NAVEED BAIG

Det kom frem i udenlandske og danske medier især for et par dage siden, at under Gaza invasionen fik højreekstremistiske rabbinere ansat i hæren, produceret brochurer til Israelske soldaterne før invasionen, som gydede had mod palæstinenserne og religiøst fundamentalistisk etik, som legitimerede drab af børn og gamle. Det skønnes af bl.a. hospitaler i Gaza, at omkring 1,300 mennesker mistet livet under den Israels 22 dage offensiv.  440 børn og 110 kvinder samt en del ældre blev også dræbt af den Israelske hær. Under offensiven mistet 13 Israelere herfra 3 civile også livet. 

Et antal af færdiguddannet Israelske soldater fra ’ Yitzhak Rabin pre-military preparatory course’ fra Oranim Academic Collge i Tivon frembragte disse kendsgerninger i lyset til et seminar afholdt sidste måned og publiceret senere. Disse soldater, der tæller lige fra piloter til landtropper, og som selv var med i Gaza invasionen, fortæller om horrible historier hvor civile blev likvideret. Selv nødhjælps personer blev ikke skånet ifølge den Israelske avis Haaretz (22.03.09) som i øvrigt, i den sidste styk tid har bragt de Israelske soldaters beretninger om drab på civile i deres avis. En af disse sørgelige historier beretter om en Israelsk snigskytter som fra tæt hold skød og dræbt en mor og hendes børn, som var blevet bortvist fra deres hjem. En anden fortæller om en officer som beordrer at nedskyde en ældre palæstinensisk kvinde som går på en vej, 100 meter fra en Israelsk kontrol post. Et andet element som kom frem hos soldat beretningerne var den hæmningsløs ødelæggelse af palæstinensiske huse og ejendele. Ifølge UNDP blev 14,000 private hjem, 219 fabrikker og 240 skoler (FN skoler heriblandt) destrueret. Hospitaler, klinikker og infrastruktur blev også systematisk tilintetgjort. 

      
Det var på forhånd, alment kendt, med disse beskyldninger fra flere organer og lande men nu kommer beskyldninger fra dem som deltog i invasionen aktivt. Hvis man nogen sinde havde en forestilling om den israelske hær, som værende professionel og moralsk ansvarlig, så har de sidste par ugers skandalehistorier fra sidste Gaza invasion nu afsløret, at der ikke er tale om enkelte’ rådne æbler’ i hæren, men en underliggende politik og religiøs propaganda som skaber en alarmerende atmosfære i IDF.(Israeli Defense Forces) Selv siger IDF at de vil undersøge alle episoder som er kommet frem. Israels forsvarsminister Ehud Barak siger at disse anklager vil blive undersøgt til den mindste detalje.      
 

BBC rapporterede i sidste uge http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/7952603.stm om visse soldaters bekymringer om hvordan ekstreme jødiske rabbinere (både inden for uden for militæret) forsvaret den, dengang kommende invasion, med groft religiøst retorik og hadske udtalelser om Israels fjender.
 

Det er netop religiøse ledere som har ansvar for at arbejde hen imod fred. Hvis ikke det kan lade sige gøre så i det mindste må de prøve at minimere skaden. De gamle dyder hvor religiøse ledere satte deres egen liv på spil for at redde ’fjendens’ liv er tæt på udryddet. De kunne nemlig se at krig ville avle mere krig og had avle endnu mere had. De evnet at være den sjælelige kraft som i stedet, kunne avle kærlighed ved at sætte sig imellem parterne og sætte tilgivelse, forsoning og retfærdighed i højsædet.  De religiøse lærde – uanset om de var kristne, muslimer, jøder eller andet – formået at være selv-kritiske over deres ens egne og samtidig skænkede de håb og selvindsigt til dem som fulgte dem. Gamle dyder forbliver gamle hvis ikke de praktiseres.    
           
For at læse mere om de Israelske soldaters beretninger se: http://www.breakingthesilence.org.il/index_e.asp
http://www.haaretz.com/hasen/spages/1072040.html

Fem præster fra Haderslev stift præsentererede deres svar på ’ A Common Word’, et brev fra 138 muslimske lærde til den kristne verden på et seminar i Kolding d. 13. januar 2009. Svaret indeholder en lille indledning/afsluttende bemærkninger og fem punkter, som jeg gerne vil kommentere her.

Dokumentet har en fin indledning og afslutning, med et korrekt og respektfuldt forhold til “A Common Word” og dermed den muslimske invitation til at se på fællestræk i kristendom og islam. Som udgangspunkt er dokumentet velovervejet og imødekommende. Der er dog for meget fokus på det teologiske, hvilket næppe var brevskrivernes intention.

For de muslimske brevskrivere handler det formentlig mere om fredelig sameksistens og en levende dialog. Det, som skrives i dokumentet om forskelle og ligheder, kommer egentlig ikke som nogen overraskelse. Det ved alle, der har beskæftiget sig lidt med begge religioner, formentlig også mange af de 138 originale underskrivere. Jeg er sikker på, at brevet (også) kan bruges herhjemme, især af dem, som har en interesse i religionsdialog og -teologi.

Følgende er kommentar til de forskellige punkter, som dokumentet beskæftiger sig med:

Den ene Gud
Første punkt handler om troen på den ene Gud. Der er ingen tvivl om, at det nok er det punkt, som binder de monoteistiske religioner sammen. Derfor er det livsbekræftende, at der ikke kun indledes med dette punkt, men at der også bliver lagt en del vægt på den fælles basis. Det er ikke altid lige let at finde dette udgangspunkt i den danske religionsdialog og debat. Der siges bl.a.’ Lad os derfor gensidigt anerkende, at kristne og muslimer tror på én Gud.’

Jesus Kristus og treenigheden
I punkt to markerer de danske præster én af forskellene mellem kristendom og islam, nemlig den forskellige opfattelse af Jesus Kristus og treenigheden. Der er dog ikke nogen teologisk redegørelse for treenighedsbegrebet. Det er selvfølgelig vigtigt at fastslå, at treenigheden udgør et af kristendommens centrale dogmer, men forståelsen af treenigheden blev ikke formuleret af Jesus Kristus selv.

På samme måde er heller ikke alle islams fem søjler formuleret i Koranen. Som kristne og muslimer har vi Guds åbenbaring, men vi har også en teologi, dvs. en forståelse af Gud og Hans åbenbaring, og det er vigtigt at skelne mellem disse to. Der er også muslimske teologer, som faktisk forsvarer treenighedsbegrebet metafysisk, f.eks. med ideen om den elskede (objektet), elskeren (subjektet) og kærlighed (enheden). Man har også en forståelse af Jesus Kristus som Ruh Allah eller ’Guds ånd’, sådan som Profeten Muhammad beskrev ham engang.

Forskellige opfattelser af Gud?
For det tredje spørger præsterne: “Kan muslimer tale om Gud som far og som kærlighed…”? Altså om muslimer og kristne kan tale om Gud på samme måde. Det er et kendt spørgsmål, der som baggrund har en indvending mod den “muslimske gudsopfattelse “. Svaret er: Ja, muslimer taler meget om Gud som kærlighed; Rahman (nådig) og Rahim (barmhjertig) er to af de mest brugte af Guds navne, men muslimer taler ikke om Gud som fader. Man vil helst undgå enhver tale, der kan begrænse Guds væsen.

I den forstand har man også diskuteret Guds navne, og hvorvidt disse kan være anledning til en antropomorf forståelse af Gud. Men hvis vi er enige om, at Gud er uafhængig af os, så må det betyde, at Hans kærlighed er uafhængig af, hvordan vi beskriver ham: som kærlig, mindre kærlig, som både kærlig og den retfærdige mv. Vor teologi og vores tale om Gud påvirker altså ikke Gud selv, men den har en konsekvens for vores religioner og vores religiøse liv, og det er det, der burde fokuseres på. Et af Guds 99 navne er Al-wadood (Den elskende).

Etik
Det fjerde, præsterne ønsker at tage op, er spørgsmålet om etik og næstekærlighed. Punkt 4 slutter med et relevant spørgsmål om, hvorvidt muslimer også er fordret af tanken om at tilgive ens fjender. Fælles for både kristne og muslimer er, at man forsøger at forstå og kende ’de andre’ – også dem, som hverken er muslimer eller kristne (verden handler ikke kun om de to religioner) og dem, der har et andet livssyn.

Gud tolerer alle (mennesker er skabt i Guds billede), og etikken er noget, der vedrører mennesket som sådant, ikke kun muslimer eller kristne. Både Koranen og Profetens liv afspejler utallige fordringer om at tilgive og vise barmhjertighed over for alle – også ens fjender. Mange muslimer kender den meget berømte Taif bøn, hvor Profeten beder ihærdigt for de mennesker, som skader ham til blods i byen Taif. Men det er ikke altid, at disse idealer bliver praktiseret. Derfor er det også vigtigt at være selvkritisk. I Islamisk forståelse er den største fjende en selv, og derfor er ’selvets Jihad’ den største anstrengelse, man kan foretage sig.

Mission og sameksistens
Sidste punkt om mission og sameksistens er vigtigt. Den kristne og den muslimske mission kan dog ikke sidestilles, hverken historisk eller teologisk. Det er ikke alle muslimer, som har troen på, at Islam er den ’eneste’ sande vej, ligesom alle kristne heller ikke har det.

Noget af de mest afgørende i præsternes dokument finder jeg i det første punkt: ’Ingen kan fatte Guds storhed og guddommelige mysterium fuldt ud. Gud taler vi om i jordiske kategorier, men Gud vil altid være større end disse kategorier.’

Dette citat opsamler meget godt den muslimsk – kristne dialog. Vi kan godt prøve at beskrive vores forhold til hinanden, og hvem der kan gøre krav på ’sandheden’. Men når alt kommer til alt, så kender Gud mennesket bedre, end det kender sig selv og derved også vores relation til os selv og hinanden. Vi kan prøve at sætte ord på vores forståelse af sandheden, men den vil altid være relativ i forhold til det absolutte.

København, 02. marts, 2009

Dette synspunkt blev bragt i www.religion.dk