NAVEED BAIG

Må man sige God Jul til muslimer? Må muslimer svare igen? Er Jul en religiøst højtid som fejrer Jesu-fødsel eller er der hedenske elementer tilknyttet? Må man give julegaver og invitere muslimer til julefrokoster? Spørgsmålene svulmer op når juletiden er på sit højeste og der er mange som bliver i tvivl, muslimer såvel som kristne dansker. Jeg har prøvet herunder at besvare de fleste af spørgsmålene ud fra et social-teologisk sysnvinkel som forhåbentlig kan gavne de inter-religiøse relationer. 

Hvis Jul forstås som en fejring af Jesu-fødsel er der følgende som skal afklares: Hvad ligger der i ordet ’fejring’ og hvorfor skal netop Profeten Isa’s (Jesus) fødselsdag fejres? Her vil mange muslimer sige at hvis intentionen er at ihukomme og udvise respekt for Jesus og hans fødselsdag så er det faktisk en dyd. Gud lader Jesus selv omtale sin særstatus på denne måde i Koranen: 

‘Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!’

Lige derefter bekræfter Gud udsagnet:

‘Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler.’

Koranen cementere dermed at den mirakuløse Jesu-fødsel er en fredfyldt dag. Hans talen i vuggen, evnen til at bringe døde til live og helbrede lepere er nogen af de andre mirakler som Koranen fremhæver. Dog legitimisere Koranen ikke, Jesus’s mirakler som værende ligestillet med titlen ‘Guds søn.’ 

Selv om muslimerne ville sige at vi ikke ved den nøjagtig dato for Jesu-fødsel (der er også uenighed iblandt de forskellige kristne kirker) så kan det ikke være grund alene til at afstå fra ‘fejringen’. (Her vil jeg pointere at ordet ‘minde’ passer bedst ind rent teologisk for muslimer, da Gud i Koranen fremhæver at ‘minde/huske’ de forskellige Profeter samt deres budskaber. Kernen her er at hvis fejringen ikke har ‘minde’ elementet så bliver det en helligdag uden essens) For som mange muslimer er enig i, det at fejre Profeten Muhammad’s fødselsdag (Milad-un Nabi) -også udover  den islamiske Rabi ul Awwal måned- ikke unormalt, kunne man med samme argumentere for at det ikke er vigtigtigst med datoen i sig selv, men med intentionen. Nu da Kristendommen mere eller mindre har en fast dato for fejringen er det på sin plads at ønske, fejre og minde om den storartet personlighed som betyder så meget for så mange.

Spørgsmålet er hvordan kan man som muslim rent praktisk, minde begivenheden? Man kan først og fremmest gøre sig selv og sine familie/venner opmærksom på personnen i centrum. Hans lærdom, livstil og budskab. Læse Koranen og de mange hadith tekster hvori han nævnes. Med den rette intention lykønske sine kolleger, venner, familie og sprede fredsbudskabet iblandt ens medmennesker. Jeg spurgte en lærd, Shaykh Abdul Aziz Bukhari fra Jersusalem som for nylig var i Købenahvn, hvordan de fejret Julen og han svaret, at til deres egen Dhikr (ihukommelse og sang) aftener, priste (Midhiya) de bl.a. Jesus. I mange Sufi-cirkler er der faktisk en tradition for at minde og påkalde Jesus (også udover December måned) som har den ærefude titel ‘ Ruh Allah’. (Guds sjæl)

Men hvordan med de aktiviteter som ikke har noget med Jesu-fødsel at gøre? De kan kategoriseres lige fra at værende forbudte til nuetrale handlinger. De vilde julefrokoster som udelukkende har ubegrænset druk, poker og hor på dagsordenen er selvfølig ikke de optimale steder for en religiøs festlighed. Sådan har mange danskere det også. Men der findes osse ‘anstændige’ julefrokoster hvor det ikke kun drejer sig om de dyriske tilbøjligheder men mere om sammenhold og sober hygge. Overforbrug, hvor de fattige og udsatte især bliver tilsidesat og evt. får komplekser er heller ikke nogen religiøs eller etisk forsvarlig skik. I tider hvor der er en masse sult, krige rundt omkring i verden, ja og selv i Danmark børn som lever under fattigdomsgrænsen så bør disse levevilkår give stof til eftertanke. Der kræves en moderation i alle handlinger. Sådan må det også være for andre religiøse højtider heriblandt muslimernes Eid som er lige rundt om hjørnet.

Julens gave udveksling er ikke i sig selv en religiøs rituel men mere en social kutyme. Derfor er det ikke ‘problematisk’ for muslimer at modtage en æske chokolade fra arbejdsgiveren eller at børnene kommer hjem fra institutionen med farverige julegaver til deres forældre, i forbindelse med julen. Der er flere beretninger fra Profetens liv hvor ikke-muslimer- også jøder- blev inviteret af Profeten til måltid. Profeten accepteret også selv invitationer af ikke-muslimer.       

‘Med skriftens folk skal i kun strides på den pæneste måde,undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig>>Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og til Ham overgiver vi os.<<’

To ledere fra initiativet www.jerusalempeacemakers.org har i hele sidste uge (3 dec-9 dec) gæstede Danmark og er netop rejst videre til Tyskland idag. Det drejer sig om medstifter for initiativet og fredsaktivisten Eliyahu Mclean og Shaykh Abdul Aziz Bukhari, overhoved for den Uzbekiske samfund og lederen af Naqshbandi sufi-orden i Jerusalem som begge med deres respektive jødisk og muslimsk baggrund rejser verden rundt og arbejder ihærdigt for at sprede budskabet om en fredelig eksistens mellem alle religioner i de Hellige Lande. De bor begge i Jerusalem.

Det kan måske lyde helt surrealistisk og svært at tro men ved et uformel arrangement lørdag d. 8 dec., i københavn, ledet de to herre en fælles dhikr (ihukommelse af Gud) som lød ‘ Shalom, Salaam, Hu, Hu’ som var for de fleste en ukendt formular for ihukommelse fordi Guds navne Shalom (fred på hebraisk) og Salaam (fred på arabisk) var i samme sætning og blev synget af de to herre tilsammen i en rytmisk og harmonisk tone! Efter en lidt tøven begyndelse startede alle at synge med. Mere eller mindre. ’Hu‘ betyder ham på de to sprog og referere her, til Gud.

Forinden havde de to ledere startede med at fortælle om deres vigtig arbejde i deres respektive religiøse samfunde og nogen af de ‘positive’ historiere som ingen høre. Det var opsigtsvækkende at lytte til Eliyahu Mcleans indsigt i Kabbala traditionen og hans historiske viden om hvordan mystikere fra de to religioner tidligere har praktiseret sammen i huler og i retrætter. Han fortalte at der selv idag er mystikere fra de to traditioner som mødes, udveklser samt praktisere sammen i de Hellige Lande. Eliyahu havde selv også studeret Sufisme i Egypten i en kort periode.

Shaykh Bukhari som er efterkommere af selveste Imam Muhammad bin Ismaeel Al-Buhkari, (f.810) den famøse og enestående hadith samler og stor teolog, fortalte hvordan hans farfar og andre muslimske lærde i de hellige lande før besættelsen, kendte til den jødiske Talmud og dermed jødernes helliglov (Mishnah) og hjalp med at forvalte og rådgive jøder i de hellige lande. Derefter udbrød Eliyahu med at sige at det ikke var nogen ‘big deal’ for flere af de tidligere jødiske religiøse autoriteter kunne Koranen udenad og kunne tale arabisk lige så flydende som hebraisk.            

Under det afslappet men meget intime møde som sikkert fordampet mange fordomme og usikkerheder, var det for de fleste deres første møde med en troende jøde som havde en ret speciel kalot og nogen robuste hårfletninger!(Der var kun muslimer tilstede og enkelte yoga praktiserende) Med udtryk som ’Guds skabninger’, ‘Abrahams familie’ og ‘Guds klode’, satte de ret smukt hele mellemøst problematikken i perspektiv. For som Shaykh Bukhari udtrykte det ‘ hvis vi skal kunne elske hinanden hvorfor så vente?  

Det var drømmeagtig at se en troende muslim og troende jøde fra Jerusalem sidde sammen ved siden af hinanden og snakke om fred, medmenneskelighed, udstråle samhørighed, afspjele gensidig tillid og frem for alt, bruge deres spirituelle traditioner for at påkalde Gud. En Gud som de så ud til at enes om…  

”Jeg kan godt lide Pyrus,” udbryder 7-årige Hussain med et stort smil. Snakken går på hvad december måned betyder for den lille muslimske familie i Brøndby Strand. Der er levende lys og et stort sølvfad på sofabordet frister med nybagte kager, nødder og dampende varm pakistansk te. Lillesøster Momina på 2 år sidder stille i sofaen ved siden af sin mor. Hun er endnu for lille til at vide, hvad julen handler om. Hendes mor og far har pakistanske rødder, men er født og opvokset i Danmark, så de har fået julen ind under huden.

”For os er december en hygge-måned fuld af stemning. Vi har ikke juletræ herhjemme, men juleklip og juledekorationer og så ser vi julekalender i tv med vores børn.,” siger 28-årige Saadia Hafeez.

Hendes mand forklarer, at for dem er det vigtigt at skelne mellem religion og kultur.

 ”Vi går i dialog med vores børn og forklarer dem, at julen for os er noget kulturelt og ikke religiøst. Vi danser fx om juletræet, når der er fest i vores datters børnehave. Det betyder meget for vores medborgere og så betyder det også meget for os. Men ikke som noget religiøst,” siger Naveed Baig på 32, der til daglig bl.a. er hospitalsimam på Rigshospitalet, hvor han står til rådighed for patienter og ansatte og yder åndelig støtte og omsorg.

Naveed mener, at Jesus kobler kristendom og islam, da islam betragter Jesus som Guds sjæl, hvilket er en meget høj placering i islam. Der er også en anden lighed. Lige som mange kristne kun går i kirke en gang om året, nemlig til jul, kommer mange muslimer også kun i moskeen få gange i løbet af et år.

”Hvis man som kristen er opmærksom på julen budskab, behøver man ikke gå i kirke. Det er op til den enkelte. Man kan sagtens være praktiserende uden at komme i kirken eller moskeen hele tiden,” siger Naveed. 

Den muslimske familie har reflekteret over julen. Folks væremåde ændrer sig omkring juletid, mener Saadia.

”Det er som om alle elsker hinanden i december. Det føles som om, det er blæst op til, at man skal være så venlig lige i den periode. Men hvad med de andre måneder?”, spørger 28-årige Saadia, der er sagsbehandler i Udlændingeservice, og fortsætter: ”Det burde være en selvfølge hele året rundt.”

Også alle julens gaver og overflod har givet anledning til eftertanke hos familien.

”Alle de gaver kan give fattige komplekser. Julen er en påmindelse om, at Jesus kom til jorden som gavmild, selv om han var fattig. Selve budskabet er det vigtigste. Ikke gaverne. Essensen kan nemt blive tabt med alle gaverne,” siger Naveed.  

Den 24. december er normalt som en feriedag for familien, hvor der er god stemning. Børnene får gaver, så de skal ikke føle sig snydt. En masse søde retter og julekager kommer på bordet….

Artiklen(juletillæg) bragt her i forkortet version er fra Berlingske Tidende (29 november, 2007) og skrevet af Lise R. Bagger.