NAVEED BAIG

De sidste tre uger har vi set uhyggelige scener fra et land meget langt fra os. Men katastrofen og dens menneskelig lidelse har bragt landet meget tæt ind på livet af os. Som vi så, ved jordskælvet i Kashmir, Pakistan (2005) og Tsunamien (2004) så ved vi, at det ikke er selve naturkatastrofen der er det værste. Det hårdeste og sværeste er tit det som sker efterfølgende – når naturen har talt. Redningsarbejdet, begravelserne, sorgbearbejdning og genopbygning af hus og psyke.

Det værste er når mennesker prøver at udnytte katastroferne til et personligt og egoistisk mål. I Kashmir så vi efter jordskælvet f.eks. plyndringer og mennesker som stjal smykker og ejendele fra døde menneskers lig mv. Mange af de penge som blev samlet ind via donororganisationer nået aldrig frem til dem som havde mest brug for det i yderkanterne af Indonesien m.fl. efter Tsunamien. Pengene blev simpelt hen kanaliseret af regeringerne og de brugte ‘pick and choose’ metoden hvor områder med en særlig interesse for regeringen, fik hjælpemidlerne.  

Verdenspressen og danske medier har berettet om en gruppe kristne missionærer (New life Childrens Refuge) fra Idaho, USA, som prøvede at smugle 33 børn ud af Haiti uden gyldige papirer for et par dage siden. De er heldigvis blevet pågrebet og børnene bragt i sikkerhed hos en SOS børneby. Ifølge BBC var flere børn ikke engang forældreløse (hvis det skulle være en begrundelse for deres bortførelse til et ’bedre’ liv). Haitis premierminister har beordret en undersøgelse og gruppen skal stilles i grundlovsforhør. Ifølge FN’s egne retningslinjer på området skal der gå mindst to år efter en katastrofe, at adoption kan komme på tale. Primært fordi at børnenes forældre /familie skal kunne søges lokaliseret. Læs BBC’s egen artikel om adoptionsproblematikken her.          

Hvorfor skal lidelse følges op af mere lidelse? Hvorfor skal politiske interesser, begær og ond religiøsitet gøre lidelsen endnu mere uhyggeligt og ubærligt?