Fredagsprædiken: Den intellektuelle Jihad
Hen imod de sidste tider hvor tilfældig vold vil være almen, være ligesom den ældste og bedre af Adams to sønner som sagde Hvis du løfter din hånd for at dræbe mig, vil jeg ikke løfte min for at dræbe dig; Jeg frygter Gud, verdenens Herre (Profeten Muhammad)
Hele Gamle testamente kan opsummeres i følgende: elsk Gud med hele dit hjerte og elsk din næste som dig selv; alt andet er fortolkning, ‘behandle andre som du selv vil behandles, at tag et liv uretfærdigt er som at fratage hele menneskeheden liv. De monoteistiske religioners principper (der blev citeret fra gamle og nye testamente samt Koranen) er sandelig eksemplariske men der skal søges mange vegne før man finder nogen som tager disse principper til sig som en integreret levemåde.
Jonathan Swift, den famøse Irsk-britisk forfatter sagde engang, at vi lige netop har nok religion til at hade, men ikke nok til at elske hinanden. Sagen er jo så det – ifølge Swift – at vi mangler mere religion til at få os til at indse det grundlæggende i os selv. Her forstå jeg religion ikke udelukkende som et dogme eller en sæt regler men mere som en inderlig refleksion over livets mening og en oprigtig vilje der kan udmunde sig i en integreret praksis af de universelle principper.
Et af de universelle principper er retfærdighed. For at opnå fred er retfærdighed en af flere forudsætninger. Retfærdighed forudsætter en konstant anstrengelse for at skabe ligevægt og balance i en verden hvor der er magter og spændinger som truer med kaos og uorden, både inde i mennesket men også udenfor.
Denne konstant anstrengelse i Islam er Jihad, som er pålagt enhver muslim. Det kan være den indre anstrengelse som ultimativ set renser mennesket fra det som er lavt, dyrisk og selvisk. Men det kan også være en anstrengelse i forhold til at søge viden og bruge den klogt med visdom. Vi lever i en tid hvor vi måske mere end før, har brug for en intellektuel Jihad (Jihad bil-qalam) hvor sandheden forsøges skjult og manipuleres med.
Men sådan er det med historien. Might is right er sloganet, men det er endnu mere præcist i denne sammenhæng at udtrykke might makes history. De mægtige leger med historien(og derved sandheden) sådan som det passer dem. Faktisk tilslører, udsletter og komplicere man historien, for den kan være for barsk og hæslig at kaste et blik på, somme tider. Jeg snakker her naturligvis om Palæstinensernes saga og deres forfølgelse og undertrykkelse nøjagtig som Jøderne oplevet det i tiden før slutningen på anden verdenskrig. Det surrealistiske her, er netop at vi intet lært har, fra den barbariske behandling af Jøderne under Nazi regimet. Vi tør ikke længere kigge i spejlet og se på de mange pletter af skam som vi har på samvittigheden og lære af historien. Rwanda, Bosnien, Tjetjenien og Darfur er blot få eksempler. Hvor billigt menneskeblod er dog blevet?
Formålet med den intellektuelle Jihad er at være bevidst om sig selv, sin egen og andres rettigheder. Hoved ingredienserne i denne form for Jihad er primært at søge viden, praktisere den og dernæst dele/formidle den viden. Denne Jihad form forpligter os i dag (bl.a. i forhold til folkemordet som sker i Gaza striben hvor de fleste døde er civile og heriblandt børn) at oplyse hvad Islamisk etik siger om f.eks. beskyttelse af civile, ejendom mv. selv under krigshandlinger. Derfor må vi også opfordre til ro og besindighed til de mennesker som måske føler sig magtesløs og er vrede over de grusomme handlinger fra Israels side som vi er vidner til, at de må udvise beherskelse og ikke angribe synagoger, civile mm. Synagoger betragtes som Guds tilbedelsessteder i Koranen og er derfor beskyttet og hellige. Den intellektuelle Jihad må sikre at følelser ikke overtager fornuften.
Selv under et legitimt selvforsvars kamp (en anden form for jihad) hvor formålet er at fjerne undertrykkelse er der nogle etiske regelsæt som ikke må overskrides. Eksempelvis skal denne form for jihad ikke være baseret på had, vrede eller hævn. Den skal udføres udelukkende for sandhedens skyld. Ridderlighed (Fatuwah) og generøsitet (karam) overfor fjenden er anbefalet og en Profetisk skik – elementer som man har glemt i post moderne kampførelse. Hvem husker ikke Salahudeen Ayubis (d.1193) læger som behandlet hans fjende, Kong Richard den første fra England (d.1199) under korstogene? Da den palæstinensiske intellektuel, Khaleel Sarakiti, fra 40erne og 50erne mindede den palæstinensiske lederskab om vigtigheden i at efterleve de højeste etiske principper i forhold til konflikten mellem Israel/Palæstina, skrev han selv, at det palæstinensiske styre så hans ideer som ikke andet end romantisk ridderlighed, ukompatibelt med moderne krigsførelses virkelighed.
Denne fredagsprædiken er en revideret udgave fra 09.01.09 givet på Nørrebrogade 32, i moskeforeningens lokaler af bloggeren.