NAVEED BAIG

Artiklen søger i kort form at give et overblik over islams syn på handicap og belyse nogle af de barrierer, som kan opstå i mødet mellem sundhedsvæsnet og en handicappet/udviklingshæmmet patient med etnisk minoritetsbaggrund. Selvom etniske minoriteter har mange forskellige religiøse baggrunde, tager artiklen her udgangspunkt i islam og muslimer, som udgør langt den største gruppe blandt etniske minoriteter i Danmark. Artiklen ender med nogle nyttige råd til sundhedspersonale og handicaporganisationer.      
Islamisk praksis i forhold til handicappede og udviklingshæmmede  

Når man ser på islamisk litteratur og teologi i islams historie, har der overvejende været en positiv indstilling til handicappede og deres rettigheder. Flere af de klassiske retslærde mener, at hvis denne gruppe bliver forbigået og tilsidesat, hviler ansvaret (i forhold til Gud) på resten af befolkningen. Gud er skaber af alle ting og har skabt mennesket ligeværdigt på den bedste måde, som det siges i Koranen: ’Mennesket har vi skabt i smukkeste form’. (95:4)  

Koranen og Profeten Muhammads (f.570) lære tillader derfor ikke at håne mennesker på grund af deres fysiske udseende, som er Gud-skabt. Det eneste der tæller er graden af ’gudsbevidsthed’ eller taqwa i den enkeltes hjerte. Derfor sagde Profeten også: ’Gud iagttager ikke jeres ydre former eller jeres rigdom men snarere jeres hjerter og handlinger.’

Der findes mange eksempler fra Profetens egen tid på, at handicappede og andre svagelige mennesker fik hjælp og støtte i svære øjeblikke. Et af eksemplerne kommer fra Koranen selv (80:1-10), hvor en blind mand opsøger Profeten for at få svar på religiøse spørgsmål, mens Profeten har travlt med at tale til nogle klanledere i Mekka. Profeten vender sig på det tidspunkt bort fra den blinde mand for at koncentrere sig om samtalen med Mekkas ledere. Herefter modtager Profeten en åbenbaring fra Gud, der (i dette særlige tilfælde) bebrejder ham at han har prioriteret forkert. Det var selvfølgelig ikke af ondt vilje, at Profeten irriteret havde vendt sig om, men Gud valgte alligevel at åbenbare og forsvare den blinde trosfælle Abdullah ibn Umm Makhtum for dermed at cementere hvor højt de svage burde prioriteres. Efter denne åbenbaring tiltalte Pofeten Umm Makhtum, hver gang han mødte ham, således ’ Fred være med dig, for hvis skyld min Gud irettesatte mig’. Umm Makhtoom opnåede også en position som guvernør for Medina og var en af de foretrukne, når der skulle udpeges en til at kalde til bøn.

En anden trosfælle var Julaybib, som var meget lille af vækst (nærmest dværgagtig) og havde et misdannet ansigt. Derudover havde han ingen rigtig familie, og hans stamme var ukendt. Dette gav anledning til, at han blev isoleret og nedgjort i det traditionelle arabiske samfund, som eksisterede før islams tilblivelse. Profeten nedbrød de daværende sociale normer bl.a. ved at sørge for, at Julaybib blev gift. Profeten foretog desuden personligt hans begravelse, da han døde. Da Profeten gravede hans grav, gentog han flere gange ’ Denne mand er tæt på mig og jeg på ham!’ Menneskets egentlige handicap – set med islams øjne- er ikke i kroppen eller i hjernen, men findes derimod kun i ’hjertet.’ Det er hjertets tilstand, som skal gøres fint og smukt.          

Flere af de store lærde i islams historie har været handicappede, men det har ikke formindsket deres indflydelse og deltagelse i samfundet generelt. Eksempelvis i kalif Abdul Malik Ibn Marwans (f. 646) tid blev den sort afrikanske jurist Atta Ibn Abi Rabah, som var lam, udnævnt til mufti (dommer) i Mekka.

Specielle hospitaler for handicappede og andre svagelige var også almen praksis i islams historie. Sufi-hospicer tiltrak både retarderede, fattige og fraskilte kvinder. Under kalif Abdul Malik Ibn Marwan blev det første hospital, specielt for spedalske, opført i Baghdad.[1]      

 
Undtagelser

I forhold til de religiøse pligter i Koranen er der undtagelser for visse grupper med henblik på, at  

’den blinde skal ikke føle nogen skyld; krøblingen skal ikke føle nogen skyld; den syge skal ikke føle nogen skyld..’ (48:17) Undtagelserne blev således primært indført for at undgå en psykisk belastning af disse grupper af syge og handicappede, forårsaget af en eventuel skyldfølelse. Et andet sted siges det mere generelt til menneskeheden: …Gud ønsker at gøre det let for jer, og ikke svært.’ (2:185)   

 
Handicappede i Guds søgelys – eksistentielle aspekter

Ligesom sygdom og lidelser ifølge islam opfattes som prøvelser fra Gud, gør handicap det også. De handicappede og udviklingshæmmede står ikke udenfor Guds skabelse, men er en del af den. Deres situation skal ses om en udfordring i livet (både for patienten personligt men også for familien, omgangskredsen og samfundet generelt) og skal håndteres med tålmodighed og styrke. Der kan også være ’nye muligheder’ i at være handicappet. Der kan være ’skjulte velsignelser’. Det hænger sammen med, at Gud har skabt verden harmonisk, og at der med al skabelse er en mening. Intet er skabt forgæves.

 
Barrierer 
Men det er ikke altid at teori og praksis harmonerer med hinanden. En mere kulturel forståelse af religionen kan gøre det svært for muslimske familier at varetage denne gruppes behov. For det første kan begreber som ære og skam være så fremherskende hos nogle, at det i værste fald kan ende med isolation for familien og patienten. For det andet har omsorgspligten normalt altid ligget hos familien, hvilket kan gøre det svært at benytte sig af sundhedsvæsnets og handicaporganisationernes tilbud. Men den stigende individualisering og de socioøkonomiske faktorer, som ofte er belastende, har også en betydning. Derfor vil det være en lang og sej proces for at få flere til at engagere sig inden for området. Derudover mangler mange konkret viden om den pågældende sygdom. De har måske brug for information på deres eget sprog. Man skal huske på, at mange handicappede og udviklingshæmmede ikke overlever i tredjeverdenslande. Derfor har mange svært ved at forholde sig til og tage sig optimalt af handicappede. Det kan også til tider være vanskeligt for familier at navigere i sundhedssystemet og det kan opleves negativt og overvældende med de mange behandlingstilbud. Derfor skal der en styrket indsats til på dette område. 
 
Nyttige råd angående arbejdet med syge og handicappede

Anerkendelse: Det at være en del af og føle sig accepteret i sundhedsvæsen/handicaporganisation kan betyde meget. En inkluderende tilgang, hvor man tager udgangspunkt i den enkeltes behov, kan give gode resultater. Mennesket må mødes der, hvor han eller hun er.

Opmærksomhed på det anderledes: Man må være opmærksom på, at der kan være andre måder at forstå og bearbejde sorg og krise på end dem, man er vant til. Der kan være forskellige sygdomsforståelser. Derfor vil det være en fordel for personale/fagpersoner, at de er selvbevidste og afklarede omkring det – også i relation til, hvordan de selv forholder sig til det eksistentielle.

Erkendelse af, at der er tale om en proces: Erhvervelse af viden og dens omsætning til praksis tager tid. Det er et hårdt og ressourcekrævende område at arbejde med, som kræver tålmodighed og langsigtet strategi.