NAVEED BAIG

Mens en del danske mediere er euforiske over udnævnelsen af Anders Fogh Rasmussen til posten som generalsekretær i NATO (North Atlantic Treaty Organisation), er det overhovedet ikke blevet overvejet, hvilken sikkerhedspolitisk image Fogh egentlig efterlader Danmark med – nationalt og internationalt.  Hvilken type organisation skal han egentlig repræsentere og hvilken slags opgaver varetager denne organisation egentlig?

I sin tid som statsminister har Fogh i den grad delt vandende i Danmark og skabt et “dem og os”-samfund. Her tænker jeg ikke kun på den store skade, som han og hans koalitionsregering har bragt integrationen og sammenhængskraften i samfundet, men også på den farlige blokpolitik, der har skadet demokratiets essens. Den skønne dans med Dansk Folkeparti (DF) – eller “vild med Dansk Folkeparti” – har heller ikke skabt andet godt end at holde VKO regeringen (og dermed Anders Fogh) i en magtpositionen. Fogh gik dermed på et ideologisk kompromis ved at samarbejde med DF, og han stod tavs til, mens DF kontrollerede den umenneskelige udlændingepolitik og nærmest dagligt krænkede og kastede skyts imod minoriteter i Danmark.            
 
Det er måske også derfor, at den anti-dialogiske attitude kom krystalklart til udtryk under tegning-krisen i 2006, da Fogh og regeringen hverken ville i dialog med de muslimske ambassadører, muslimerne herhjemme eller den muslimske verden. En overfladisk og tvungen dialog kom kun i stand, efter at Danmark begyndte at mærke den økonomiske boykot fra de muslimske lande samt en undren fra Danmarks allierede over landets håndtering af krisen. Først derefter kunne man opleve en forsonende Fogh på Al-Arabiya og andre muslimske medier – det var mild sagt “too little too late.” 
 
Fogh vil også blive husket for sin meget ekstreme holdning til spørgsmålet om ytringsfrihed, som blev trukket frem som “grunden” til, at man ikke kunne siges undskyld for den form for “hatespeech”, Jyllandsposten prædikede ved at trykke tegningerne. Dermed gjorde Fogh hån, spot og latterliggørelse til ingredienser i demokratiet. Men få måneder efter krisen var overstået, og DR viste en kritisk dokumentar om Afghanistan-krigen, holdt Fogh sig på ingen måde tilbage med offentligt at kritisere DR og dokumentarfilmen, som havde prøvet at fortælle sandheden om krigens indhold og resultater til de danske seere.
 
Og krig skal vi til. For Fogh vil også blive husket for at tegne Danmark på verdenskortet med mørke farver uden design. Irak-krigen blev en ren tragedie, hvor Danmark deltog og siden trak soldaterne tilbage uden på det ene eller andet tidspunkt at vide hvorfor. Men det værste af det hele var nok, at der blev lagt lå på sagen. Ingen accountability - ingen forsoning. Og volden og ustabiliteten fortsætter i Irak. Afghanistan-krigen, som Danmark deltager aktivt i, er der heller ikke nogen fremtidsperspektiver i. Krigen har kun avlet mere krig og usikkerhed. Pakistan er blevet hårdt ramt, og volden og ekstremismen spreder sig.   
 
Nu skal Fogh så videre i krig. Hvad han under sin indsættelse den 4. april i Strasbourg kaldte NATO, nemlig en “fredsorganisation”, bliver det aldrig – i hvert fald ikke med den mission og det indhold den har på nuværende tidspunkt. Det er ualmindeligt pineagtigt, at kalde NATO for en fredsorganisation, når alle ved, at den aldrig har taget den rolle til sig. Det prøver den heller ikke at profilere sig med. NATO er - som den er - en militaristisk, sikkerhedspolitisk organisation, der bruger militære løsninger i konflikter. NATO kender ikke til det værktøj, som FN prøver at anvende i kontroverser – nemlig diplomati.    
 
Den nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der har ført sit land i krig, skal nu repræsentere en stor og magtfuld organisation, som fører krig globalt. Jeg ved ikke, om det er noget, man ligefrem kan lykønske nogen for. Det er jo ikke CARE, UNHCR eller Amnesty international han skal til.
 
Men vi er måske heller ikke helt klar over, hvad krig bringer med sig. Vi ser på krigen, men mærker den ikke på eget sind eller egen krop. Andres lidelser, frustrationer og ødelæggelser er altid på komfortabel afstand. Det kan måske være naivt at tro, men det kan håbes, at Anders Foghs kommende og forøget beskæftigelse med krig og dens mørke sider vil give ham et andet syn på krig og vold.