NAVEED BAIG

  
En talentfuld muslimsk akademiker der har forelæst verden rundt og været tilknyttet flere store universiteter såsom Oxford og Notre Dame er i foregående uge blevet afskediget fra to offentlige stillinger i Holland. Både som professor ved Erasmus Universitet og som integrationsrådgiver for Rotterdams kommune.  Årsagen: Han arbejdede som vært for et international TV kanal, Press TV som er Iransk styret.

Vi snakker naturligvis om ikke andre end Dr. Tariq Ramadan, stifteren af Euro-Islam og en aktiv debattør om emner som medborgerskab og identitet i Europa. Han afskedigelse hænger sammen med at han forsatte med at være vært på kanalen – selv efter valgurolighederne i Iran i sommers. Hans anklages af universitet for at hav et ’indirekte forhold’ til den Iranske regime. Dem som kender Ramadan ved, at hans etniske, teologiske og politiske ståsted slet ikke nærmere sig – en typisk iransk variant.  

   
Det er slående at selve indholdet af disse debatprogrammer og dens rolle i den offentlige debat slet ikke bliver nævnt af hverken universitet eller andre af hans kritikere. Det er der nu også gode grunde til. Ramadan havde inden aftalen med Press TV lavede bestemte retningslinjer for temaerne af programmerne som han alene skulle være om at bestemme.  Det samme gjaldt gæstelisten og formatet af programmet. Hans TV programmer (for dem som ikke har set dem) har været med til at åbne op for en akademisk og fri debat i Mellemøsten og den Arabiske verden i det hele taget. Ramadan havde også selv taget kraftig afstand fra den vold som Ahmedinejad regering havde lagt op til.  
 

Det principielle her, som ingen herhjemme tør sige noget om fordi der ikke er stemmer i det, (uanset om man er enig eller uenig med ham) er beskyttelsen af ytringsfriheden og især den akademiske frihed som bliver krænket på det groveste her.
 

24 af Ramadans kolleger på Erasmus universitet har da også klaget  til deres administration i et åbent brev i håb om at universitet omvender deres beslutning. Men uansat hvad, så springer Ramadan tilbage. Det er jo heller ikke første gang at han møder uetisk og usaglig modstand.       
 

Men hvorfor er ytringsfrihed blevet en privilegeret og selektiv vare som tilhør de stærke? Hvorfor den dobbeltmoralskhed? Giver ytringsfrihed mening når den tit (mis)bruges for at dæmoniser og sætte et mindretal og dens repræsentanter overfor had og hetz?
     

IKAS (Institut for kvalitet og akkreditering i sundhedsvæsenet) har i sidste uge (17.08.09) sendt det danske kvalitetsmodel for sygehuse bl.a. til de danske regioner med intention om anvendelse. Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt og tværgående kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet, der udvikles i et samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og erhvervsliv.

Denne ny kvalitetsmodel dækker alle private og offentlige hospitaler. Det er en hel række standarder som hospitalerne skal implementere den kommende tid for at blive akkrediteret. Der er i det hele taget 104 akkrediteringsstandarder i den første version og de er alle bygget omkring nogle temagrupper.

Der foreligger nu også et tidsplan for akkreditering for sygehusene for at følge op på anvendelsens karakter, med Region Hovedstad som det sidste i jan.-jul.2012.   
Medierne har godt nok rapporteret nyheden om kvalitetsmodellen men så vidt jeg har læst, har ingen mainstream medie fokuseret på hvad det egentlig er, der skal implementeres. Det er uden tvivl, en ekstraordinært utopisk plan. Man kan ikke engang nøjes med at kalde den for ambitiøst eller udfordrende. Der hvor vi står nu i sundhedsvæsenet og dernæst til de mål der søges fodfæstet, er der langt – mild sagt. Måske har det noget med de udenlandske akkrediterings organisationer (ISQua, som er den eneste i verden som akkrediter de akkrediteret) at gøre som har givet konsulentbistand og grønt lys til DDKM.  Men dette skal dog siges. Indholdet er fyldestgørende, meget godt gennemtænkt og et skridt i den rigtige retning. Der er også flere interessante standarder i den.
 

Set fra min vinkel er det oplagt og glædeligt at der fremsættes standarder for, at de religiøse og kulturelle behov af patienter skal tilgodeses. http://ikas.dk/Sygehuse/Akkrediteringsstandarder-for-sygehuse/Generelle-patientforløbsstandarder/Patientinddragelse.aspx Det har der længe været brug for – ikke kun for minoriteterne med bl.a. muslimsk, katolsk baggrund osv. – men også for majoriteten med protestantisk- luthersk baggrund. Selvom disse standarder findes – eksempelvis for uhelbredelige syge – i WHO’s definition af hvad palliativ pleje er, hvor de psykologiske og spirituelle aspekter medtænkes i plejen, giver det en helt anden betydning på national plan at have standarderne komme fra egne rækker.    

Denne standard – som er rettet imod hele institutionen – lyder sådan: ’Institutionen respekterer og understøtter patientens religiøse og kulturelle behov’.
Derudover skal afdelingerne lave retningslinjer for hvordan institutionen identificere og understøtter de religiøse og kulturelle behov.
Ydermere skal disse retningslinjer omfatte ’fx institutionens tilbud til opfyldelse af patientens kostønsker, håndtering af patientens blufærdighed, pastoral støtte og religiøse behov ved dødsfald’.
Det centrale her er, at institutionen skal identificere. Sagt med andre ord – er det institutionens ansvar – at finde ud af om patienten har religiøse og/eller kulturelle behov. Det bringer med sig (forhåbentlig) en ændret kultur af mere åbenhed omkring religion og kultur, hvor kommunikationen og dialogen skal være tip top for at personalet kan afdække behovene og oplyse om de muligheder som institutionen kan tilbyde.
 

I dag har man Folkekirke hospitalspræster ansat/tilknyttet på næsten alle sygehuse i Danmark, men det er ikke altid at personalet giver tilbuddet videre til patienter/pårørende. Hvad der angår gejstlige fra andre trosretninger, er der ikke nogen som endnu er fast ansat på danske sygehuse. Der er enkelte tilknytninger med f.eks. imamer og katolske præster. Rigshospitalet er det eneste sygehus, hvor der er en særskilt bederum/stillerum for muslimer.

Mange patienter og pårørende ved ikke, at de har mulighed for at tilkalde en fra deres egen religiøs/åndelig ståsted på besøg. Et par uger siden da jeg var på Rigshospitalet, kom der en tyrkisk mand ind i kirkekontoret for at spørge om registrering af nyfødte. Da vi faldt i snak og han spurgte om mig, fortalte jeg ham om mine funktioner. (projektleder og tilknyttet hospitalsimam) Han ville derefter have mig op på afdelingen til at give kald til bøn i hans nyfødtes øre og have en samtale. Han havde ikke vidst, at funktionen fandtes. Der er også andre eksempler af den slags.         
 

Hvis man tager alle de andre standarder til side et øjeblik (som dækker alt fra dokumentation og datastyring til hygiejne og sygdomsspecifikke akkrediteringsstandarder) og bare koncentrere sig på denne standard, er der store skridt, der skal tages – både praktiske og holdningsmæssige. Det er klart at denne standard vedrører alle religioner og kulturer. Der må afdelingerne internt drøfte hvordan de bedst kan imødekomme og give af tilbud til deres patienter. Afdelingerne skal have kontaktoplysninger til gejstlige og generelt rustes til bedre kommunikations færdigheder så de kan spørge patienter/pårørende om evt. kostønsker og særlige ritualer før og efter dødsfald. Afdelingerne stå selv i dilemmaer og usikkerheder f.eks. ved dødsfald. Derfor er det vigtigt for personalet at også selv hav kendskab til hvad man gør hvis f.eks. en muslimsk patient er død og familien ønsker en hurtig begravelse. Hvem kontakter man? Skal vi tilkalde en katolsk præst til en patient som vil have sin sidste olie osv.     
 
I andre standarder nævnes der omsorg og støtte for terminale patienter og deres pårørende ved ’patienten oplever en palliativ behandling, der er værdig, respektfuld og empatisk, når aktiv behandling er udsigtsløs’ http://ikas.dk/Sygehuse/Akkrediteringsstandarder-for-sygehuse/Generelle-patientforløbsstandarder/Ved-livets-afslutning.aspx  
 

Derudover er ’patient og pårørende inddragelse i behandling’ og kontaktperson (fra personalet) tilknytning til patienten, gode initiativer som vil skabe mere tryghed og tillid begge veje. Kommunikations undervisning til personalet og undervisning til patienter med kronisk sygdom vil også give noget brugbart viden som kan være med til forhøje livskvaliteten i sidste ende.  
Kvalificeret tolkningsmuligheder og oversættelse af vigtige informationer (bl.a. i form af brochurer/pjecer) på andre sprog er også helt uundværlig. Noget som der ikke lægges meget vægt på i den nuværende danske model men som ISQua faktisk foreslå i sin rapport som forbedringer til den danske model.   
 

For mange hospitaler er etniske minoritetspatienter et område, som henføres tit til projekter finansieret eksternt, hvor hospitalerne har svært ved at koordinere indsatsen og integrere tiltagene i hospitalernes egen drift. Med de nye DDKM standarder, har Danmark fået en eksemplarisk model som forhåbentlig kommer både borgerne og de ansatte til gode. Men det er stadigvæk en model og ikke meget mere. Og der er langt fra model til drift.

Vi må behandle folk ens, og derfor må de behandles forskelligt, fordi mennesker er forskellige.

Når det gælder mennesker i krisesituationer, akut sygdom og dem som er udviklingshæmmede, er det centralt, at de bliver mødt der hvor de er. Menneskets oprindelige natur (fitrah), som det er født med ifølge Islam, er ren, uskyldig og upåvirket af det materielle.

Alt afhængig af graden af hæmningen, vil den udviklingshæmmede have en ren natur hele livet igennem, da han ikke har mulighed for at sætte sig ind i verdens gang og alt det, som det nu indebærer.

Spørgsmålet er mere, om ikke den syge har mere ’tro’ og inspiration at give (i form af uskyldighed, renhed, simplicitet og de ’skjulte velsignelser’) til andre. Der er ingen dawah-pligt (invitation til religion) forhold til den udviklingshæmmet. Det er primært, fordi han/hun ikke er forpligtet på at følge forskrifterne.

”Har du ikke set, at alle i himlene og på jorden lovpriser Gud, også fuglene med udbredte vinger? Enhver kender sin bøn og sin lovprisning. Gud er vidende om, hvad de gør”. (Koranen 24:41).

Gud fortæller her, for det første, at alle påkalder Gud, og samtidig har alle deres egen måde at prise den Mægtige på. Og at Gud er fuldt vidende om, hvordan hans skabninger påkalder Ham og lever deres liv. Dette gælder naturligvis også den udviklingshæmmede.

Når vi snakker om, hvor grænsen går, når man vil dele et fredelig budskab med en udviklingshæmmet og så at ende i et overgreb, så er grænsen ikke let at sætte.

Men den enkelte underviser, gejstlig eller træner osv. må kende sine egne grænser. Det er vigtigt at kende sin egen tradition og dens etiske principper for kommunikation og socialt samvær. Åndelig voldtægt er ikke accepteret.

Grunden til, at jeg ikke skelner mellem det ’religiøse’ og det ’verdslige’ er jo, at man har et holistisk verdenssyn i islam, hvor man ikke skelner, men prøver at forstå, forsone og hele de to ’modsætninger’. En sportstræner har også et budskab, det samme gælder en lærer, sygeplejerske og ven.

Det vigtigste er, at budskabet er balanceret, håb-givende, ikke-fordømmende og støttende overfor den udviklingshæmmede.

Det kræver forståelse, empati og det ’oversanselige’ at møde den udviklingshæmmede, der hvor han eller hun er.

Poeten og mystikeren Jalaludeen Rumi siger sådan om det oversanselige:

Hør på fløjten, hvor den fortæller
Og fører klage over skilsmissens smerter:

Siden de skar mig bort fra rørenes krat,
Har mænd og kvinder jamret, rørt af min klage:

Adskillelsen får mig til at søge et sønderrevet bryst
For at tolke længselens smerte for det.

Enhver som dvæler fjernt fra sin rod,
Længes bestandig efter genforeningens stund.

I alskens selskab lod jeg min klage lyde,
Jeg blev en fælle af de glade og de ulykkelige.

Enhver blev min ven i det som fyldte ham selv;
Men ingen søgte mine hemmeligheder i mit inderste.

Min hemmelighed er ikke fjernet fra min klage,
Men den er ikke åbenbar for øje og for øre.
Jalaludeen Rumi (født 1207)

Indlægget blev bragt i www.religion.dk d. 03, august, 2009.