Arkiv forapril, 2009

Religiøse slagsmål dur ikke

Flere biskopper sagde i går i tilknytning til en ny bog om Guds plads i religionsmødet, at de vil skærpe kursen over for andre religioner. Hvordan opfatter du som imam sådan en udmelding?

- Det er ærgerligt. Men det siger mere om dem selv og deres problemer med at holde på flokken i folkekirken. I forhold til religionsmødet må vi gå en anden vej.

Hvilken betydning har det overhovedet for muslimer i Danmark, hvordan folk fra kirkens verden omtaler islam?

- De fleste muslimer vil ikke bemærke det. Men al tale har effekt. Og den seneste udmelding forstærker den opfattelse, flere muslimer har af folkekirken som meget indelukket. Kirkens trosbekendelse, den fra Augsburg, siger jo, at muslimer er kættere. Det er stadig den tradition, folkekirken her følger. Men det er altså for gammelt. Biskopperne må træde mere i karakter og se, hvad befolkningen egentlig vil have. Nogle af mine egne bedste venner er kristne. De elsker troen, men tager afstand fra den rigiditet, som enkelte biskopper har. De vil hellere have venskaber end teologiske slagsmål. Vi skal mødes, ikke slås.

Det store spørgsmål, som især biskoppen fra Haderslev rejser med sin nye bog, er, om kristne og muslimer tror på den samme Gud. Hvad er dit eget svar på det spørgsmål, når du bliver rådspurgt?

- Klart ja. Det er den samme Gud. Det siger biskoppen jo også. Han tilføjer så bare, at vi tror meget forskelligt om Gud. Men vi er alle Guds skabninger, så vi er i familie med hinanden. Jeg tror da også, at Jesus er Guds ånd, Guds sjæl, en sand tjener af Gud. Han er et fornemt eksempel på én, som giver afkald på alt. Jeg og vi som muslimer mener så bare ikke, at Jesus er Gud selv. Der skilles vandene. Men når kristne siger, at Jesus er Guds søn, så tænker de jo heller ikke strengt i biologi. Det hele kan og skal forstås lidt bredere.

Niels Henrik Arendt og andre biskopper siger, at der kun findes én Gud, men at religionerne udtrykker noget dybt forskelligt om ham. Hvor store er forskellene efter din mening mellem kristne og muslimers syn på Gud?

- Vi skal forstå, at det her er en personlig sag. Og der er mange forskellige svar, alt efter hvem man er. Lamperne er forskellige, men lyset er det samme. Vores fortolkninger og meninger om Gud, hvad enten vi er kristne eller muslimer, kan ikke fange det hele. Arendts bog er relativ. Det er mine udtalelser også. Kun Gud er absolut og en realitet. Det tror jeg, at både kristne og muslimer kan blive helt enige om.

Vi har tidligere set, at nogle imamer herhjemme har sagt nej til at deltage i religionsdialogen, fordi de savnede konsekvens. Vil stærkere markeringer fra folkekirken om det kristne gudssyn gavne eller forværre den tendens?

- Imamerne er opmærksomme på, at nogle præster og enkelte biskopper har et hadefuldt forhold til islam. På samme måde er der også enkelte muslimer og imamer, som ser på kristendommen med skepsis. Men mit håb er, at sådan nogle meldinger ikke vil ødelægge dialogen. Den kører faktisk godt i Danmark.

Hvordan kommer religionerne – og især kristne og muslimer i Danmark – til at få et bedre forhold til hinanden?

- Vi skal bygge personlige relationer. Vi skal lave ting sammen som medborgere for samfundets bedste. Religiøse slagsmål dur ikke. Vi skal smide de religiøse kapper. Vi skal ikke se hinanden som biskopper eller imamer, men som mennesker. Når befolkningen kan se, at religiøse ledere står sammen og viser hinanden anerkendelse, så skaber det også respekt og tillid ude omkring i landet.

Interviewet blev bragt i Kristelig Dagblad d. 22.04.09. Af journalist Morten Thomsen Højsgaard.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/321200:Kirke—tro–Imam–Religioese-slagsmaal-dur-ikke 

22

04 2009

Fogh- fra krig til endnu mere krig

Mens en del danske mediere er euforiske over udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til posten som generalsekretær i NATO (North Atlantic Treaty Organisation), er det overhovedet ikke blevet overvejet, hvilken sikkerhedspolitisk image Fogh egentlig efterlader Danmark med – nationalt og internationalt.  Hvilken type organisation skal han egentlig repræsentere og hvilken slags opgaver varetager denne organisation egentlig?

I sin tid som statsminister har Fogh i den grad delt vandende i Danmark og skabt et “dem og os”-samfund. Her tænker jeg ikke kun på den store skade, som han og hans koalitionsregering har bragt integrationen og sammenhængskraften i samfundet, men også på den farlige blokpolitik, der har skadet demokratiets essens. Den skønne dans med Dansk Folkeparti (DF) – eller “vild med Dansk Folkeparti” – har heller ikke skabt andet godt end at holde VKO regeringen (og dermed Anders Fogh) i en magtpositionen. Fogh gik dermed på et ideologisk kompromis ved at samarbejde med DF, og han stod tavs til, mens DF kontrollerede den umenneskelige udlændingepolitik og nærmest dagligt krænkede og kastede skyts imod minoriteter i Danmark.            
 
Det er måske også derfor, at den anti-dialogiske attitude kom krystalklart til udtryk under tegning-krisen i 2006, da Fogh og regeringen hverken ville i dialog med de muslimske ambassadører, muslimerne herhjemme eller den muslimske verden. En overfladisk og tvungen dialog kom kun i stand, efter at Danmark begyndte at mærke den økonomiske boykot fra de muslimske lande samt en undren fra Danmarks allierede over landets håndtering af krisen. Først derefter kunne man opleve en forsonende Fogh på Al-Arabiya og andre muslimske medier – det var mild sagt “too little too late.” 
 
Fogh vil også blive husket for sin meget ekstreme holdning til spørgsmålet om ytringsfrihed, som blev trukket frem som “grunden” til, at man ikke kunne siges undskyld for den form for “hatespeech”, Jyllandsposten prædikede ved at trykke tegningerne. Dermed gjorde Fogh hån, spot og latterliggørelse til ingredienser i demokratiet. Men få måneder efter krisen var overstået, og DR viste en kritisk dokumentar om Afghanistan-krigen, holdt Fogh sig på ingen måde tilbage med offentligt at kritisere DR og dokumentarfilmen, som havde prøvet at fortælle sandheden om krigens indhold og resultater til de danske seere.
 
Og krig skal vi til. For Fogh vil også blive husket for at tegne Danmark på verdenskortet med mørke farver uden design. Irak-krigen blev en ren tragedie, hvor Danmark deltog og siden trak soldaterne tilbage uden på det ene eller andet tidspunkt at vide hvorfor. Men det værste af det hele var nok, at der blev lagt lå på sagen. Ingen accountability - ingen forsoning. Og volden og ustabiliteten fortsætter i Irak. Afghanistan-krigen, som Danmark deltager aktivt i, er der heller ikke nogen fremtidsperspektiver i. Krigen har kun avlet mere krig og usikkerhed. Pakistan er blevet hårdt ramt, og volden og ekstremismen spreder sig.   
 
Nu skal Fogh så videre i krig. Hvad han under sin indsættelse den 4. april i Strasbourg kaldte NATO, nemlig en “fredsorganisation”, bliver det aldrig – i hvert fald ikke med den mission og det indhold den har på nuværende tidspunkt. Det er ualmindeligt pineagtigt, at kalde NATO for en fredsorganisation, når alle ved, at den aldrig har taget den rolle til sig. Det prøver den heller ikke at profilere sig med. NATO er - som den er - en militaristisk, sikkerhedspolitisk organisation, der bruger militære løsninger i konflikter. NATO kender ikke til det værktøj, som FN prøver at anvende i kontroverser – nemlig diplomati.    
 
Den nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der har ført sit land i krig, skal nu repræsentere en stor og magtfuld organisation, som fører krig globalt. Jeg ved ikke, om det er noget, man ligefrem kan lykønske nogen for. Det er jo ikke CARE, UNHCR eller Amnesty international han skal til.
 
Men vi er måske heller ikke helt klar over, hvad krig bringer med sig. Vi ser på krigen, men mærker den ikke på eget sind eller egen krop. Andres lidelser, frustrationer og ødelæggelser er altid på komfortabel afstand. Det kan måske være naivt at tro, men det kan håbes, at Anders Foghs kommende og forøget beskæftigelse med krig og dens mørke sider vil give ham et andet syn på krig og vold.

Der kan læses mere om NATO på: www.nato.int 

NATO’s militær struktur på: http://www.nato.int/cps/en/SID-ED6CFBC9-CAB6DD7C/natolive/what_is_nato.htm

 

 

06

04 2009