En bøn hjælper
En bøn hjælper
Af Naveed Baig
fra MUSLIMSK-DANSK DAGBOG
19 dagbøger fra Muhammed-krisen
Red. Lotte Folke Kaarsholm
180 sider
kr. 198.00
Udg. April, 2006 af Informations forlag.
Efterhånden som krisen eskalerede, kom så reaktionerne fra alle – lige fra fremtrædende muslimske ledere til lægmænd i Danmark. Alle de store verdensledere kom også med deres reaktioner på og opfattelser af krisen. For mig var det krystalklart, at muslimerne herhjemme, den lokale befolkning som lever som en minoritet i Danmark, skulle til at forholde sig til realiteterne i Danmark og til, hvordan vi i samhørighed og fælleskab kunne komme ud af krisen. Da jeg første gang hørte om de voldelige aktioner mod de danske repræsentationer, tænkte jeg: Jyllands-Postens tegninger er blevet bevist nu. Det var lige det, de havde symboliseret. Det var ikke Islams Profet, de havde tegnet, men muslimernes tilstand. Det var sådan muslimerne, havde repræsenteret deres vej, og det pinte mig.
Jeg havde besluttet mig for at holde mig ude af den offentlige debat. Dels fordi debatten i Danmark begyndte at udfolde sig til noget usagligt og meget reaktionært. Den var ikke skabende på nogen som helst punkter; der var kun fragmentation og adskillelse alle vegne, og fronterne blev desværre bare trukket endnu tydeligere op. Og dels fordi følelserne fik frie tøjler. Da boykotten og de efterfølgende voldelige episoder startede, fulgte jeg meget med på skærmen og kunne kun se, at nærved alle ville ud med deres aggressioner og frustrationer. Der var ikke noget beroligende eller afdæmpende ved debatten. Der var ingen visioner eller fremtidsudsigter at høre. Hvordan kan vi bruge krisen til at komme hinanden nærmere i stedet for at grave kløfterne endnu dybere, tænkte jeg. Selv hvis man sagde noget fornuftigt, risikerede man at blive overhørt i den hektiske debat.
Det betød ikke, at jeg ikke gjorde noget. Det var nærmest en krise, hvor man ikke kunne lade være med at mene noget, og endu vigtigere: sprede de signaler, som man troede var de mest fornuftigste på det givne tidspunkt. For mig betød det, at jeg skulle fortsætte med det, jeg hele tiden havde troet på.
Efter flere efterspørgelser, der var kommet siden sidste år, arrangerede jeg en sammenkomst hos mig selv primært for ikke-muslimer, der var interesserede i islamisk åndelighed, også kaldet sufisme. Det var et nyt intiativ, jeg afprøvede, men vi fik en meget hyggelig og afslappende aften med et lille oplæg, sang (nasheed på arabisk) og meditation over Guds smukke navn.
Vi kom ikke ind på krisen (heldigvis), men arrangementet var en bekræftelse på, at vi alle sammen skal videre i vores liv, og at rejsen til selv-opdagelse starter med én selv. Det var måske tid at kigge indad og se på sine egne svagheder og mangler i stedet for at rette kritik mod andre.
Den aften tog jeg et pusterum og koblede af. Den travle hverdag med familie, arbejde og hektisk debat blev erstattet med sang, refleksion og kærlige ord. Her følte man sig virkelig fri (i højeste forstand), og det er i sådanne rum, man begynder at værdsætte frihed på en helt anden måde.
Der blev fra Islamisk-Kristent Studiecenters (IKS) side taget intiativ til en fællesbøn (muslimer og kristne) og fakkeltog i København søndag d. 12. februar. Der havde jeg æren af at læse en bøn op fra muslimsk side. Da centerets leder, Lissi Rasmussen, spurgte mig, om jeg godt kunne tænke mig at sige en bøn, sagde jeg straks ja vel vidende, at det var første gang jeg skulle deltage i en fællesbøn. Jeg var spændt, men samtidig så jeg frem til at deltage og sige noget forsonende og salvende, som kunne bygge broer imellem menneskers hjerter.
Taif-bønnen er en længselsfuld kalden til Gud. Den er bare et eksempel på at Islams Profet henvendte sig til det højeste i ham selv, da krisen faldt på ham. Han blev angrebet med kasteskyts og blødte enormt. Samtidig blev han hånet og gjort til grin af Taifs indbyggere. Ud af den desperation og isolation udspringer disse ord:
‘O Allah, jeg bønfalder dig for min svaghed
og min begrænsede magt og den foragtelige behandling og hån fra folk
Til Dig, Den Barmhjertige af alle barmhjertige
Du er de undertryktes Gud, min Gud.
I hvis varetægt forlader du mig?
Til en fjende som undertrykker mig?
Eller til en ven som du har givet kontrol over mine affærer?
Så længe Du ikke er vred på mig, rører det mig ikke.
Din velsignelse er umådelig vigtig for mig
hvorved al mørke fjernes og alle gerninger i denne verden og den næste bliver forenede i harmoni, således at din vrede og utilfredshed ikke falder på mig.
Og der er ingen kontrol eller magt undtagen Dig’
Det var nøjagtig den bøn, jeg læste op. Den gav mig styrke og tryghed, da jeg læste den. Jeg syntes også, det ville være relevant at bruge denne bøn til seancen, primært fordi den fortæller os, hvordan Profeten selv håndterede og reagerede på kriser. Meningen med denne bøn for mig er at tømme sig selv fra alle forhåbninger, afhængigheder, ønsker og lade Guds lys skinne igennem. Det er den totale underkastelse og hengivenhed. Der var ikke en lyd om forbandelser eller foragt mod dem som havde øget vold mod ham, for som han selv har udtalt: Jeg er blevet sendt som en nådig gave.
Det var heller ikke let at stå foran 200 mennesker og læse bønnen op. (Jeg har nu også prøvede at stå over for 2000, men det her var alligevel anderledes på grund af situationen og bønnens indhold.) Dagen blev endnu smukkere, da en kvinde kom hen til mig efter bønnen og spurgte, hvor hun kunne få fat i den bøn, jeg havde læst op. Hos mig lige her, sagde jeg og rev papiret ud fra den A4-blok, jeg havde med. Jeg kunne mærke, at der var en stemning af refleksion, inderlighed og sammenhold hos deltagerne. Mange kom op til mig både før og efter bønnen og roste intiativet. Både kristne og muslimer. Det var en succes.
På Herlev Sygehus diskuterede vi slet ikke tegningerne, hverken direkte eller indirekte.
Dagen inden jeg skulle undervise på Rigshospitalet, arbejdede jeg på at redigere en tekst, som er tænkt som en guide til sygeplejersker og andre personale om religiøs mangfoldighed i sundhedsvæsenet. Der er ikke skrevet meget om emnet, og det er sådan set også kun det mest elementære, som er med i de 5 sider. Det meste omhandler interaktionen med muslimske patienter og deres religiøse forpligtelser. Netop dette tema diskuterede vi i spørgsmålstimen efter undervisningen med sygplejerskerne. Hvor meget skal man imødekomme indvandrerpatienters personlige krav på afdelingerne? Hvordan finder man den gyldne middelvej, således at patienten ikke bliver en belastning for personalet, men samtidig kan efterleve sine religiøse overbevisninger? På mange måder minder det meget om debatten om ytringsfriheden. Hvordan kan man ytre sig frit og alligevel undgå at krænke og håne andres religiøse følelser? Hvor ligger den egentlige grænse? Svarene er ikke entydige, sagde jeg. Det er vel en on the spot vurdering om, hvad der kan gøres på det givne tidspunkt. Det er en vurderingsag om, hvor meget man kan tilbyde af service, faciliteter og omsorg.Har man redskaberne til at sætte sig ind i patientens kulturelle/religiøse behov? Hvor meget har man overskud til? Det er vel også det samme for helt almindelige patienter og deres behov, sagde jeg.
Mens jeg arbejdede i IKSs lokaler, blandt andet på at færdiggøre denne religionsguide, fik jeg i de dage mange henvendelser fra både ind- og udenlandske journalister. Men som nævnt havde jeg på forhånd besluttet at takke pænt nej til alle. Og det fik de også – undtagen to journalister fra Island og Tjekkiet som mødte op direkte i IKS lokaler. Det ville være uhøfligt at sende dem retur, så jeg snakkede lidt med dem, fokuserede især på, hvordan vi kommer ud af krisen, og fremlagde nogle visioner for fremtiden. Jeg lagde vægt på IKSs arbejde og hvad centeret har gjort de sidste ti år for at fremme dialog og forsoning imellem forskellige religioner og kulturer i Danmark.
Det var også i de uger, min datter startede vuggestue. Der skulle den overbeskyttende far jo gerne vise sit værd. Jeg ved ikke med andre fædre, men jeg var utrolig følsom over at sende min datter til vuggestue. Men det varede nu kun i få dage. For i modsætning til min ældre søn, som har gået samme sted – bare i deres børnehaveafsnit – i over fire år, var Momina meget glad for at starte. Hun faldt faktisk overraskende hurtigt til. Den første dag, jeg skulle hente hende (to dage efter at hun startede), ignorede hun mig totalt. Hun var faktisk irriteret over, at jeg var kommet for at hente hende.
Det var også i børnehaven, at lederen stoppede mig en dag på vej hjem med børnene og spurgte forsigtigt: Har I snakket med Hussain om det, der sker rundt omkring? Hun var nemlig lidt urolig over, om nogle af de større børn i børnehaven havde kommet med usmagelige kommentar med hensyn til Danmark og krisen i det hele taget. Min søn havde set flagafbrændinger på TV, og jeg havde allerede inden da forklaret ham, at der var mange mennesker, der var sure over, at de havde tegnet vores Profet på en uhøflig måde, men at det var forkert at bruge vold og slå nogen, fordi man ikke var enig. Jeg fortalte børnehavelederen at vi løbende forklarer hvad der sker til Hussain, og at hun kunne være rolig over, hvordan vi forholdt os til krisen. Jeg spurgte hende samtidig, om Hussain havde sagt noget stødende, men det havde ikke været tilfældet, og det var noget som gjorde mig stolt.
I forbindelse med omsorgsprojektet og mit arbejde som imam og konsulent i fængslet havde jeg sendt jeg en ansøgning til MIHE (Markfield Institute of Higher Education i Storbritannien), hvor man har mulighed for at uddanne sig som sjælesørger (det hedder et muslim chaplaincy course). Kurset varer cirka nu måneder med lektioner en gang om måneden og et afsluttende speciale på et fængsel, et hospital eller noget lignende. For at blive optaget skal man have relevante erfaringer, en solid uddannelsesbaggrund og være i gang med netop denne type arbejde. Jeg fik efter et telefoninterview for nogle dage siden et brev om, at min ansøgning var blevet behandlet positivt, og at jeg var blevet optaget.
Dette kursus betyder meget for mig, fordi det vil være første gang, man har en uddannet muslimsk sjælesørger i Danmark. Der er også hårdt brug for dem i hospitals- og fængselssystemer. Det er vigtigt, at det ikke udelukkende er teologien, som dominerer, men at de medmenneskelige aspekter får deres plads. Grundsøjler som kærlighed, rummelighed og menneskelig berigelse skal ikke glemmes i en verden, som tit fører os mod det modsatte. Vrede, rigiditet og dogmer er daglig kost. Der er ingen tvivl om, at det efter tegningekrisen vil tage mange, mange år at reparere forholdene internt i Danmark, for ikke at glemme vores forhold til udlandet.
Det interne skal ordnes først. Vores eget hjem skal have det godt. Derfor vil vi have brug for samfundsbevidste borgere, som kan udleve medborgerskab i den rette ånd og skabe i stedet for at reagere hele tiden. Vi får brug for brandmænd, som kan slukke den herskende ild af mistillid, rasen og frustration, som mange føler.