NAVEED BAIG

Vi befinder os i år 2050. Verden er post-sekulær og post- teknologisk. Fred har indvundet sig på kloden og de medmenneskelig relationer trives i bedste vilkår. Særligt har uddannelsessystemet gjort sit for at der undervises sagligt og oplysende om majoritets og minoritetsreligionerne. Religiøs alfabetisering har skabt en følelse af anerkendelse og værdighed hos samfundets borgere. 

Det var denne forestilling som World Economic Forum’s (WEF)’ Faith community’ og WEF’s ’Young global leaders’ sammen skulle forholde sig til i en workshop til WEF’s topmøde i Amman, maj, 2009. Ved at tænke tilbage, blev deltagerne bedt om at nedfælle de katalysatorer som havde gjort sådan en verden muligt. Hvilken uddannelsespolitik førte de ud i livet? Hvem var partnerne?  

De første tre prioritetshandlinger, for at sikre religiøs alfabetisering i samfundet, som de knap 50 deltagere kom frem til,(efter afstemning)var følgende:

1. Adskillelse mellem religion og stat hvor staten samtidig fremmer værdier og spiritualitet i det offentlige rum.
2. Et paradigme skift fra begrebet ’religion’ til ’spiritualitet.’
3. Overhoveder og tænker fra forskellige verdensreligioner og filosofier skaber et universel sæt af værdier som kan være basis for et nyt uddannelsessystem.         

Ved afslutning på workshoppen kom Dr. Klaus Schwab ind i salen og fortalte hvor vigtigt det var at inkorporere tro i WEF’s arbejde. WEF’s stifter og overhoveds tilstedeværelse her (han deltog også i en anden session om tro, ’ restoring trust, rebuilding values’) gav et indtryk af at han og dermed WEF har en reel ambition om at give tro og etik mere indflydelse i organisationens fremtid arbejde.    

Denne anerkendelse af menneskers tro og religiøsitet i et forum som WEF taler for sig selv. Med repræsentanter fra den jødisk, muslimsk og kristen tradition fik topmødet en ekstra og spændende dimension. Dog var det lidt skuffende at værdier og etik ikke fik den plads som de burde i talerne fra bl.a. de kongelige, statsoverhoveder, politikere og forretningsfolk, i de store plenum forsamlinger.     

Der har på det seneste været en grov krænkelse i form af manglende anerkendelse i sagen om de skolebørn (op til 150,000) som blev misbrugt seksuelt og fysisk på irske katolske institutioner i omtrent 60 år (helt op til 90’erne) ifølge en rapport udgivet efter 9 års efterforskning.  At sådan noget kunne foregår så systematisk i et vestlig land med kristen baggrund er chokerende.  

Den manglede anerkendelse her, gør at tusindvis af såret og krænket sjæle ikke får stillet de ansvarlige til regnskab – i hvert fald indtil videre. De ansvarliges navne blev ikke nævnt i rapporten efter pres fra magtfulde kristne grupper.  Ærkebiskoppen i Irland, Darmuid Martin (som iøvrigt også var med til WEF’s møde i Amman ) havde inden rapportens offentliggørelse advaret at den ikke ville være pæn. Det er der vist ingen tvivl om. Der er heller ikke nogen tvivl om at den Romerske – Katolske kirke står over for en af sine største kriser i nyere tid – ikke kun i Irland men globalt.  

Pakistans hær har siden 02. maj, 2009 indledt et offensiv mod ekstremister i Swat området som er blevet hilst velkommen af langt de fleste Pakistanere. De vil ikke længere se deres landsmænd og kvinder blive undertrykt af en analfabetisk og fremmed Islam forståelse som bl.a. nægter kvinder uddannelse, angriber muslimske helligdomme og forfølger religiøse minoriteter. Disse folk – et lille mindretal som har søgt ly ved den Afghansk-Pakistansk bjergregion- har ikke kun fordrejet og personificeret den islamiske lære, de har også i den grad flået hele essensen ud af den. Når barmhjertighedslæren bliver suget ud af Islam er der ikke noget Islam tilbage.

Sådan kunne man også sige om kristendommen. Her er sagen bare det, at den politiske establishment i Danmark har mistet jordforbindelsen til barmhjertighedsbegrebet. Den danske flygtningesag, hvor man vil tvangssende Irakiske asylansøgere tilbage til et kaotisk og krigsplaget Irak er et ud af mange konkreter eksempler. En uretfærdig krig (uden FN mandat og ingen masseødelæggelsesvåben fundet, der var begrundelsen for krigen) som Danmark i øvrigt længe har støttet og deltaget aktivt i. Når man ligefrem praler med at man har givet langt de fleste kristne flygtninge asyl fordi de forfølges i Irak så er spørgsmålet jo bare, om ikke Irakere i al almindelighed – på tværs af religiøse og etniske skel – forfølges og føler sig utrygge? Der er jo kaos og ustabilitet. Selv vores egen udenrigsministerium fraråder rejser til Irak hvor 23 personer bare i dag indtil videre (21-05-09) er blevet dræbt ved tre forskellige bombninger i to forskellige byer. (Kirkuk og Baghdad) Shia og Sunni muslimer bliver også dræbt og chikaneret på daglig basis.   

Der må snart komme en tid hvor politikere erstattes af oplyste mennesker. Mennesker som formår at handle etisk forsvarligt og har et bevidsthed omkring det som taler til hjertet. De nuværende kriser er menneskelige kriser som er et tegn på en ledelseskrise verden rundt.  

Den nye bevidsthed vil lade os tænke på andre måder. Vores nuværende tænkning opmuntrere og belønner personlige ambitioner og grådighed. Hvorfor så være overrasket over den stigende stress, uærlighed og utilfredshed i samfundet? Vi har i dag mere penge og materielle ting men mindre glæde og opfyldelse. Mere hurtighed og mindre tid. Mere goder og tjenester men mindre selvstændighed. Mere viden og ingen visdom. Listen er lang og ikke særlig opmuntrende. Der er noget mere grundlæggende som skal ændres før der kan ske en real forandring som kan give jordens indbyggere en ny bevidsthed omkring de mange udfordringer som vi står over for i dag.  Anerkendelse og barmhjertighed er vejen frem for at nå den nye bevidsthed.       

Der var tider hvor en elite af Europas førende forretningsfolk samlede sig i Schweiz under European Management Forums banner for at udveksle ideer og finde på strategier for at følge med Amerikanerne i ’management practices’ i start 70’erne.  Efterhånden som tiden skred frem udvidet organisationen dens profil og indså vigtigheden af at inkludere de økonomiske og sociale faktorer med i management udviklingen. Derfor inviterede de for første gang politikere med til deres møder, startende i Davos, Schweiz, i 1974. I 1987 ændrede de deres navn til World Economic Forum (WEF) og dermed stormede de ind på den internationale scene med bl.a. en konfliktmæglende funktion for at løse internationale konflikter. Det undermineret måske også – vil nogle mene – FN’s internationale rolle som brobygger og sikkerheds garant. WEF blev nok (og måske er det stadigvæk) en slags mellem ting mellem FN og IMF (International Monetary Fund) hvor de indflydelsesrige forretningsfolk – og ikke diplomater – fik det sidste ord.     

World Economic Forum har de seneste år haft en tradition for at give plads til religiøse stemmer på deres topmøder. Deres tidligere ’West-Islam Dialogue project’ er blevet omdøbt til ’Faith Community’ nu, så arbejdet favner en bredt dagsorden hvor alle religioner kan føle sig inkluderet i dialogen og samtidig også sætte deres præg på WEF’s dagorden og dermed beslutningstagerne.  En anden fordel ved at have en sådan Faith Community som består lige pt. af kristne, jødiske og muslimske ledere, er at religiøse værdier bliver integreret i WEF’s arbejde. Samspillet mellem tro, finans, religion, samfund, politik og det inter-religiøse ønskes forstærket.  Det er denne nødvendige integration, som finans – og miljøkrisen bl.a. har tvunget os til, der bliver spændende at følge de kommende år. 
 

For hvad kan de spirituelle og religiøse værdier bidrage med i forhold til vores kriser som også tæller en moralsk en af slagsen? Der er ingen tvivl om at der er brug for en ny form for økonomisk tænkning. Vi bliver nødsaget til at gentænke og gendefinere ordet vækst, økonomi og relationer. Vores kriser er ikke kriser der kun omhandler økonomi, miljø og moral men er i højere grad menneskelige kriser, som skal løses af individet, gennemsyret med hæderlighed, oplysning og spirituel rigdom – ikke med panik modeller og lappeløsninger som blot sætter nye etiketter på gamle problemer. Vores værdisystemer opmuntrere og belønner personlige ambitioner og grådighed. Hvorfor så være overrasket over den stigende kriminalitet, stress og uærlighed i samfundet? Vi har i dag mere penge og materielle ting men mindre glæde og opfyldelse. Mere hurtighed og mindre tid. Mere goder og tjenester men mindre selvstændighed. Mere viden og ingen visdom. Listen er lang og ikke særlig opmuntrende. Der er noget mere grundlæggende som skal ændres før der kan ske en real forandring som kan give jordens indbyggere en ny bevidsthed omkring de mange udfordringer som vi står over for i dag.  

              
Men opmuntrende er det, at se en af kapitalismens søjler, WEF, engagere deres Faith Community mere proaktiv. Næste gang bliver allerede i Amman, Jordan mellem d. 15-17, maj hvor ca. 1500 ledere fra hele verden samles. WEF’s Faith Community skal afholde flere møder bl.a. om hvordan man sikrer religiøs alfabetisering i forskellige samfund. En af de åbne ’sessions’ kommer til at omhandle ’restoring values, rebuilding trust,’ hvor etik kommer på dagsordenen. Det er helt bestemt ret naivt at tro, at man kan ændre noget grundlæggende til sådan et møde (eller flere), men måske kan den nu iværksatte interaktion mellem de forskellige interessenter i WEF’s regi give mulighed for nytænkning og selvransagelse som så kan bane vejen for et mere etisk forsvarlig og medmenneskelig verdenssyn iblandt verdens meningsdannere. 

  
Amman d.14.05.09        

Vi lever af bøn. Ikke omvendt. Bøn er en henvendelse, til det eller den som er større end os selv. Bøn har mange former og udtryk men fælles for al bøn er ‘ønske’. Vores eksistens er bygget på ønsker. Det kan være en tre hjulet cykel, kørekort, en rejse jorden rundt som pensionist, eller mere spirituelle ting man ønsker sig i sit liv som et ‘godt’ liv, fred, kærlighed osv. Det kan også være en kombination af begge.

De ‘kloge’ ønsker sig altid noget ‘stort’. De spørger ikke Gud om ‘små’ ting. Gud er stor og man burde ønske noget stort af ham/hende. Udtrykket ‘jeg ønsker ikke mere i livet’ er kendt. Men det er ikke det samme som at sige jeg ikke ønsker noget mere af Gud. Men hertil kan man også havne. Man kan være i den situation hvor man ikke forlanger mere af Gud. Man har smagt det ’hele’ af Gud. Tørsten er slukket. Man dør før man dør. Så starter man forfra. Man bliver genoplivet og får sig nogle ønsker igen! Gud ønsker at vi ønsker fra ham.

I anledning af Store Bededag, 2009, har en jøde, kristen og muslim fortalt om deres forhold til bøn i interview form til Folkekirkens infocenter i København.  
Læs mere om den jødisk, kristen og muslimsk bøn her: http://kirkenikobenhavn.dk/artikler/2009/maj/4paaske/muslimskboen07050912345.aspx
http://kirkenikobenhavn.dk/Artikler/2009/maj/4paaske/peterbirch07050912345.aspx
http://kirkenikobenhavn.dk/Artikler/2009/maj/4paaske/bentlexner05070912345.aspx