Archive for september, 2007

En bøn hjælper

En bøn hjælper

Af Naveed Baig
fra ’ MUSLIMSK-DANSK DAGBOG’
19 dagbøger fra Muhammed-krisen
Red. Lotte Folke Kaarsholm
180 sider
kr. 198.00 
Udg. April, 2006 af Informations forlag.

 

Med min baggrund var en af de første tanker, som strøg mig: Hvordan skal Islam forholde sig til sådan en krise? Både fredelige og voldelige aktioner kunne ses på TV-skærmen. Hvad med muslimerne herhjemme? Var det kun et spørgsmål om tid nu, før der kom en eskalation og voldelige hændelser i også Danmark? En anden tanke var: Hvordan ville Islams Profet have reageret? Hvad ville hans råd til os være?
Efterhånden som krisen eskalerede, kom så reaktionerne fra alle – lige fra fremtrædende muslimske ledere til lægmænd i Danmark. Alle de store verdensledere kom også med deres reaktioner på og opfattelser af krisen. For mig var det krystalklart, at muslimerne herhjemme, den lokale befolkning som lever som en minoritet i Danmark, skulle til at forholde sig til realiteterne i Danmark og til, hvordan vi i samhørighed og fælleskab kunne komme ud af krisen. Da jeg første gang hørte om de voldelige aktioner mod de danske repræsentationer, tænkte jeg: “Jyllands-Postens tegninger er blevet bevist nu.” Det var lige det, de havde symboliseret. Det var ikke Islams Profet, de havde tegnet, men muslimernes tilstand. Det var sådan muslimerne, havde repræsenteret deres vej, og det pinte mig.
Jeg havde besluttet mig for at holde mig ude af den offentlige debat. Dels fordi debatten i Danmark begyndte at udfolde sig til noget usagligt og meget reaktionært. Den var ikke skabende på nogen som helst punkter; der var kun fragmentation og adskillelse alle vegne, og fronterne blev desværre bare trukket endnu tydeligere op. Og dels fordi følelserne fik frie tøjler. Da boykotten og de efterfølgende voldelige episoder startede, fulgte jeg meget med på skærmen og kunne kun se, at nærved alle ville ud med deres aggressioner og frustrationer. Der var ikke noget beroligende eller afdæmpende ved debatten. Der var ingen visioner eller fremtidsudsigter at høre. Hvordan kan vi bruge krisen til at komme hinanden nærmere i stedet for at grave kløfterne endnu dybere, tænkte jeg. Selv hvis man sagde noget fornuftigt, risikerede man at blive overhørt i den hektiske debat.
Det betød ikke, at jeg ikke gjorde noget. Det var nærmest en krise, hvor man ikke kunne lade være med at mene noget, og endu vigtigere: sprede de signaler, som man troede var de mest fornuftigste på det givne tidspunkt. For mig betød det, at jeg skulle fortsætte med det, jeg hele tiden havde troet på.
Efter flere efterspørgelser, der var kommet siden sidste år, arrangerede jeg en sammenkomst hos mig selv primært for ikke-muslimer, der var interesserede i islamisk åndelighed, også kaldet sufisme. Det var et nyt intiativ, jeg afprøvede, men vi fik en meget hyggelig og afslappende aften med et lille oplæg, sang (nasheed på arabisk) og meditation over Guds smukke navn.
Vi kom ikke ind på krisen (heldigvis), men arrangementet var en bekræftelse på, at vi alle sammen skal videre i vores liv, og at rejsen til selv-opdagelse starter med én selv. Det var måske tid at kigge indad og se på sine egne svagheder og mangler i stedet for at rette kritik mod andre.     
Den aften tog jeg et pusterum og koblede af. Den travle hverdag med  familie, arbejde og hektisk debat blev erstattet med sang, refleksion og kærlige ord. Her følte man sig virkelig fri (i højeste forstand), og det er i sådanne rum, man begynder at værdsætte frihed på en helt anden måde.     
Der blev fra Islamisk-Kristent Studiecenters (IKS) side taget intiativ til en fællesbøn (muslimer og kristne) og fakkeltog i København søndag d. 12. februar. Der havde jeg æren af at læse en bøn op fra muslimsk side. Da centerets leder, Lissi Rasmussen, spurgte mig, om jeg godt kunne tænke mig at sige en bøn, sagde jeg straks ja vel vidende, at det var første gang jeg skulle deltage i en fællesbøn. Jeg var spændt, men samtidig så jeg frem til at deltage og sige noget forsonende og salvende, som kunne bygge broer imellem menneskers hjerter. 
Taif-bønnen er en længselsfuld kalden til Gud. Den er bare et eksempel på at Islams Profet henvendte sig til det højeste i ham selv, da krisen faldt på ham. Han blev angrebet med kasteskyts og blødte enormt. Samtidig blev han hånet og gjort til grin af Taifs indbyggere. Ud af den desperation og isolation udspringer disse ord: 


‘O Allah, jeg bønfalder dig for min svaghed
og min begrænsede magt og den foragtelige behandling og hån fra folk
Til Dig, Den Barmhjertige af alle barmhjertige
Du er de undertryktes Gud, min Gud.
 
I hvis varetægt forlader du mig?
Til en fjende som undertrykker mig?
Eller til en ven som du har givet kontrol over mine affærer?
 
Så længe Du ikke er vred på mig, rører det mig ikke. 
Din velsignelse er umådelig vigtig for mig
 

Jeg søger tilflugt i Dit ansigts lys
hvorved al mørke fjernes og alle gerninger i denne verden og den næste bliver forenede i harmoni, således at din vrede og utilfredshed ikke falder på mig. 
 
Til dig er denne bøn indtil Du er tilfreds
Og der er ingen kontrol eller magt undtagen Dig’
 
 
Det var nøjagtig den bøn, jeg læste op. Den gav mig styrke og tryghed, da jeg læste den. Jeg syntes også, det ville være relevant at bruge denne bøn til seancen, primært fordi den fortæller os, hvordan Profeten selv håndterede og reagerede på kriser. Meningen med denne bøn for mig er at tømme sig selv fra alle forhåbninger, afhængigheder, ønsker og lade Guds lys skinne igennem. Det er den totale underkastelse og hengivenhed. Der var ikke en lyd om forbandelser eller foragt mod dem som havde øget vold mod ham, for som han selv har udtalt: “Jeg er blevet sendt som en nådig gave.”     

Det var heller ikke let at stå foran 200 mennesker og læse bønnen op. (Jeg har nu også prøvede at stå over for 2000, men det her var alligevel anderledes på grund af situationen og bønnens indhold.) Dagen blev endnu smukkere, da en kvinde kom hen til mig efter bønnen og spurgte, hvor hun kunne få fat i den bøn, jeg havde læst op. “Hos mig lige her,” sagde jeg og rev papiret ud fra den A4-blok, jeg havde med. Jeg kunne mærke, at der var en stemning af refleksion, inderlighed og sammenhold hos deltagerne. Mange kom op til mig både før og efter bønnen og roste intiativet. Både kristne og muslimer. Det var en succes.  

Omsorgsprojektet for etniske minoriteter på to af hovedstadens hospitaler har både før og under krisen beskæftiget mig en hel del. Det vil jeg fortsætte med. Det har altid givet mig styrke og inspiration at lave noget for mennesker, som ikke har det, som andre ’normale’ mennesker har. Som led i det omsorgsprojekt, jeg er koordinator for, har jeg to gange undervist sygeplejersker under krisen. Den ene gang på Herlev Sygehus og den anden på Rigshospitalet. Kun på Rigshospitalet kunne jeg mærke, at stemningen var påvirket af tegningestriden. De fleste mente dog, at krisen ikke havde påvirket deres arbejde med indvandrerpatienter på de forskellige afdelinger.
På Herlev Sygehus diskuterede vi slet ikke tegningerne, hverken direkte eller indirekte.
Dagen inden jeg skulle undervise på Rigshospitalet, arbejdede jeg på at redigere en tekst, som er tænkt som en guide til sygeplejersker og andre personale om religiøs mangfoldighed i sundhedsvæsenet. Der er ikke skrevet meget om emnet, og det er sådan set også kun det mest elementære, som er med i de 5 sider. Det meste omhandler interaktionen med muslimske patienter og deres religiøse forpligtelser. Netop dette tema diskuterede vi i spørgsmålstimen efter undervisningen med sygplejerskerne. Hvor meget skal man imødekomme indvandrerpatienters personlige krav på afdelingerne? Hvordan finder man den gyldne middelvej, således at patienten ikke bliver en belastning for personalet, men samtidig kan efterleve sine religiøse overbevisninger? På mange måder minder det meget om debatten om ytringsfriheden. Hvordan kan man ytre sig frit og alligevel undgå at krænke og håne andres religiøse følelser? Hvor ligger den egentlige grænse? “Svarene er ikke entydige,” sagde jeg. “Det er vel en ’on the spot’ vurdering om, hvad der kan gøres på det givne tidspunkt. Det er en vurderingsag om, hvor meget man kan tilbyde af service, faciliteter og omsorg.Har man redskaberne til at sætte sig ind i patientens kulturelle/religiøse behov? Hvor meget har man overskud til? Det er vel også det samme for helt almindelige patienter og deres behov,” sagde jeg.
Mens jeg arbejdede i IKS’s lokaler, blandt andet på at færdiggøre denne religionsguide, fik jeg i de dage mange henvendelser fra både ind- og udenlandske journalister. Men som nævnt havde jeg på forhånd besluttet at takke pænt nej til alle. Og det fik de også – undtagen to journalister fra Island og Tjekkiet som mødte op direkte i IKS’ lokaler. Det ville være uhøfligt at sende dem retur, så jeg snakkede lidt med dem, fokuserede især på, hvordan vi kommer ud af krisen, og fremlagde nogle visioner for fremtiden. Jeg lagde vægt på IKS’s arbejde og hvad centeret har gjort de sidste ti år for at fremme dialog og forsoning imellem forskellige religioner og kulturer i Danmark.  
Det var også i de uger, min datter startede vuggestue. Der skulle den overbeskyttende far jo gerne vise sit værd. Jeg ved ikke med andre fædre, men jeg var utrolig følsom over at sende min datter til vuggestue. Men det varede nu kun i få dage. For i modsætning til min ældre søn, som har gået samme sted – bare i deres børnehaveafsnit – i over fire år, var Momina meget glad for at starte. Hun faldt faktisk overraskende hurtigt til. Den første dag, jeg skulle hente hende (to dage efter at hun startede), ignorede hun mig totalt. Hun var faktisk irriteret over, at jeg var kommet for at hente hende.
Det var også i børnehaven, at lederen stoppede mig en dag på vej hjem med børnene og spurgte forsigtigt: “Har I snakket med Hussain om det, der sker rundt omkring?” Hun var nemlig lidt urolig over, om nogle af de større børn i børnehaven havde kommet med usmagelige kommentar med hensyn til Danmark og krisen i det hele taget. Min søn havde set flagafbrændinger på TV, og jeg havde allerede inden da forklaret ham, at der var mange mennesker, der var sure over, at de havde tegnet vores Profet på en uhøflig måde, men at det var forkert at bruge vold og slå nogen, fordi man ikke var enig. Jeg fortalte børnehavelederen at vi løbende forklarer hvad der sker til Hussain, og at hun kunne være rolig over, hvordan vi forholdt os til krisen. Jeg spurgte hende samtidig, om Hussain havde sagt noget stødende, men det havde ikke været tilfældet, og det var noget som gjorde mig stolt.         
I forbindelse med omsorgsprojektet og mit arbejde som imam og konsulent i fængslet havde jeg sendt jeg en ansøgning til MIHE (Markfield Institute of Higher Education i Storbritannien), hvor man har mulighed for at uddanne sig som sjælesørger (det hedder et “muslim chaplaincy course”).  Kurset varer cirka nu måneder med lektioner en gang om måneden og et afsluttende speciale på et fængsel, et hospital eller noget lignende. For at blive optaget skal man have relevante erfaringer, en solid uddannelsesbaggrund og være i gang med netop denne type arbejde. Jeg fik efter et telefoninterview for nogle dage siden et brev om, at min ansøgning var blevet behandlet positivt, og at jeg var blevet optaget.
Dette kursus betyder meget for mig, fordi det vil være første gang, man har en uddannet muslimsk sjælesørger i Danmark. Der er også hårdt brug for dem i hospitals- og fængselssystemer. Det er vigtigt, at det ikke udelukkende er teologien, som dominerer, men at de medmenneskelige aspekter får deres plads. Grundsøjler som kærlighed, rummelighed og menneskelig berigelse skal ikke glemmes i en verden, som tit fører os mod det modsatte. Vrede, rigiditet og dogmer er daglig kost. Der er ingen tvivl om, at det efter tegningekrisen vil tage mange, mange år at reparere forholdene internt i Danmark, for ikke at glemme vores forhold til udlandet.

Det interne skal ordnes først. Vores eget hjem skal have det godt. Derfor vil vi have brug for samfundsbevidste borgere, som kan udleve ’medborgerskab’ i den rette ånd og skabe i stedet for at reagere hele tiden. Vi får brug for brandmænd, som kan slukke den herskende ild af mistillid, rasen og frustration, som mange føler.

Under hele krisen har jeg lært meget om, hvordan mennesker fungerer. Hvordan lyst til at opnå ’magten’ styrer vores lavere selv .Hvordan søgelyset kan gøre én afhængig. Hvordan mennesker kan blive ved med at holde fast på deres principper som de betragter som absolutte. Så absolutte, at de bliver dyrket som en ny religion. Noget så simpelt som en ’undskyldning’ kan være svært at udtrykke. Hvordan andres følelser og afiliationer ikke betyder noget mere. Hvordan religion og politik udnyttes og kan blive brugt imod menneskelige værdier og levemåder. Det er sådanne kriser, som viser os, hvor stærk sammenhængskraften i samfundet er, og hvordan vi står som nation. Da en ung mand, som jeg har kendt igennem mange år, mødte mig på gaden, drøftede han med mig ideen om at stifte en forening imod en kendt muslimsk politiker, som han mente “ikke får nok modspil.” Mit umiddelbare råd til ham var, at hvis du skaber noget på en reaktion, vil det aldrig lykkes. Vi har ikke nødvendigvis brug for flere foreninger, men vi har brug for mennesker, som søger enhed i stedet for splittelse, fælleskab frem for fragmentation, og gensidig respekt frem for forhånelse.   
     
 

27

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
14 Comments

En Dansk Eidprædiken

Det var noget overraskende da jeg blev ringede op af en bestyrelsesmedlem fra den lokale moske i Tåstrup for nogle dage siden. Han ønskede at jeg skulle give en Eidprædiken (khutbah) og lede Eid ul fitr bønnen ved afslutning på Ramadan måned. Det var lidt tankevækkende for mig fordi da jeg sidste år for samme lokalmenighed var tiltroet den arbejdsopgave, valgte at prædike på 30: 70 i Dansk favør- rent sproglig-troet at det måske var for sidste gang.

Men reaktioner på mit valg om at holde en hovedsagelig dansk prædiken over for en hovedsagelig Pakistansk publikum (som rummer en del førstegenerations minoriteter) var umiddelbart ikke så negative som jeg havde troet. Det har sikkert haft noget at gøre med de relative mange unge muslimer som kom og ønskede at få deres tørst slukket, og deres forældre som ønsket at deres yngre familiemedlemmer også forstod imamens ord og råd. Det viser tegn på at de fleste muslimer (især andengenerations) har valgt danmark som deres ’bosted’ og har gjort op med dem selv at de vil bosætte sig og bidrage til samfundets bedste. De ønsker sandsynligvis en dansk forståelse af deres religion. Hvem kan bearbejde dem?

Selv om jeg i år også bliver nød til at snakke (en smule) på Urdu, så vil jeg igen lægge vægt på at hovedparten af talen forbliver Dansk så de mange unge kan føle sig en del af menigheden og forhåbentlig tage noget med hjem til eftertanke. Jeg har ikke helt besluttet hvad min prædiken skal handle om enndu men jeg vil meget gerne komme ind på kærlighedsbudet i Islam og hvordan Islam er blevet kapret af enkelte ekstremister og hvordan den negative og ekstreme debattone vi har fra mediernes side, samt den til tider meget synlig hykleri som kommer til udtryk fra vores politikers side har skadet sammenhængskraften i Danmark. Dernest at give et bud på hvordan vi bryder den onde spiral og kommer videre.   

27

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
295 Comments

Ramadan og sociale imamer

Imamer er tit blevet efterlyst til opklaring af socialle problemstillinger. De mange udsatte og socialbelaste grupper, heriblandt de handicappet, hjemmeløse, psykisk syge, prostitueret, voldsramte kvinder for ikke at snakke om de kriminelle, utilpasset unge mm. er bare nogen af de grupper som har brug for hjælp i tilværelsen. Men det er ikke altid at imamerne kan hjælpe disse grupper. Det er der mange grunde til men de største grunde er nok de sproglig og kulturelle barriere som formindsker chancen for en god dialog. Dernest er der hos nogen heller ikke den store viljekraft til at bevæge sig uden for moskeens fire vægge for at markere sig i sociale problemstillinger. Faktisk har nogen af dem slet ikke det der skal til for at mødes med de socialbelastet, fordi de ikke råder over de pædagogiske kundskaber til at nå ind til livsverden på de mennesker. Andre har allerede hænderne fulde i deres menigheder med hundredvis af koran studerende, prædikener, studiekreds, moskemøder, de fem daglige bøn mm.

Ramadanens betydning bliver aldrig det samme hvis ikke de svage grupper hjælpes. Ramadan måneden er ’handlingens’ måned i alle henseender og derfor burde muslimer proaktiv søge mennesker der har brug for hjælp og støtte. Starte med egne nabokreds og se lidt omkring ligesom natteravnene gøre så godt. Jeg ved også at der bliver gjort en stor indsats mht. ulandsbistand/velfærdsarbejde i udlandet men de svage grupper i Danmark må heller ikke glemmes. Hvad kan vi egentlig gøre her og nu?    

Mange unge muslimer i Danmark kan heller ikke ’forstå’ mange af imamerne i ordenes dobbelte betydning. Flere moskemiljøer har været alt for dogmatiske og kulturbundne, og  imamerne har været uvidende om de behov, som de unge ’søgende’ har haft. Det har forvirret de unge, og det har givet dem anledning til at opsøge ’andre’ muslimske miljøer udenfor moskeerne, hvor tilhængerne talte et sprog, som de kunne forstå, men som tit havde en mere ekstrem og ideologisk/politisk dagsorden. Nogle af tilhængerne talte om en højere ’sag.’ Men denne højere ’sag’ bliver i sin yderste og mest ekstreme form til noget hadsk og ekstremistisk.

Derfor skal imamerne lære at abdicere og etablere jordforbindelse, ingås med almindelige mennesker fra nabolaget og gaden. Danne venskaber og partnerskaber. Bidrag, ja selv med en smil hvis man ikke kan sproget og sende de rigtige signaler ud til omgivelserne. Det skal vi blive bedre til.

Ekstemisme og radikalisering kan kun opløses af kærlighed og oprigtighed. Det er netop i de baner vi i det danske samfund skal til at tænke på hvis vi skal gøre håb om at forstærke sammenhængskraften som netop handler om at udvise anderkendelse, naboskab og tålmodighed over for hinanden. Nærmest ridderlig og nobelt. Men det skal være en fælles projekt hvor også medier, politikere og græsroderne mm. indrages, da alle har et ansvar over for hinanden for samfundets bedste.             

 

26

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
412 Comments

Fastens indre dimensioner

 

Fastemåneden opfordrer til en ny start i livet. Denne nye start er en slags påmindelse om at ingen lever i al evighed. Fasten lære bl.a. at verdslige lyster i form af mad, drikke, seksuel samvær osv. kun er imidlertidig og hvis tilknytning til disse ikke formår at gennemsyre hjertet, så har mennesket netop muligheden for at opleve Guds nærhed og selskab. Ja, selv på jorden. Med tilknytning menes der, at man ikke bliver optaget og opslugt af verdenens goder. Mennesket ifølge Islam er skabt til at indgå i verden uden at blive en permanent ’del’ af den.      

 

Fasten har mange formål som er værd at sætte ord på.

 

-Søge Guds tilfredshed, da fasten er for Gud og han alene belønner den. Spørgsmålet her er hvordan søger man egentlig Guds tilfredshed? Kommer Gud til en, eller har mennesket selv mulighed (og hvor meget) for tilnærmelse?  

 

-Faste som bogens folk (Jøder, Kristne og Profeten Muhammad) også praktiserede. Følge, opbevare og berige traditionen.  

 

-Kroppens almisse. Kroppen bliver daglig bombaderet med et overflod af goder (som heller ikke altid er sunde) og så er der en måned om året hvor kroppen får lov til at hvile og ruh (sjælen) derimod bliver styrket og får næring. Vanerne brydes i en måned hvor udholdenhed, tålmodighed samt sympati er nøgleordene.    

 

-Bevidsthedstilstanden vækkes, især i forhold til dem som ikke har nok (eller intet), samtidig udvise taknemmelighed for det man har. Derfor sættes der fokus på almisse og omsorg i denne måned, især overfor de fattige og udsatte.   

 

Shaykh Abdul Qadir Jilani, teolog og stifter af Qadriya sufi-ordenen(d. 1166 ) beskriver i sit ’sir ul asraar’ fastens forskellige former. For ham er ’sandheds fasten’ (saum al-haqiqah) den ultimative faste som handler bl.a. om at rense hjertet for alt andet end Guds kærlighed. Denne type faste vare livet langt.

 

At starte sandhedens faste og forsætte med at tømme sig selv for alt andet end Gud er i realiteten den eksemplariske faste. Profeten advarede mod dem som fastede og fik kun sult som resultatet for handlingen. Dvs. der lægger mere i fasten end bare at afholde sig fra mad og drikke.  Den personlig udvikling i form af opdagelse og fjernelse af bagtaleri, jalousi, hovmodhed, grådighed, løgn, bedrag mm. er nogle af de ting som kan give fasten værdigfuld indhold og derved den tilsigtet dimension.    

 

’Den fastende har to glæder. Fastebrydning ved solnedgang og når hun/han ser,’ har Islams Profet sagt og dermed beskrevet både den verdslige og åndelig glæde ved fasten. Sandheds fasten forsætter til dagen hvor ’Guds ansigt’ manifestere sig, i det hinsidige. Der vil de fastende slukke tørsten ved at se Gud. ‘ Hos jeres Herre er endestationen’ (Koranen)     

23

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
318 Comments

Daisy’s dadler med mandler

Daisy’s dadler med mandler

 

Organisationen ASMA (American Society for Muslim advancement), som har base i New York, tæller mange interessante initiativer. (www.asmasociety.org)  Flere af deres projekter tjener til ’empowerment of women’, og et af deres kendte programmer er MLT (Muslim Leaders of Tomorrow). Blandt programmets deltagere findes navne som Mona Sheikh, Sherin Kankan, Fatih Alev, Naser Khader m.fl. (http://www.asmasociety.org/mlt2006/index2.html)

ASMA arrangerer desuden mange kunst og spiritualitetsbaserede events. ASMA’s administrerende direktør, Daisy Khan er en meget engageret og dynamisk leder, som efterhånden er blevet kendt i USA for sine inter-religiøse, moderate og fredsskabende aktiviteter. Daisy Khan optræder hyppigt i medierne, eksempelvis på nyhedsmedier som CNN, BBC, Newsweek og Chicago Times mm., og hun benytter sig af sine menneskelige egenskaber på det personlige plan, når hun støtter og mægler imellem de hundredvis af kærester, ægtepar, som hun modtager henvendelser fra. Hendes kælenavn er måske ikke så overraskende ’aunty’.

 

En af ASMA’s samarbejdspartnere er Cordoba-initiativet, som også har nogle tankevækkende og kreative programmer. (www.cordobainitiative.org)  Et af dem er ’21 spiritual dialogues,’ som arrangerer møder imellem forskellige religiøse ledere på verdens mest konfliktfyldte steder, eksempelvis i Mellemøsten. Deres shariah-projekt ’søger at styrke moderate muslimer via et større kendskab til islamiske principper og ordbrug, så disse kan medvirke til at mindske konflikter og promovere demokratiske værdier i muslimske lande;’ således fremgår det af deres hjemmeside. Cordoba-initiativet, som ledes af forskellige religiøse eksperter, deler den opfattelse, at shariahs principper er fleksible og bør omsættes til etiske retningslinjer og en praksis, der er tilpasset den tid, man lever i. Projektets initiativtagere arbejder i øjeblikket på at lave et ’shariah index,’ der skal rangere forskellige lande mht. eksemplarisk velfærd, ytringsfrihed, sammenhængskraft, borgersikkerhed mm. Man regner med at ikke-muslimske lande løber med de højeste placeringer. Helt fair. Når det kommer til universelle principper som sikkerhed for den enkelte og social retfærdighed er vesten langt fremme. Det betyder dog ikke, at alt kører på skinner. Den selv-kritiske tilgang må ikke negligeres i et demokratisk samfund.

 

Mit besøg og møder med disse –til dels – reformvenlige muslimer fortalte mig forskellige ting. For det første, at der er mange mennesker i USA, som arbejder for at ændre den negative islam diskurs via pro-aktive og dialogskabende projekter og programmer. For det andet, at reformstrømningerne formentlig vil sætte kurs fra Vesten imod Østen og ikke nødvendigvis omvendt. Det er muslimer, som lever i pluralistiske samfund i Vesten, som må give inspiration til en moderne shariahtænkning i de muslimske lande. Derefter skal processen starte indefra i de muslimske lande. En supermagt kan ikke påtvinge Mellemøsten sit demokrati, end ikke med krig; det er vi vidner til hver dag. Nytænkning  kan ikke påduttes udefra, men kun faciliteres. Islam har en lang tradition for at tilpasse sig og omsætte de hellige budskaber til virkeligheden. Der skal faktisk kun mindes om det glemte. En sådan påmindelse skete, da ICRD (www.icrd.org)  inviterede ledende pakistanske madrassaledere til USA, og disse besøgte moskeer, konferencer og det hvide hus, samt deltog i møder med andre religiøse overhoveder. Et sådant møde kræver en dialogisk og inkluderende tilgang med masser af goodwill og lytteevne fra alle sider. Det handler om at bygge broer og tillid, og det kan tage sin tid.

 

Turen når snart sin ende. Vi er klar til at tage afsted fra ASMA’s kontor, som ligger i Inter-church komplekset i New York city, og vi bliver derefter kørt til lufthavnen i Newark, hvorfra vi endelig kan sætte kurs imod dejlige Danmark. ’Faster du?, spørger Daisy Khan mig, lige inden vi bliver foreviget på et fotografi. Da mit svar er positivt, åbner hun dadelpakken op, der ligger på hendes gigantisk kontorbord og placerer nogen dadler i et plastikkrus, som hun dækker omhyggelig til og rækker hen imod mig. ’Så ser vi da lidt trætte ud på de billeder, gør vi ikke?’, siger hun, mens hun smiler energisk….    

    

       

 

18

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
158 Comments

Spiritual care in Islam (English)

Theology of the heart and spiritual care – reflections from an Islamic perspective
by Naveed Baig, hospital chaplain and project coordinator, Ethnic Resource Team, IKS

 

Islamic theology is the knowledge of God’s revelation and its relation to the world.[1] The Latin word theologia translates to ‘discourse of God.’ One definition states ‘the study of religious faith, practice and experience…’[2] Islamic theology is based on divine religious books or sources, namely the Qur’an and the Prophetic traditions.’ Apart from that the contribution of the early generations of Muslims up till today’s scholars has also had an important impact in forming Islamic theology. Since all Islamic fields are directly connected to God’s guidance to humanity, it can be said that all aspects of Islam have a theological status.

 

The sciences of kalâm, (discourse), tibb, (medicine), falsafa, (philosophy), tasawwuf, (mysticism/spirituality) and in addition, the discourses on and evolution of fiqh (jurisprudence) all certify that numerous theological developments and expansions even within these sciences have occurred in Islamic learning throughout history. The theology of spiritual care is in spirit already incorporated in the purpose of God’s revelation which is inherent in the Islamic fields of akhlâq (morals and character), tasawwuf (Islamic spirituality) etc. which are extracted from the Sunnah (practice and teachings) of the Prophet of Islam. This field of spiritual care (in the encounter between Muslims and modern western societies) though, has not been developed systematically to accommodate the ever-growing needs of Muslims that interact with hospitals, hospices, old age homes, women crisis centres and other social institutions and services etc.

 

A theology of Muslim counselling
The objective of this article is to provide a simplified and systematic understanding of this form of theology which can assist health-care, social, religious leaders and laymen alike in their daily care of people in need. After giving a general overview on the rationale of human existence on earth, the paper will focus on the ‘spiritual heart’ or qalb of human beings, its function and role in spiritual care for the ‘other’. Some important aspects of spiritual care in Islam have been examined and lastly a short introduction of a spiritual care and counselling project in the Copenhagen area is given.

 

According to the Muslim theologian Imam Raghib there are three purposes of life on earth:

 

  1. To inhabit the earth, ‘to be’ (Q: wa istamarakum fiha).
  2. To worship. ‘I have only created the invisible beings (jinn) and the human beings so that they may (know and) worship Me.’ (Q 51:56-58). Here worship is flexible and a rich term as Al-Ghazali points out in one of his many masterly works: The purpose of creation is to worship God and through this to attain ‘ma’rifah’ or the realization of God’ (Kimiya-I-Sa’adat).
  3. To represent God on earth. When the realization is perfected through devotional and sincere worship, then can one truly be legible to the title of khalifat-ul ard or God’s representative on earth. (Q 2:30).

 

The habitation of earth by human beings is not coincidental. The Qur’an indicates that man has a special position and role in the universe. Man is different in the universal scheme of things primarily because he has been created to be different. While speaking about the inner mental elements of man, the Qur’an uses a number of words like rûh (spirit), nafs (self), qalb (heart), ‘aql (intellect) which have different meanings and functions but are related to each other as they form the inner nature of man.

 

Behold! Thy Lord said to the angels: I am about to create man, from sounding clay, from mud moulded into shape; When I have fashioned him (in due proportion) and breathed into him of my spirit, fall you down in obeisance unto him. (Q 15:28-29).

 

The essence of the inner nature is described here. God’s breathing from His own spirit (rûh) and His fashioning implies God’s own personal interest and omnipotent will in the shaping and making of man. Zafar Haq Ansari, a professor researching in Islamic psychology explains that ‘while the ruh (spirit) seems to refer to the special spiritual and divine elements in man, the qalb (heart) is presumable the operating agency of psyche which transforms the spiritual potentiality into actuality.’[3]

 

The spiritual heart
‘Blessed are the pure in heart, for they shall see God.’ [4]

 

The heart (al-qalb) has a variety of meanings. These include fluctuation, turning around or reversing. Al-Ghazali points out in his magnum opus that the heart ‘denotes two things, the physical heart and the ‘divine entity.’ (Ihy⒠‘Ulûm ud-Dîn). He mentions that the ‘spiritual’ qalb is the essence of man. It is incumbent that this ‘divine entity’ or the potential seat of God’s illuminations and serenity is kept sound and healthy for the physical body to operate optimally. As the Prophet of Islam explained ‘Surely in the breasts of humanity is a lump of flesh, if sound then the whole body is sound, and if corrupt then the whole body is corrupt. Is it not the heart?’ This underlines the fact that the heart can become unhealthy with various ‘diseases’ like lust, anger, jealousy, hate, etc..[5] But these maladies cannot be rooted out only by mantra reading or other superficial formulae.

 

The term ‘tazkiyah’ (purification) goes deeper than that. It’s a disciplined process that takes its seed with a revolutionizing strike that lays its foundation in the heart at first. This enlightenment, a moment of unique divine intervention or the first ray of divine light that expands the heart is the beginning of a personal transformation. ‘Have We not expanded thee thy breast? (Q 94:1). Then when the seed is laid, the nourishment and protection of that divine light can start. The different states of the hearts mentioned in the Quran exceed 120 in number. Therefore the importance of the heart, its various states and wellbeing along with the purification voyage should not be underestimated.

 

It is He who sent down tranquillity into the hearts of the faithful, so that they might add faith to their faith. (Q 48:4)

 

One way towards adding faith to one’s faith is ‘dhikr’ (remembrance) of God’s beautiful names (asm⒠al- husnâ). ‘And Allah’s are the most beautiful names, so call on Him thereby…’ (Q 7:180)

 

This remembrance is both outward (with the tongue) and inward (with the heart) and the goal is for remembrance to become permanent state (Q 3:190). Shaykh Abdul Qadir Jilani[6] mentions in ‘Sirr ul-Asrâr’:

 

‘The way to free the heart, to purify it, is to remember God. At the beginning this remembrance can only be done outwardly, by repeating His divine names, pronouncing them aloud so that you yourself and others can hear and remember. As the memory of Him becomes constant, remembrance sinks to the heart and becomes inward, silent. Allah says:
 
Believers are those, when Allah is mentioned, feel a tremor in their hearts, and when they (see and) hear his manifestations their faith is strengthened.’ (Q 8:2)

 

Tremor here signifies awe, fear and love of God, according to Jilani. In the same treatise he concludes that when one reaches inner purity, as a result, he/she is beautified with the best of character, morals and manners. One is simply clothed with the divine attributes. It should be noted that the divine ‘essence’ is something totally different and should not be confused with the attributes. This is however not the subject matter of this paper.

 

God’s attributes
The study of God’s attributes (sifât) as expounded in the asm⒠ul-husnâ (beautiful names of God) is essential,[7] but how can these attributes assist the human being in his/her daily life? The answer to this question (which will follow) would lead us to approach a practical theology of God’s attributes.

 

Qualities such as the Patient (as-Sabûr), the Giver of serenity (as-Salâm), the Protector (al-Muhaymin), the Protecting Friend (al-Walî), the Pardoner (al-‘Afu), the Clement (al-Halîm), the Merciful (ar-Rahmân), the Subtle (al-Latîf), the All-embracing (al-Wâsi’), the All-responsive (al-Mujîb), the One Who expands (al-Basit), the Loving (al-Wadûd) to mention a few, indicate how significant these immeasurable attributes are and what potential the human has to offer humanity. It should be mentioned that only God has the ‘patent’ to these names in absolute terms. Humans can contemplate upon and enrobe these qualities but cannot ‘own’ them in their entirety. The qualities are already implanted in the human ‘fitrah’ or nature as it is often translated. But these qualities have to be explored, discovered, identified and polished in the self (nafs). The Qur’an directs man to do exactly that.

 

By the nafs,
And the proportion and order
Given to it,
And its inspiration
As to its wrong and its right;
Truly he succeeds
That purifies it,
And he fails
That corrupts it.
(Q 91:7-10)

 

It is God’s attributes that are implanted in the self but they have to be ‘known.’ A good example of this discovering and reflection is the example of Adam who is given knowledge of all the names. (Q 2:30). But to comprehend these at a higher intensity he had to repent, redress and reflect over his actions after the fall. So the human being through the example of Adam is encouraged to ponder over and actively come to terms with the inner tribulations in order to learn valuable and untold information about the self.

 

Returning to the world and serving creation
F.C. Happold in his very descriptive work called ‘Mysticism’[8] narrates the idea of containing reality and at the same time seeing the world with renewed vision:

 

‘This process of self-emergence in the world is, however, different from that of the typical nature mystic. For the Sufi aspirant was taught that, in order to be able to see the world as it really is, the senses must be purified; the would be mystic must free himself from egocentric judgement, his organs of perception must become clear and unclouded, this I-hood must be surrendered, his affections and will must be subjugated. Then, and only then can his heart become the measure of divinity; then and only then can the rhythm of his inner life be in tune with the universal life, with spirit, with self, with the love…Because the mystic has become merged in God,[9]  he is able to see the world as it is. That is as God sees it.’

 

Also one of the Prophetic prayers in Arabic was ‘allahumma arina ashya kama hiya’ (Oh God, show us things as they really are!)

 

Therefore the seeker must plunge and function with the world in order to understand what the reality of the world really is. The Quranic message, which was embodied in the Prophet’s lifestyle, suggests the same. So what happened was a shift from a personal mystical contemplation to an active social ethical code in case of the Prophet. (Though the mystical tradition was never completely abandoned, the centre of attention was shifted.) The cave of Hira[10] where the Prophet Muhammad spent much time in seclusion and deep contemplation was abandoned when the time to spread the message was in (Q 74:2). The purpose of almsgiving, rights of neighbours, bringing up children, visiting the sick, feeding the hungry, helping the oppressed all point towards the vast responsibility that God laid on people from the Islamic faith. The care and regard of humanity is a vital and praiseworthy act. The Prophet of Islam mentioned ‘All creatures of God form the family of God, the best of you are those who are most beneficial to humanity.’ At another place he drew the analogy of the caring shepherd also told in the Bible:

 

‘Mankind is a fold, every member of which shall be a shepherd unto every other, and shall be accountable for the welfare of the entire fold.’[11]

 

Hence the concept of theological humanitarianism and the unity of man cannot be ignored in Islamic teachings. Also providing care to other creatures than the humankind, including the mineral and plant worlds including nature in general, is a recommended duty for Muslims. The Prophet relates a pre-Islamic story from the tribe of Israel, where a prostitute who tied her shoe to her scarf and fetched water from a well to give to a thirsty dog was forgiven by God.[12] The companions of the Prophet were amazed in hearing the amount of reward given for caring for animals. This story does have many dimensions to it, but the fact that the Prophet narrated this particular story is interesting. It obviously had a huge psychological and spiritual impact on the listeners and their world view. Maybe a few prejudices were expunged and totally wiped away.

 

Many of these responsibilities have been categorized under the science of higher ethics and character or referred to as ‘ilm ul-akhlâq in Arabic. Akhlâq includes manners, morals, behaviour and the rich Arabic term adab often translated as courtesy but also meaning ‘knowing, doing and being’[13] beautifully. ‘Do what is beautiful, as God has done what is beautiful to you.’ (Q 28:77). It is in reality the broad science of ‘ilm ul-akhlâq that deals with the theology of the heart and the concept of social ethics.

 

Some aspects of spiritual care
‘Iyâdah (visiting the sick) is the practice, rifq (exemplary kindness/care) is the approach, and ihsân (doing what is beautiful) is the optimal state in which spiritual care should be offered. The Prophetic words ‘Doing what is beautiful (ihsân) means that you should worship God as you see Him, for even if you do not see Him, He sees you,’ points towards the state of vigilance and self-awareness also known as ‘murâqabah’ that is essential in spiritual care work.

 

The Arabic ‘iyâdah comes from the root that means ‘to return’. People return to visit the sick unless of course it becomes a burden on the patient. ‘The most rewarding visitation of the sick is the one that is appropriately brief,’ the Prophet is quoted to have said.[14] Rewarding because it takes into account the condition and state of the patient. This suggests that meeting the patient where the patient is, is vital. The visitation of the sick is according to some Muslim scholars a social obligation. The visitation in itself is purification for the visitor. It can erase one’s misdeeds and transgressions. That’s why many visitors will ask the patient to pray for them, since there is a lot of effect in the prayers of patients according to hadith literature. God is also near to those who suffer and are confronted with pain and anguish. Sickness and pain should not be understood as the wrath of God, (as some suggest) rather God states that these afflictions are to test and try humans. 

 

God is with those who patiently persevere (Q 2:153)

 

The concepts of patience (sabr), pre-destination/free will (qadr/qadha), thanksgiving (shukr), steadfastness, (istiqâmah) hope (ra’ja) are central in understanding the relationship that Muslims have to death, disease and bereavement. Death is not the end of life as such, but death is the transition from one state of existence to another. Therefore death is not a taboo related issue for many Muslims.

 

Institutions for spiritual care – before and today
In early times, already by the start of the 7th Century, under the reign of Ummayad Caliph Al-Walid I the first hospice, possibly a leprosarium was founded.[15] Rifq developed also through the efforts of the Sufis. Right from the Prophet’s time, the Sufis have played a major role in especially practising and expanding the concept of rifq. Through the establishment of zâwîya, rabât, khanqahs, and tekkes (all mean spiritual hospices in various languages) where both spiritual training and caring for the poor and sick was combined, the true implementation of rifq was accomplished. A paragraph from a biography on Sayyid Ali Hamadani explains very well the concept and function of the spiritual hospices.

 

Here they found a social order entirely different from their own. All lived, slept and ate together. The sacred book was open and accessible to all demonstrating the Islamic idea of ‘Tauhid’ as a working principle in social life, the medieval khanqah’s of the Musulmans in the subcontinent, conciliation and concord between the various culture groups was not only a moral and intellectual demand but an urgent social necessity. The Muslim mystic contributed much to liquidate social, ideological and linguistic barriers between the culture groups of the subcontinent and helped in the development of a common cultural outlook’[16]

 

Other functions of these hospices and convents included poor-feeding and support of the maltreated, the orphans and captives who were fed in love of God. Moreover some hospices served as refuge for divorced women, where they were provided with maintenance till they were remarried.[17]

 

Even during the Prophet’s own time a group of poor and needy companions, known as ashâb al-suffa (companions of the bench), lived, worshipped, and looked after each other. This bench was very close to the Prophet’s own simple dwelling.

 

An example of today’s spiritual care and counselling from Denmark is the establishment of the Ethnic Resource Team (ERT) which caters for the need of ethnic minorities, mostly Muslims in their meeting with the health sector. The ERT is a theological novelty in many ways since its formal and systematized approach in the midst of individualization in the West is unique. ERT has more of a visiting and counselling aspect, a therapeutic dimension which tries to assist the growing need of ethnic minorities in crisis and affliction through considerate counselling and creating networks for them. It also strives to facilitate and make smooth the encounter between patients/relatives and the healthcare/social systems, through its bridge-building initiatives and ethical guidelines. This can be done because ERT has a variety of workers (all of them volunteers) from different lingual, cultural, religious, ethnic and professional backgrounds who have an in-depth understanding of both ‘worlds’ (ERT members have also been through extensive specialized training courses). ERT also provides the tools of understanding this form of care to health/social sector personnel through courses, workshops, seminars and offering counselling help. This type of knowledge and the ethical reflections can help create a sector where both patient and healthcare/social staff can feel accepted, respected and can hopefully increase the quality of life for all.

 

The essence of spiritual care has and always will be the same, albeit the forms and structures may very well vary. The finest form of theology is that which critically recovers the theology from the past and constructively develops theology for today’s challenges and needs.

 
 

[1] This paper was given at a compact course at the Dept. of Systematic Theology, Copenhagen University, January 2007.
[2] Merriam Webster Online Dictionary.
[3] Ansari, Afaq Zafar ’Quranic Concepts of the Psyche’ (editor), Islamic Research Institute Press, 1992.
[4] These were the words of Jesus in his Sermon on the Mount according to the Gospel of Matthew 5,8. Yusuf, Hamza is referring to this sentence in his book, ’Purification of the Heart’ (translation), Starlatch Press, 2004.
[5] Numerous books throughout history have been written on these topics – Risalah Qushayria, Kitab al Futuwwah, Kitab at-Ta’arruf, al-Wabil al-Sayyib, Kashf al-Mahjub etc.
[6] Founder of Qadariyyah Sufi order, one of the major Sufi brotherhoods today. His small treatise ‘Sirr ul-Asrâr’ or ‘secret of secrets’, reveals briefly the essence of Islamic spirituality showing how the outer dimensions contain a wealth of inner realms, that if discovered enable humans’ access to the highest of realms, the divine abode of the Almighty. He died in 1166 in Baghdad.
[7] Imam Fakhruddin Razi (d.1209) and Imam Muhammad al-Ghazali (d.1111) both hold this view.
[8] Happold, F.C., ’Mysticism, A study and an Anthology’, Penguin Books, 1963.
[9] This does not signify divine incarnation but an intense state of awareness of God and God’s actions in relation to creation. One can then see everything as acts of God. There is no otherness and the recognition of reality behind everything becomes evident. That’s why the seeker sees goodness in all things, even difficulties, trials and tribulations as they can give insight and wisdom. Imam al-Mawlud points out in his ‘Purification of the Heart’ that this wisdom ‘gives an opportunity to grow, purify oneself, learn patience and draw near to God. ‘It may be that you dislike something, though it is good for you. And it may be that you love something, though it is bad for you’ (Q 2:216).
[10] It was also here where the first revelation from God through the archangel Gabriel was revealed to Prophet Muhammad. The cave is situated in the outskirts of Mecca.
[11] Qutbi, Ali Muhammad ’Fragrance of Sufism’, Royal Book Company, 1993.
[12] From the famed Hadith collections of Bukhari and Muslim.
[13] Barbara, Metcalf ’Moral Conduct and Authority – The Place of Adab in South Asian Islam’, University of California Press, 1984.
[14] Related by Imam Abu Shuja Ad-Daylami. D. 1115.
[15] Smith, E. Savage ’Islamic Culture and the Medical Arts’, US National Library of Medicine, 1994.
[16] Hamadani, Agha Hussain ’The Life and Works of Sayyid Ali Hamadani’, National Institute of Historical and Cultural Research, Islamabad, 1984. Sayyid Ali Hamadani d. 1385 was a Kashmiri Sufi and philosopher who gave religion a social dimension through the establishment of hospices in Kashmir and Central Asia.
[17] Schimmel, Annemarie ’Mystical Dimensions of Islam’, Vanguard Books, Pakistan, 1988.

18

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
1.341 Comments

Fredsfasten

Religion spiller en stor rolle i USA. Det er meget tydeligt når man møder den almindelige amerikaner. Det var da også ret tydeligt hos vores meget gæstfrie værter fra den presbyterianske kirke i USA, som havde arrangeret et konsultationsmøde på deres retrætested tæt ved Hudsonfloden, lidt uden for New York.

Konsultationsmøde havde emnet “Exploring a shared call to peacemaking” som fokus, og man havde inviteret kristne og muslimske repræsentanter for at planlægge strategier for, hvordan man som troende og aktive medborgere kan arbejde sammen om at udbrede “peacemaking.”

Islamisk-Kristent studiecenter (IKS) var da også repræsenteret i form af cand.theol. Eva Bernhagen og mig selv. Grace, benedictions og prayers både før og efter møderne var en daglig del af det tre dage lange program, som tilførte den intellektuelle samtale en spirituel dimension.

Den presbyterianske kirke har siden 2003 været optaget af at mobilisere alle kræfter i USA for at stoppe krigen i Irak, som de betegner som “uklog, illegal og umoralsk” (statement fra deres generalforsamling i 2004). Flere kirker i USA er nu er gået sammen om at sætte en stopper for USA’s imperialistiske drømme. Kirken taler ikke kun om tilbagetrækning, men om en… “not-forget” policy, hvor de millionvis af irakiske flygtninge kan vende tilbage til sikkerhed og værdighed og blive støttet i opbygningen af et nyt liv.

Derudover ønsker den presbyterianske kirke, som har 2.3 millioner medlemmer alene i USA, også at bekæmpe USA’s “imperialistic designs,” som en deltager på mødet udtrykte det. Hvordan ændrer man USA’s udenrigspolitiske image, og er det overhovedet muligt på nuværende tidspunkt? Hvor og hvornår starter helings- og forsoningsprocessen i USA efter denne katostrofe; dette spørgsmål blev rejst af en anden deltager.

Der er ingen tvivl om, at den presbyterianske kirke har taget føringen i at mobilisere modstand imod krigen sammen med en række andre kirker og organisationer, og man er dermed begyndt at sætte fokus på Biblens budskaber om fred, forsoning og pacifisme. Det blev meget synligt, da man betragtede nogen af deltagernes t-shirts med fredstegn og bibelske citater såsom “blessed are the peacemakers for they shall be the children of God” (Bjergprædikenen, Matthæusevangeliet kap. 5 ).

Krigen i Irak optager i høj grad denne reformvenlige kirke, og der blev udtrykt bekymringer for den negative udvikling, som USA’s demokrati har gennemgået, især med hensyn til overholdelsen af borgerrettigheder efter 11/9.

Den 11/9 blev da også markeret med en fælles bøn ledet af Dr. Syed M. Saeed (nationaldirektør for Islamic society of North America, som bad for alle mennesker, der har været udsat for terror og vold verden over.

Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte, at National Council of Churches, USA, som tæller op imod 100 millioner medlemmer, har besluttet at faste den 8. Oktober i Ramadanen sammen med  troende fra andre trosretninger for at udtrykke solidaritet og broderskab og for at vise, hvor vigtigt budskabet om fred og sammeksistens er. Nu er det ikke alle som faster, men selve beslutningen er modig, forfriskende og banebrydende.

Det er nemlig disse slags fællesprojekter, der kan bringe hjerter sammen i troen på Guds barmhjertighed og kærlighed, som er det grundlæggende element i vores daglig interaktion med hinanden.

Ønsker om en velsignet Ramadan til alle!

14

09 2007


by Naveed Baig
posted in Ikke kategoriseret
507 Comments