NAVEED BAIG

Hvordan ser mennesker rundt omkring i verden forholdet mellem Islam og Vesten? Ser de samarbejde eller konflikt? Er de optimistiske eller pessimistiske i forhold til fremtiden?  
World economic forum (WEF) lanceret officielt deres rapport ’Islam and the West’: Annual report on the state of dialogue’ i London d. 25. Marts, 2008 hvor de havde inviteret 30 økonomiske, religiøse, politiske og medie ledere fra tolv forskellige lande for at kommentere og diskutere rapporten i et symposium hvor især Danmark og Holland var i centrum. Rapporten som blev udarbejdet bl.a. i samarbejde med Georgetown University, USA er den første årlig rapport som skal måle dialogen mellem Vesten og Islam og være en indikator for regeringer, tænketanke og organisationer verden over. Hele rapporten kan læses på http://www.weforum.org/en/index.htm  Rapporten har blandt andet placeret Danmark på en kedelig tredje sidst plads over de lande som frygter Islam og muslimer mest. Rapporten indikerer også at 79 % (mere end nogen andre) af danskere mener at en større interaktion mellem Vesten og Islam er en trussel. 
Gallup international – en af samarbejdes partnerne – har i indexet (som er med i rapporten) målt de forskellige vurderinger om dialogens tilstand iblandt befolkninger i 21 lande med 9 spørgsmål, fra Bangladesh til Brasilien, Singapore til Spanien. Her, ud af en topscore på 100 er gennemsnittet kun 37 i forhold til hvor dialog optimistiske befolkninger er. Set med danske briller,(Danmark er nede på listen på en 16 plads ud af 21) er det bekymrende og uacceptabelt at ligge så langt nede når Danmark og danskere – måske mere end nogle andre – har været kendt for at være en dialogvenlig, gæstfri og tolerant folkefærd.
Men til symposiet var der ikke ligefrem pæne ord om Danmark fra deltagernes side. Tværtimod. Mange mente hele tegning- sagen 1.0 og 2.0 slet ikke havde noget med ytringsfriheden at gøre men at tegningerne var provokationer for provokationens skyld. En amerikansk advokat og finansleder mente at medie tonen overfor muslimer i Danmark kunne sammenlignes ligefrem med ’hatespeech’ og sammenlignet muslimernes nuværende behandling i Europa med jødernes i starten af19-tallet. Undertegnet som repræsenteret Danmark og Islamisk-kristent studiecenter(IKS) lag vægt på hvordan ytringsfriheden opfattes herhjemme og hvordan man skal tage forholdet til religion i Danmark, i det hele taget, i betragtning. Den ekstreme sekulariseringsproces fra 60’er og 70’erne, Danmarks forholdsvis lille størrelse og højrefløjens populistiske retorik samt de socioøkonomiske problemer især iblandt unge muslimer var nogle af de faktorer som jeg kom ind på for at forklare frygt og pessimismen iblandt danske borgere.
Men symposiet som bl.a. havde en saudisk prinsesse, en pensioneret ærkebiskop fra Canterbury og den engelske minister for ’community cohesion, race and faith’ på taler listen, også andet på programmet end Danmark.      
En kendt jødisk rabbiner fra Holland fortalte om sin bestræbelse på at få Geert Wilders i tale og få ham til en ’change of heart’. Der blev også diskuteret radikalisering og hvilken model for integration de respektive europæiske lande burde adoptere, og hvad havde virkede indtil videre og hvad ikke havde. Spørgsmålene var enorme og der var kun tre timer aflagt til symposiet.   
Dog var der tid til ærlig snak og kritik. Saudi Arabien blev angrebet for at fremme den ekstreme og puritanske ’Wahabi’ ideologi i Vesten, bl.a. i form af økonomisk støtte, alt det, foran den arabiske prinsesse. En engelsk imam var derefter hurtig ude med at forsvare Saudi Arabien ved at pointere at der var flere tiltag i gang i kongeriget som var tegn på at landet var ved at bevæge sig fremad. Det han hentydet var rapporter om at Saudierne ville snart begynde at oplære og skole 40,000 imamer, starte på et ny kirkebyggeri og generelt forholde sig åbent overfor andre muslimske lov skoler og forståelser af Islam.                     

Den smag man havde i munden efter symposiet var, at der var brug for en forstærket dialog indsats, både på en teoretisk og filosofisk plan- som det vi var vidner til – men sandelig også dialog på græsrodsplan hvor mødet mellem mennesker imellem er i centrum. Det er min overbevisning at mødet med ’den anden’ kan gøre mirakler. Men det kræver også som Karen Armstrong siger i WEF rapporten (som en af essay bidragsyderne):
’There is no point in dialogue if we are not prepared to change our minds, alter our preconceptions and transcend an orthodoxy that we have long ceased to examine critically.’