NAVEED BAIG

Dagbladet Politiken kunne bringe en nyhed idag (28.04.10 red.) om byrådspolitikkeren fra Tåstrup Kommune, Nadeem Farooq som blev kaldt en ’extremist’ af Dansk Folkeblad i går. Helt konkret gik beskyldningerne ud på at han (og en række andre politikere med etnisk minoritetsbaggrund) havde ’ekstremistiske tilbøjeligheder’. Som beviser for anklagerne mod den radikale venstre byrådspolitiker Nadeem Farooq nævnes der i Dansk Folkeparti’s (DF) medlemsblad, at han er Facebook-venner med bl.a. imamen Abdul Wahid Pedersen, Fatih Alev, Tanwir Ahmad og Khalid Alsubeihi. I alt har Nadeem Farooq 953 venner på Facebook. Af andre offentligt kendte personer, der er venner med eksempelvis Abdul Wahid Pedersen, kan nævnes Københavns overborgmester Frank Jensen, bokseren Mikkel Kessler, TV 2′s politiske redaktør Henrik Qvortrup og venstrepolitikeren Pia Allerslev.

Det interessante her er ikke at DF kommer med disse groteske og desperate anklager mod en anstændig dansk-muslimsk politiker, men at DF’s egen byrådspolitiker i samme kommune, Lars Prier siger meget klart til pressen at DF begår karaktermord imod Farooq. Men der er noget der er endnu mere interessant. Lars Prier udtaler: ’Jeg omgås ham også privat, og derfor har jeg også haft rigtig mange gode snakke med ham om alt muligt andet end den snævre kommunalpolitik. Også om religion og islamisme og den slags ting, og der er ingen tvivl om, at Nadeem også internt i det pakistanske miljø er en mand, som virkelig taler de der typer imod, og som gør, hvad han kan for at være et godt eksempel’ . Endvidere sig Prier at ’Nadeem er en ualmindelig seriøs og ordentlig politiker, og der er overhovedet ikke hold i de postulater. Det er helt ude i hampen, for at sige det ligeud’.

Det er her jeg gerne vil indrømme mine egne fordomme. Jeg troede ikke at etableret DF’er omgik privat med muslimer og oven i købet også kunne have venskabelige og saglige diskussioner med dette religiøse mindretal. Men det her beviser at dialog virker. Det bekræfter bare, at når der ikke er dialog så bliver der fjendtlighed. Når man får lært hinanden at kende som mennesker, og det som mennesket indeholder, sker der mirakler. Se bare på Hr. Prier som stå frem og forsvarer en muslim fordi han kender ham sådan som han er. Ikke sådan som han tror han er. Hvis bare der var flere der snakket med hinanden i stedet for at snakke om hinanden, så ville de medmenneskelige relationer blomstre og resultere i en forstærket sammenhængskraft i Danmark.  Den romerske filosof Seneca sagde engang ’’det er ikke, fordi tingene er vanskelige, at vi ikke tør; det er, fordi vi ikke tør, at de er vanskelige’’.

Det er solskins vejr til at starte med. Moderne marokkansk musik pumper rytmisk ud af højtalerne og overdøver alt andet. Ved den store græsplæne er der samlet omtrent 50 børn og deres familier. 4 klovne løber rundt iblandt dem og underholder deltagerne med klovn numre, sange og dans. Selvom man skulle tro at vi var ankommet til en ordinær arabisk familiefest er sandheden lidt mere alvorligt idag. Det er et børnehospital i Rabat, Marokko.

Vores dialoggruppe (fra islamisk-kristent studiecenter) havde fået lavede en aftale med hospitalet, om et besøg. Vi havde ramt den rigtige dag og tid, fordi der samme dag (17.04.10 red.) på hospitalet blev markeret den internationale hæmofili dag med arrangementer. Hospitalet som vi besøgte var et offentligt hospital i Rabat, med 250 sengepladser. Flere af børnene kom langt fra og nogle skulle køre helt op til 10 timer for at nå frem, blev vi fortalt.

Ved ankomsten, bliver vi mødt af projektlederen Zineb Benbrahim som står for et længerevarende projekt der omfatter børnepsykiatrien og hæmofile syge børn på hospitalet. Hun viser os rundt og vi møder lederne, de frivillige og børnene på de forskellige afdelinger. Vi besøger bl.a. en børnekraft afdeling, et legerum, en computer cafe og får mødt en ledende overlæge, der bl.a. fortæller os om deres kampagne imod omskæring af de børn, som lider af hæmofili. (bl.a. pga. risikoen for yderligere blødninger og dermed dødsfald) Fordi omskæringen er et vigtigt kulturel og religiøs handling i Marokko er det svært at overbevise familierne om at afstå fra det, sagde lægen.

Det var første gange for de fleste af os at besøge et hospital i den arabiske verden og det gjorde indtryk på os. Ikke fordi at vi befandt os i et fattigt kontinent meget langt fra vores hjemland i et hospital med en anden patient identitet – kulturel og religiøst set – men fordi det var børn (ligesom alle andre børn) der havde de samme følelser, ansigtsudtryk og behov. De kraftramte børn havde ikke hår på hovedet, havde bamser på deres senge, forældre der overnattet hos dem, og øjne med lysglimt. Børn er børn.    

Tit spørger hospitalspersonalet i Danmark mig om hvordan man forholder sig til diverse kulturelle behov på hospitaler i de muslimske lande for at personalet selv kan få et indblik (og sammenligne) i deres patient/pårørende kultur som de møder. De er jo positive nysgerrige.

Med det korte besøg og de betragtninger som jeg gjorde (på det pågældende hospital) vil jeg sige følgende om de ligheder og forskelle der er på danske og arabiske hospitaler – sådan som jeg oplevede.

Ligheder: Besøgstiderne bliver overholdt. Der var vagter ved indgangene på det hospital som vi besøgte. Om fredagen (som er helligdag) er der mange besøgende ved besøgstiderne. Det er ’couscous dag’(national marokkansk ret), fortalte projektlederen os. Her henter familierne madretten til deres kære og spiser sammen.

En anden lighed er at man tænker kreativt. Børneskoler, sociale aktiviteter, kunst, klovne mv. bliver inddraget i hospitalsorganisationen. Dog skal det siges at det marokkanske hospital var støttet af flere udenlandske initiativer bl.a. fra Frankrig, USA og Danmark. For eksempel havde en fransk organisation for nylig doneret en computer lab til børnene.     

Forskelle: Mere hygiejnisk på danske hospitaler på grund af vores økonomisk og teknologisk overlegenhed. At have mange besøgende på afdelingerne er indgroet i hospitalskulturen og positivt anset fra personalet og patienters side i Marokko. Sådan er det ikke altid i Danmark. Projektlederen fortalte os at børnene var meget glad for vores besøg. Vi måtte tage billeder af dem og børnene afprøvede vores kameraer og var i det hele taget meget venlige overfor os, selv om de aldrig havde set os før.

De frivilliges indsats på hospitalerne bliver værdsat i Marokko. De er fuld ud integreret i hospitalsarbejdet. Vi mødte bl.a. franske frivillige på hospitalet. Der er ikke den samme frygt for manglende ‘plads’, som der måske er i Danmark. De frivillige skaber selv deres ‘rum’ og er meget fleksible i deres rutiner. Mindre regler betyder som regel mindre bureaukrati!  Læs mere om hvordan man kan være frivillig i Afrika her.    

Tidligere universitets professor på Rabat universitet og general sekretær for the Moroccan Foundation of Cultural Jewish Heritage var vores vært på det jødsike museum i Casablanca, byggede for ca. 50 år siden. Simon Levy bød os pænt goddag og gik direkte til sagen. Vi gik straks inde i synagogen (inde i museum) hvor vi alle kunne sidde ned og høre ham fortælle om jødernes lange og vigtige historie i Marokko. For Marokkos historie er ikke komplet uden jøderne, bemærkede Levy. Dem som kender til Marokkos historie vil næppe anfægte hans udsagn.

Jøderne etableret sig i landet for ca. 2000 år siden og har lige siden været en vigtig og integreret del af landet. I 680’erne blev Marokko erobret af muslimerne. Mange højt uddannede jøder har i tidens løb beklædt høje stillinger i de muslimske regimer. Jøderne er i dag fint repræsenteret i erhvervsliv, politik og kultur. Jødiske skoler og synagoger modtager statstilskud og har en form for intern autonomi. Jødiske interesser blev dog angrebet i Casablanca-terrorangrebet 2003.

Marrakech havde i 2004 en aldrende jødisk befolkning på 260 personer, – de fleste over 60 år, mens Casablanca har mellem 3000 og 4000 jøder. Man regner med, at ca. én million jøder af marokkansk afstamning med tiden er udvandret til den nye stat Israel. Der var i starten af 20 århundrede flere mindre byer i Marokko hvor befolkningsandelen af jøder var over 50 %.  

Man kan ikke snakke med en jøde uden at komme inde på Mellemøst konflikten. Vores møde med Hr. Levy var ingen undtagelse. Som arabisk jøde var Levy stærkt kritisk over for Zionist bevægelsen og ideen om en ’greater Israel.’ Han spurgte os undrende hvorfor man ikke havde spurgt palæstinenserne og araberne til råds inden etablering af staten Israel i 1947 i stedet for at tvinge ideen igennem med fatale konsekvenser. ’Hvorfor kunne man ikke give jøderne et hjemland i Luxembourg eller et andet land i Europa’ spurgte han os igen? Der var stilhed i synagogen. Som arabisk-jøde (begge identiteter var betydningsbærende for ham) var han tydeligt mærkede af den lange ’krig’ (som han kaldte det) mellem israelerne og palæstinenserne.

Men trods ’krigen’ og dens gener var Levy optimistisk- teologisk set. Han refereret flere gange under oplægget til de ’monoteistiske religioner’ og de fællesheder der er iblandt dem. Han udtalte at muslimer og jøder troede på den samme Gud, en række profeter og delte de vigtigste livsværdier med hinanden. Men om de teologiske ligheder ligefrem kunne medvirke til at skabe fred i Mellemøsten, kom han ikke ind på.  

Rabat,

15.04.10

Hasan den andens moske er en stor turist attraktion i Casablanca, Marokko. Det kan man opleve på tætteste hold ved at se på de mange hold turister der samler sig for at få rundvisning med guides på forskellige sprog. Rundvisningen er ret organiseret med fyldigt indhold men den er desværre også blevet kommercielt. Det koster alle (bortset fra marokkaner, børn og studerende) ca. 80 kroner at komme ind.

Rundvisningen til denne gigantiske moske virker mere som et besøg til et palads end en moske. Det er der nu også en grund til. Den nu afdøde Kong Hasan den anden fik bygget moskeen selv og den skulle angiveligt være verdens tredje største i dag. Den kostede ca. 800 millioner dollars (moskeen blev konstrueret mellem 1987- 1993) og Kongen havde en plan om at rodfæste moskeen delvis på vand. Det var nu primært fordi kongen blev inspireret af Koran verset ’ Guds trone var på vandet’ og valgte at placere den ved Casablancas kyst. Men mere end en ’udstillingsmoske’ bliver den dog næppe aldrig. Mere information om moskeen her.

Islamisk-Kristent Studiecenters studietur til Marokko havde startet dagen inde med ankomst og indkvartering på hotel. Samme aften var alle på middagsbesøg hos en marokkansk familie. Det gav os alle en indblik i et almindelig families livsstil og forhold. Middagen bestod af couscous med lammekød og grøntsager efterfulgt af marrokkanske kage specialiteter, frugt og det lokale pebermynte te. Couscous fadene var lidt specielle. De tilhørte familiedynastiet og var lavede af træ.

Det var nyt for de fleste af os at spise fra det samme fad der var blevet lagt i midten. Det var meget anderledes end vi var vant til, men ikke desto mindre et smukt syn. Spisningen fra det samme fad bragte hjerterne tættere på hinanden. Det samlet alle. Der spises fra den samme kilde og alle forholder sig til kilden på samme tid. Der er ikke noget ’mit’ men ’vores’. Alle ender i midten af fadet hvor man mødes. Mæt.  

Man bliver hvad man spiser siges der. Men kan den måde man indtager mad på, ændre ens forhold til andre og ens selv? Maden havde en anden virkning denne aften- uden tvivl.

Læs mere om vores besøg til det jødiske musuem i Casablanca imorgen på denne blog.

Casablanca, 14.04.10