NAVEED BAIG

Imamer er tit blevet efterlyst til opklaring af socialle problemstillinger. De mange udsatte og socialbelaste grupper, heriblandt de handicappet, hjemmeløse, psykisk syge, prostitueret, voldsramte kvinder for ikke at snakke om de kriminelle, utilpasset unge mm. er bare nogen af de grupper som har brug for hjælp i tilværelsen. Men det er ikke altid at imamerne kan hjælpe disse grupper. Det er der mange grunde til men de største grunde er nok de sproglig og kulturelle barriere som formindsker chancen for en god dialog. Dernest er der hos nogen heller ikke den store viljekraft til at bevæge sig uden for moskeens fire vægge for at markere sig i sociale problemstillinger. Faktisk har nogen af dem slet ikke det der skal til for at mødes med de socialbelastet, fordi de ikke råder over de pædagogiske kundskaber til at nå ind til livsverden på de mennesker. Andre har allerede hænderne fulde i deres menigheder med hundredvis af koran studerende, prædikener, studiekreds, moskemøder, de fem daglige bøn mm.

Ramadanens betydning bliver aldrig det samme hvis ikke de svage grupper hjælpes. Ramadan måneden er ’handlingens’ måned i alle henseender og derfor burde muslimer proaktiv søge mennesker der har brug for hjælp og støtte. Starte med egne nabokreds og se lidt omkring ligesom natteravnene gøre så godt. Jeg ved også at der bliver gjort en stor indsats mht. ulandsbistand/velfærdsarbejde i udlandet men de svage grupper i Danmark må heller ikke glemmes. Hvad kan vi egentlig gøre her og nu?    

Mange unge muslimer i Danmark kan heller ikke ’forstå’ mange af imamerne i ordenes dobbelte betydning. Flere moskemiljøer har været alt for dogmatiske og kulturbundne, og  imamerne har været uvidende om de behov, som de unge ’søgende’ har haft. Det har forvirret de unge, og det har givet dem anledning til at opsøge ’andre’ muslimske miljøer udenfor moskeerne, hvor tilhængerne talte et sprog, som de kunne forstå, men som tit havde en mere ekstrem og ideologisk/politisk dagsorden. Nogle af tilhængerne talte om en højere ’sag.’ Men denne højere ’sag’ bliver i sin yderste og mest ekstreme form til noget hadsk og ekstremistisk.

Derfor skal imamerne lære at abdicere og etablere jordforbindelse, ingås med almindelige mennesker fra nabolaget og gaden. Danne venskaber og partnerskaber. Bidrag, ja selv med en smil hvis man ikke kan sproget og sende de rigtige signaler ud til omgivelserne. Det skal vi blive bedre til.

Ekstemisme og radikalisering kan kun opløses af kærlighed og oprigtighed. Det er netop i de baner vi i det danske samfund skal til at tænke på hvis vi skal gøre håb om at forstærke sammenhængskraften som netop handler om at udvise anderkendelse, naboskab og tålmodighed over for hinanden. Nærmest ridderlig og nobelt. Men det skal være en fælles projekt hvor også medier, politikere og græsroderne mm. indrages, da alle har et ansvar over for hinanden for samfundets bedste.