er fyldt med cases fra virkelighedens verden og derfor egner sig  også, som en lærebog.

Iblandt bidragsyderne er antropologer, psykiatere, teologer, læger og andre som arbejder til daglig med etniske minoriteter. Bogen er delt op i tre sektioner. Den første omhandler tro, det andet omsorg og kommunikationsaspektet mens den sidste sektion koncentrerer sig om mangfoldighed og den multi-kulturelle virkelighed.    

Der er blandt flere af bogens skribenter enighed om, at religion og religiøse ritualer kan være en vigtig støtte i det daglige, når man for eksempel er indlagt på et hospital, indsat i et fængsel, eller har vanskelige socioøkonomiske vilkår. Troen kan have afgørende indflydelse på brugernes psykiske tilstand, og den kan give følelsen af fred og forløsning for den enkelte og skabe mening og trøst. Den kan mindske følelsen af håbløshed og ensomhed og give kræfter til at klare den uholdbare situation og stå på egen ben igen. Det konkluderes bl.a. at hvis kommunikationen og støtten i forbindelse med behandling, rådgivning og resocialisering skal lykkes, er det vigtigt at vide noget om disse religiøse eller eksistentielle overvejelser og mekanismer.

En anden vigtig pointe i bogen er at man skal behandle alle ens. Det gør man ved at behandle alle forskelligt, fordi mennesker er forskellige. Det er institutionens møde med den enkelte unikke individ der skal være i fokus og ikke dens kultur eller religion – selvom det godt kan være en vigtig del af den enkeltes identitet.  

Det kan være at bogen kan være med til at inspirere og formulere det fremtidige diskurs og sætte etniske minoriteters sundhed og velvær på dagsordenen- sådan som det skal være. Læs mere om bogen og indholdet her.

Tro, omsorg og interkultur – erfaringer fra social- og sundhedsvæsenet.

Hans Reitzels Forlag, 2010.

Ghanas nationale storimam, Dr. Shaykh Usman Nuhu Sharabutu var på besøg i Islamisk-kristent studiecenter. Det skete i sidste uge (17.06.10, red.) hvor han var ledsaget af en delegation der var inviteret til Danmark af Dansk Kirkers Råd.

’Vi tror på den samme Gud, alle religioner er gren af det samme træ og vi er alle skabt af Gud’ var blot nogle af de pointer som imamen havde i sin korte tale på ca.15 min. Storimamen talte på Hausa sproget men der blev oversat til engelsk. En tidligere protestantisk ærkebiskop fra Nigeria deltog også i mødet. Imamen der er i midt-80′erne er en kendt skikkelse i Ghana hvor han sidder i diverse nationale råd.  

Der var noget interessant at hente fra imamens tale. Han inkluderede animister med i sine overvejelser da han snakkede om andre religioner. Ikke så underligt da der er en del animister i Ghana og Afrika i det hele taget. Han mente at alle havde ret til at vælge deres religion uden tvang. (Forfriskende at høre flere og flere imamer og muslimske teologer lægge fokus på religionsfriheden.)  

Hans talsmand som også var med i delegationen som bl.a. bestod af en robust kvindelige politi inspektør, en læge og en kristen repræsentant, sagde at kristne-muslimske relationer i Ghana var meget frugtbar og konstruktive. Storimamen ville aldrig tage vigtige beslutninger uden at rådføre sig med sine kristne kollegaer, ifølge talsmanden. Imamen der skulle videre på officielt besøg til USA driver bl.a. 7 skoler i Ghana der tager udgangspunkt i både religiøs og sekulær undervisning – landet rundt.

Fakta:

Ghana har mellem 16-40 % muslimer, ifølge de forskellige statistikker. De kristne er i majoriteten.

Ghana, ligesom Nigeria har en sydlig og nordlig del som har en koncentreret befolkning af hhv. kristne og muslimer.

Ghana har en demokratisk regering og er et relativ stabilt land i Vest Afrika.

Livshistorier og Kriminalitet. En empirisk undersøgelse af etnisk minoritetsunge i Københavns Fængsler, deres baggrund, status og fremtid. Hvilke kommunikationsmuligheder er der?  15.juni 2010. v. dr.theol. Lissi Rasmussen. 236 sider (LR’s introduktion til rapporten forneden)
 
For at sætte kriminalpræventivt og socialpædagogisk ind i forhold til unge med etnisk minoritetsbaggrund, der begår kriminalitet, må man kende deres baggrund, selv- og gruppeopfattelser, ressourcer og tanker om fremtiden. Denne rapport/bog søger at afdække et sådan helhedsbillede, bl.a. ved at inddrage de unges livshistorier, og konkluderer, at relationsaspektet i de unges liv – manglende positive relationer til voksne og oplevelser af social eksklusion – ofte har været en afgørende risikofaktor i forhold til deres kriminelle løbebane.
Der foreslås på grundlag heraf en række modeller for indsatser i forhold til de unge i og udenfor fængslet. Rapporten indeholder desuden en analyse af religionens betydning for de unge og af spørgsmålet om religiøs-politisk radikalisering.

Der findes en del undersøgelser, der dokumenterer sammenhængen mellem enkeltfaktorer og etnisk minoritetsunges kriminelle løbebane. Der er f.eks. henvist til manglende uddannelses- og jobmuligheder som væsentlige risikofaktorer samt på de unges opvækst i socialt belastede familier i ghettoområder, manglende støtte i hjemmet og psykiske problemer. Men problemet er, at det ikke er muligt at pege på en enkelt faktor, der fører til vedvarende tilbagevenden til kriminalitet blandt de unge. Det er langt mere komplekst.
 
Derfor er det nødvendigt at se på helheden af de unges baggrund og situation. Ved at forholde sig til den enkeltes livshistorie er det muligt at opfange den unges selv- og fællesskabsforståelse og afdække nogle af de dybereliggende faktorer, der gør sig gældende i forhold til den unges kriminelle adfærd.
 
Det er konklusionen af denne undersøgelse, som er en ”indefra miljøet” (i Københavns Fængsler) analyse, primært baseret på gentagne samtaler og samvær – individuelt og i grupper – med op mod 200 unge med etnisk minoritetsbaggrund under 30 år over en
periode på halvandet år. Undersøgelsen er forankret i Københavns Fængsler og Center for Europæisk Islamisk Tænkning, KU.
 
Råb om anerkendelse
Manglende eller negative relationer til voksne gennem opvæksten, mangel på anerkendelse i barndom og ungdom, sammenholdt med oplevet uretfærdig behandling og social eksklusion har for de flestes vedkommende været afgørende for deres vedvarende tilbagevenden til kriminalitet. Samtidig afdækker undersøgelsen en afgørende forskel mellem danske indsatte og minoritetsindsattes familieforhold: Selvom der er lidt færre af forældrene til indsatte med minoritetsbaggrund, der bliver skilt, forsvinder faderen ofte helt ud af billedet i minoritetsfamilierne efter en skilsmisse.
 
Derfor er det et væsentligt aspekt af løsningsmodellen at bibringe de unge nogle trygge relationer til voksne og en følelse af at være anerkendt som mennesker og inkluderet som ligeværdige medborgere i samfundet. Man kan sætte nok så mange hjælpeforanstaltninger og indsatser i gang for eksempel i form af støtte til at komme i gang med en uddannelse eller komme i arbejde. Men det vil ikke give noget nævneværdigt resultat, før man tager de unges råb om anerkendelse alvorligt.
 
Radikalisering?
Godt halvdelen af de unge indsatte med muslimsk baggrund har ingen særlig interesse i religion. Men en del af dem, dvs. op mod 15 %, r blevet mere interesserede, mens de har siddet i fængsel. De bruger troen til at få fred og ro i sindet, bearbejde deres vrede og til at føle sig som del af et større, meningsfuldt fællesskab. Intet tyder på, at den øgede interesse i islam går i retning af religiøs-politisk radikalisering, eller at der i det hele taget finder radikalisering sted i fængslet. Men grobunden for politisk-religiøs radikalisering i fremtiden er til stede – i form af den vrede og frustration over manglende anerkendelse, mange af de unge har i sig.
 
Lissi Rasmussen, dr.theol., stiftspræst for etniske minoriteter i Københavns Stift og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter, har mere end tredive års praktisk erfaring med etnisk minoritetsunge, særligt på Nørrebro, med kristen-muslimsk relationsarbejde i Danmark og andre dele af verden samt med forskningsprojekter og feltarbejde både i Afrika og i Danmark. Har desuden arbejdet i Københavns Fængsler i årene 1988-2000, tilknyttet præstekontoret som en slags omsorgskonsulent for indsatte med muslimsk baggrund.
Tlf. 35 37 35 26, E-mail: lissi@teliamail.dk
                                 
Læs artikel i Politiken om rapporten her.

 
Rapporten kan downloades gratis på http://www.teol.ku.dk/afd/ceit//lissi_rasmussen_rapport og købes i bogform for kr.125,- (plus porto) på e-mail ceit@teol.ku.dk, eller direkte i receptionen, Det Teologiske Fakultet (stuen), Købmagergade 44-46, København K (åbningstider oplyses på tlf. 35 32 39 61).

Imamer har i årevis voldtaget og misbrugt børn i Danmark. Historierne er grusomme og traumaerne enorme. Imamerne og moskemenighederne har fejet sagerne under bordet – med ingen mulighed for at sagerne kan blive bragt frem i lyset hos offentligheden. Først når historierne fra andre  lande dukker op i medierne om de tusindvis af overgreb – fra Irland til Italien – vælger den muslimske paraply organisation i Danmark at give tilladelse til en undersøgelse i Danmark. Men først efter godkendelse fra en stor shiekh i Saudiarabien.

Sagerne bliver undersøgt af et team bestående af alle samfundslag; advokater, børneorganisationer, kirkelig repræsentanter mv. Flere imamer i Danmark og i udlandet fratræder deres positioner, andre bliver tvunget til det. Sagerne er flere end hidtil oplyst af paraplyorganisationen og i mellemtiden kommer det også frem at stor sheikhen i Saudiarabien har tidligere i sit liv haft kendt til forskellige overgreb på børn uden at stille nogle til ansvar. Endvidere dukker der historier om, at der ved en moske i Danmark var et kvindelig medlem af moskeforeningen der var blevet lukket ud af moskeen af en streng imam en vinternat der uheldigvis kom til at miste sit liv – angiveligt pga. af kulden.

Hvis ovennævnte episoder passede vil ikke imamerne have blive smidt ud af Danmark – selv dem med anden generations status? Ville ikke medier og politiske partier være travle med at sammenligne islam med pædofili og at svine religionen islam til i alle aviser og spalter? Man ville gennembore alle historier og vinkler i de mest fjerneste afkroge for at kunne dæmonisere Islam og muslimer- non-stop. Fabriksmoskeerne ville have blive lukket og mange andre stramninger rettet specifikt imod muslimer og deres tro gennemført.       

Mens undersøgelsen om børneovergrebene står på er der en lille gruppe unge kultur kristne rødder fra en belastet ghetto område Ishøj, der kaster med en håndfuld rådne æg imod en sangerinde der hedder Jesus til en koncert. Nogle fra denne lille gruppe siger at det var fordi hun hed Jesus at de kastede æg: det var navnet som var helligt for dem, selv om de vidste at flere andre mennesker i verden også bar samme navn. Andre forsvarede sig selv med at hun var udfordrende på linje med Beyonce, Aguilera og Spears. Det blev til en lille gruppe unge der lavede drengestreger og opførte sig uklædeligt.

Spørger man fodboldhooligans hvilken motiver de har for at kaste raketter og sten mod fans fra andre hold?  Hvordan kan man opdrage dem? Hvilken værdikamp skal der til der? Eller til de mange unge som fester igennem hver eneste weekend og smadrer togene, slås og vandalisere gaderne? Hvad med de mennesker som i togene og busserne hører overdrevet højt musik og forstyrre alle de andre medrejsende?

Regeringsministre, folketingsmedlemmer og medierne retter nu skyts mod den lille gruppe muslimske unge fra koncerten. Værdikamp bliver det kaldt. De skal fodlænkes forlanger andre. Send dem hjem! Det hele er gået i selvsving. Hvorfor kan man ikke se disse enkelte individers handling som den, den er; umodent, ufornuftig, kikset og måske en lille smule ungdommeligt? Proportioner tak.

Kritikken hagler ned på staten Israel fra alle leder og kanter i kølvandet på angrebet på den pro-palestinænsiske freds Flotilla d. 30. 05.10, af Israelske kommando styrker i internationale farvande. Ni mennesker mistet livet og mange sårede, de fleste tyrkiske statsborgere, der var på vej til Gaza med nødhjælp for at ophæve den tre årig lang blokade af Gaza striben og dens ca. 1.5 millioner indbyggere. Det tyrkisk ejet skib havde 700 aktivister og politikere fra 40 forskellige lande ombord og 10,000 ton af nødhjælp med sig.

Detaljerne er ikke klare endnu og det vil være for tidligt at pege fingre af nogen i forhold til selve sammenstødet mellem aktivisterne og de israelske kommandoer andet end proportionsfaktoren. Men især to punkter er betydelige i denne sammenhæng. Det første er vigtigheden i at få en uvildig international undersøgelse af hvad der skete på skibet den tidlige morgen som FN og det internationale samfund kræver. Det har Israel indtil videre afvist, som ikke er så overraskende.  Det andet er baggrunden for disse aktioner af fredsaktivister verden over, nemlig ophævelsen af blokaden som især rammer de ældre, børn, kvinder, syge og udviklingshæmmet i Gaza. Blokaden har været katastrofalt for Gaza indbyggerne og det har og vil få langvarige konsekvenser i forhold til indbyggernes økonomisk, social, psykologisk og følelsesmæssig tilstand. Denne kollektivistiske lidelse bringer med sig en trauma af monstrøse dimensioner.

Professor Avi Shlaim – er en iblandt mange andre jødiske intellektuelle der har fordømt angrebet på nødhjælpsskibet retter hård kritik imod staten Israel. Han er kendt for sit kritiske syn på staten Israels handlinger, især IDF’s (Israeli Defence Force) som han selv tjente da han levede i Israel. I Daily Mirror’s udgave d. 01.06.10 revser han staten Israel og langer ud efter den internationale samfund, som Shlaim mener med sin manglende handling er medskyldig i at Israel slipper for mord på Gaza indbyggerne. Professoren fra Oxford, hvor han underviser i International relations, insistere på at alle lande er forpligtet til at løfte blokaden ifølge Geneve konventionen. Han retter også skytset mod engelske politikere og opfordrer den ny valgte engelske premierminister til bl.a. at lave en salgsembargo af engelske våben til Israel og arbejde hen imod en EU handelsembargo overfor Israel indtil besættelsen af de palæstinensiske territorier er ophørt.     

Man kan læse flere af Professor Shlaims kronikker om Mellemøst konflikten i Guardian her.

Netværket Tro og Helbred i Danmark inviterer til den første nordiske konference om emner som tro, sundhed og religiøs coping i et sekulariseret samfund mellem 17-19, maj, 2010, på Syddansk Universitet. De inviterede er en række fornemme og anerkendte navne inden for dette felt. Pargament, Koenig og Wulff fra USA, forskere fra Tyskland, Sverige, Norge og så vores egne fra Danmark som bl.a. tæller Niels Christian Hvidt, Peter La Cour og Hans Ravn Iversen. Læs mere om programmet og hvordan du kan deltage her.

Det må siges at det er gratis den første formiddag d.17 maj hvor bl.a. Koenig og Pargament holder deres forelæsninger. Tilmelding er ikke nødvendigt til denne formiddag.

Udover forelæsninger inden for den seneste forskning på området er der paper sessions hvor igangværende og afsluttet forskning vil blive præsenteret og diskuteret. Hele programmet (den findes kun på engelsk) for de tre dage kan ses her.

Jeg plejer at tage toget. Start stationen er Brøndby Strand og endestationen Nørreport. Det sker mindst et par gange om ugen. Ellers hopper jeg på bussen når jeg skal til min anden arbejdsplads i Herlev. Nu da togene holder lidt længere på Hovedbanegården end de gør på andre s-stationer kan man komme til at kigge ud af vinduet. Ikke så underligt. Her venter de rullende reklamer på en. Faktisk kan man risikere at sidde sådan et sted i toget at når man lander på Hovedbanegården og kigger ud af vinduet så ser man ikke andet end rullende reklamer. Jeg havde sådan en oplevelse forleden da jeg pludselig hørte mig selv sige højt ’sell your mother!?’. Hvad havde jeg dog læst? Men det var nu rigtigt. Det var en reklame der reklamerede med hjemmesiden der opfordre en til at sælge ens mor. Reklamen havde billeder af mødre og ordet Sprite stod i hjørnet ret småt.

Det er måske meget underholdende at kunne oprette sin mors profil ved at uploade et billede af hende og lade andre stemme og vinde en Sprite, Macbook osv. Men kernen i hele konkurrencen (som hjemmesiden egentlig er lavede til) er selve temaet og det signal det sender, nemlig at sælge sin mor. Mon Coca-Cola giganten der ejer sodavandet Sprite er selv klar over hvilken signaler det sender ude i samfundet?       

I den islamiske tradition er moderen ikke blot en familierelation men også en mellemled til paradis. Haven er under moderens fødder sagde Profeten engang, dvs. ved at ære, tjene og respektere ens mor kan man opnå haven. Moderens rolle er slet ikke til at undervurdere i den islamiske livsførelse. I en anden hadith bliver Profeten tilspurgt af en trosfælle om hvem han skal dedikere sig til. Hertil svarer Profeten, ’din mor’. Trosfællen spørger fire gange og får svaret ’ din mor’ tre gange, og til sidst tilføjer Profeten ’din far og så de andre nære familiemedlemmer’.

Abdullah Ibn Abbas, en af Profetens nærmeste trosfæller sagde at der ikke findes en bedre måde at tilnærme Gud på end at udvise eksemplarisk opførsel overfor sin mor. Koranen siger: ’Vi har pålagt mennesket at tage vare på sine forældre, for hans moder bar ham møjsommeligt, og siden varede det to år at afvænne ham: “Vær taknemmelig mod Mig og mod dine forældre! Hos Mig ender alting’.(31:14)    

Er en Sprite (0.5 L) så meget værd at man vil sælge sin mor selv om det er virtuelt? Det er nedladende at køre en form for kampagne som nedgør den vigtigste familierelation der overhoved findes. Dog kommer hjemmesiden ’sell your mother’ lidt til sin egen undsætning ved at have en side til ’kun for mødre’ der trøster dem og oplyser at hjemmesiden er ment som ’sjov’. Mødrene kan sågar også få online terapi hvis de føler sig krænket over at deres familiemedlemmer har solgt dem! Bedre bliver det ikke.

Men måske lever vi en verden hvor familierelationer og relationer i det hele taget er i opbrud og gået hen og blevet materialistiske. Relationer betyder kun noget så længe de plejes og indsprøjtes med ubetinget kærlighed, uselviskhed, respekt og ærlighed. En styrkelse af familierelationer er garanti for god trivsel, tryghed og en opblomstring af de medmenneskelige værdier.

Dagbladet Politiken kunne bringe en nyhed idag (28.04.10 red.) om byrådspolitikkeren fra Tåstrup Kommune, Nadeem Farooq som blev kaldt en ’extremist’ af Dansk Folkeblad i går. Helt konkret gik beskyldningerne ud på at han (og en række andre politikere med etnisk minoritetsbaggrund) havde ’ekstremistiske tilbøjeligheder’. Som beviser for anklagerne mod den radikale venstre byrådspolitiker Nadeem Farooq nævnes der i Dansk Folkeparti’s (DF) medlemsblad, at han er Facebook-venner med bl.a. imamen Abdul Wahid Pedersen, Fatih Alev, Tanwir Ahmad og Khalid Alsubeihi. I alt har Nadeem Farooq 953 venner på Facebook. Af andre offentligt kendte personer, der er venner med eksempelvis Abdul Wahid Pedersen, kan nævnes Københavns overborgmester Frank Jensen, bokseren Mikkel Kessler, TV 2’s politiske redaktør Henrik Qvortrup og venstrepolitikeren Pia Allerslev.

Det interessante her er ikke at DF kommer med disse groteske og desperate anklager mod en anstændig dansk-muslimsk politiker, men at DF’s egen byrådspolitiker i samme kommune, Lars Prier siger meget klart til pressen at DF begår karaktermord imod Farooq. Men der er noget der er endnu mere interessant. Lars Prier udtaler: ’Jeg omgås ham også privat, og derfor har jeg også haft rigtig mange gode snakke med ham om alt muligt andet end den snævre kommunalpolitik. Også om religion og islamisme og den slags ting, og der er ingen tvivl om, at Nadeem også internt i det pakistanske miljø er en mand, som virkelig taler de der typer imod, og som gør, hvad han kan for at være et godt eksempel’ . Endvidere sig Prier at ’Nadeem er en ualmindelig seriøs og ordentlig politiker, og der er overhovedet ikke hold i de postulater. Det er helt ude i hampen, for at sige det ligeud’.

Det er her jeg gerne vil indrømme mine egne fordomme. Jeg troede ikke at etableret DF’er omgik privat med muslimer og oven i købet også kunne have venskabelige og saglige diskussioner med dette religiøse mindretal. Men det her beviser at dialog virker. Det bekræfter bare, at når der ikke er dialog så bliver der fjendtlighed. Når man får lært hinanden at kende som mennesker, og det som mennesket indeholder, sker der mirakler. Se bare på Hr. Prier som stå frem og forsvarer en muslim fordi han kender ham sådan som han er. Ikke sådan som han tror han er. Hvis bare der var flere der snakket med hinanden i stedet for at snakke om hinanden, så ville de medmenneskelige relationer blomstre og resultere i en forstærket sammenhængskraft i Danmark.  Den romerske filosof Seneca sagde engang ’’det er ikke, fordi tingene er vanskelige, at vi ikke tør; det er, fordi vi ikke tør, at de er vanskelige’’.

Det er solskins vejr til at starte med. Moderne marokkansk musik pumper rytmisk ud af højtalerne og overdøver alt andet. Ved den store græsplæne er der samlet omtrent 50 børn og deres familier. 4 klovne løber rundt iblandt dem og underholder deltagerne med klovn numre, sange og dans. Selvom man skulle tro at vi var ankommet til en ordinær arabisk familiefest er sandheden lidt mere alvorligt idag. Det er et børnehospital i Rabat, Marokko.

Vores dialoggruppe (fra islamisk-kristent studiecenter) havde fået lavede en aftale med hospitalet, om et besøg. Vi havde ramt den rigtige dag og tid, fordi der samme dag (17.04.10 red.) på hospitalet blev markeret den internationale hæmofili dag med arrangementer. Hospitalet som vi besøgte var et offentligt hospital i Rabat, med 250 sengepladser. Flere af børnene kom langt fra og nogle skulle køre helt op til 10 timer for at nå frem, blev vi fortalt.

Ved ankomsten, bliver vi mødt af projektlederen Zineb Benbrahim som står for et længerevarende projekt der omfatter børnepsykiatrien og hæmofile syge børn på hospitalet. Hun viser os rundt og vi møder lederne, de frivillige og børnene på de forskellige afdelinger. Vi besøger bl.a. en børnekraft afdeling, et legerum, en computer cafe og får mødt en ledende overlæge, der bl.a. fortæller os om deres kampagne imod omskæring af de børn, som lider af hæmofili. (bl.a. pga. risikoen for yderligere blødninger og dermed dødsfald) Fordi omskæringen er et vigtigt kulturel og religiøs handling i Marokko er det svært at overbevise familierne om at afstå fra det, sagde lægen.

Det var første gange for de fleste af os at besøge et hospital i den arabiske verden og det gjorde indtryk på os. Ikke fordi at vi befandt os i et fattigt kontinent meget langt fra vores hjemland i et hospital med en anden patient identitet – kulturel og religiøst set – men fordi det var børn (ligesom alle andre børn) der havde de samme følelser, ansigtsudtryk og behov. De kraftramte børn havde ikke hår på hovedet, havde bamser på deres senge, forældre der overnattet hos dem, og øjne med lysglimt. Børn er børn.    

Tit spørger hospitalspersonalet i Danmark mig om hvordan man forholder sig til diverse kulturelle behov på hospitaler i de muslimske lande for at personalet selv kan få et indblik (og sammenligne) i deres patient/pårørende kultur som de møder. De er jo positive nysgerrige.

Med det korte besøg og de betragtninger som jeg gjorde (på det pågældende hospital) vil jeg sige følgende om de ligheder og forskelle der er på danske og arabiske hospitaler – sådan som jeg oplevede.

Ligheder: Besøgstiderne bliver overholdt. Der var vagter ved indgangene på det hospital som vi besøgte. Om fredagen (som er helligdag) er der mange besøgende ved besøgstiderne. Det er ’couscous dag’(national marokkansk ret), fortalte projektlederen os. Her henter familierne madretten til deres kære og spiser sammen.

En anden lighed er at man tænker kreativt. Børneskoler, sociale aktiviteter, kunst, klovne mv. bliver inddraget i hospitalsorganisationen. Dog skal det siges at det marokkanske hospital var støttet af flere udenlandske initiativer bl.a. fra Frankrig, USA og Danmark. For eksempel havde en fransk organisation for nylig doneret en computer lab til børnene.     

Forskelle: Mere hygiejnisk på danske hospitaler på grund af vores økonomisk og teknologisk overlegenhed. At have mange besøgende på afdelingerne er indgroet i hospitalskulturen og positivt anset fra personalet og patienters side i Marokko. Sådan er det ikke altid i Danmark. Projektlederen fortalte os at børnene var meget glad for vores besøg. Vi måtte tage billeder af dem og børnene afprøvede vores kameraer og var i det hele taget meget venlige overfor os, selv om de aldrig havde set os før.

De frivilliges indsats på hospitalerne bliver værdsat i Marokko. De er fuld ud integreret i hospitalsarbejdet. Vi mødte bl.a. franske frivillige på hospitalet. Der er ikke den samme frygt for manglende ‘plads’, som der måske er i Danmark. De frivillige skaber selv deres ‘rum’ og er meget fleksible i deres rutiner. Mindre regler betyder som regel mindre bureaukrati!  Læs mere om hvordan man kan være frivillig i Afrika her.    

Tidligere universitets professor på Rabat universitet og general sekretær for the Moroccan Foundation of Cultural Jewish Heritage var vores vært på det jødsike museum i Casablanca, byggede for ca. 50 år siden. Simon Levy bød os pænt goddag og gik direkte til sagen. Vi gik straks inde i synagogen (inde i museum) hvor vi alle kunne sidde ned og høre ham fortælle om jødernes lange og vigtige historie i Marokko. For Marokkos historie er ikke komplet uden jøderne, bemærkede Levy. Dem som kender til Marokkos historie vil næppe anfægte hans udsagn.

Jøderne etableret sig i landet for ca. 2000 år siden og har lige siden været en vigtig og integreret del af landet. I 680’erne blev Marokko erobret af muslimerne. Mange højt uddannede jøder har i tidens løb beklædt høje stillinger i de muslimske regimer. Jøderne er i dag fint repræsenteret i erhvervsliv, politik og kultur. Jødiske skoler og synagoger modtager statstilskud og har en form for intern autonomi. Jødiske interesser blev dog angrebet i Casablanca-terrorangrebet 2003.

Marrakech havde i 2004 en aldrende jødisk befolkning på 260 personer, – de fleste over 60 år, mens Casablanca har mellem 3000 og 4000 jøder. Man regner med, at ca. én million jøder af marokkansk afstamning med tiden er udvandret til den nye stat Israel. Der var i starten af 20 århundrede flere mindre byer i Marokko hvor befolkningsandelen af jøder var over 50 %.  

Man kan ikke snakke med en jøde uden at komme inde på Mellemøst konflikten. Vores møde med Hr. Levy var ingen undtagelse. Som arabisk jøde var Levy stærkt kritisk over for Zionist bevægelsen og ideen om en ’greater Israel.’ Han spurgte os undrende hvorfor man ikke havde spurgt palæstinenserne og araberne til råds inden etablering af staten Israel i 1947 i stedet for at tvinge ideen igennem med fatale konsekvenser. ’Hvorfor kunne man ikke give jøderne et hjemland i Luxembourg eller et andet land i Europa’ spurgte han os igen? Der var stilhed i synagogen. Som arabisk-jøde (begge identiteter var betydningsbærende for ham) var han tydeligt mærkede af den lange ’krig’ (som han kaldte det) mellem israelerne og palæstinenserne.

Men trods ’krigen’ og dens gener var Levy optimistisk- teologisk set. Han refereret flere gange under oplægget til de ’monoteistiske religioner’ og de fællesheder der er iblandt dem. Han udtalte at muslimer og jøder troede på den samme Gud, en række profeter og delte de vigtigste livsværdier med hinanden. Men om de teologiske ligheder ligefrem kunne medvirke til at skabe fred i Mellemøsten, kom han ikke ind på.  

Rabat,

15.04.10