NAVEED BAIG

Ghanas nationale storimam, Dr. Shaykh Usman Nuhu Sharabutu var på besøg i Islamisk-kristent studiecenter. Det skete i sidste uge (17.06.10, red.) hvor han var ledsaget af en delegation der var inviteret til Danmark af Dansk Kirkers Råd.

’Vi tror på den samme Gud, alle religioner er gren af det samme træ og vi er alle skabt af Gud’ var blot nogle af de pointer som imamen havde i sin korte tale på ca.15 min. Storimamen talte på Hausa sproget men der blev oversat til engelsk. En tidligere protestantisk ærkebiskop fra Nigeria deltog også i mødet. Imamen der er i midt-80′erne er en kendt skikkelse i Ghana hvor han sidder i diverse nationale råd.  

Der var noget interessant at hente fra imamens tale. Han inkluderede animister med i sine overvejelser da han snakkede om andre religioner. Ikke så underligt da der er en del animister i Ghana og Afrika i det hele taget. Han mente at alle havde ret til at vælge deres religion uden tvang. (Forfriskende at høre flere og flere imamer og muslimske teologer lægge fokus på religionsfriheden.)  

Hans talsmand som også var med i delegationen som bl.a. bestod af en robust kvindelige politi inspektør, en læge og en kristen repræsentant, sagde at kristne-muslimske relationer i Ghana var meget frugtbar og konstruktive. Storimamen ville aldrig tage vigtige beslutninger uden at rådføre sig med sine kristne kollegaer, ifølge talsmanden. Imamen der skulle videre på officielt besøg til USA driver bl.a. 7 skoler i Ghana der tager udgangspunkt i både religiøs og sekulær undervisning – landet rundt.

Fakta:

Ghana har mellem 16-40 % muslimer, ifølge de forskellige statistikker. De kristne er i majoriteten.

Ghana, ligesom Nigeria har en sydlig og nordlig del som har en koncentreret befolkning af hhv. kristne og muslimer.

Ghana har en demokratisk regering og er et relativ stabilt land i Vest Afrika.

Livshistorier og Kriminalitet. En empirisk undersøgelse af etnisk minoritetsunge i Københavns Fængsler, deres baggrund, status og fremtid. Hvilke kommunikationsmuligheder er der?  15.juni 2010. v. dr.theol. Lissi Rasmussen. 236 sider (LR’s introduktion til rapporten forneden)
 
For at sætte kriminalpræventivt og socialpædagogisk ind i forhold til unge med etnisk minoritetsbaggrund, der begår kriminalitet, må man kende deres baggrund, selv- og gruppeopfattelser, ressourcer og tanker om fremtiden. Denne rapport/bog søger at afdække et sådan helhedsbillede, bl.a. ved at inddrage de unges livshistorier, og konkluderer, at relationsaspektet i de unges liv – manglende positive relationer til voksne og oplevelser af social eksklusion – ofte har været en afgørende risikofaktor i forhold til deres kriminelle løbebane.
Der foreslås på grundlag heraf en række modeller for indsatser i forhold til de unge i og udenfor fængslet. Rapporten indeholder desuden en analyse af religionens betydning for de unge og af spørgsmålet om religiøs-politisk radikalisering.

Der findes en del undersøgelser, der dokumenterer sammenhængen mellem enkeltfaktorer og etnisk minoritetsunges kriminelle løbebane. Der er f.eks. henvist til manglende uddannelses- og jobmuligheder som væsentlige risikofaktorer samt på de unges opvækst i socialt belastede familier i ghettoområder, manglende støtte i hjemmet og psykiske problemer. Men problemet er, at det ikke er muligt at pege på en enkelt faktor, der fører til vedvarende tilbagevenden til kriminalitet blandt de unge. Det er langt mere komplekst.
 
Derfor er det nødvendigt at se på helheden af de unges baggrund og situation. Ved at forholde sig til den enkeltes livshistorie er det muligt at opfange den unges selv- og fællesskabsforståelse og afdække nogle af de dybereliggende faktorer, der gør sig gældende i forhold til den unges kriminelle adfærd.
 
Det er konklusionen af denne undersøgelse, som er en ”indefra miljøet” (i Københavns Fængsler) analyse, primært baseret på gentagne samtaler og samvær – individuelt og i grupper – med op mod 200 unge med etnisk minoritetsbaggrund under 30 år over en
periode på halvandet år. Undersøgelsen er forankret i Københavns Fængsler og Center for Europæisk Islamisk Tænkning, KU.
 
Råb om anerkendelse
Manglende eller negative relationer til voksne gennem opvæksten, mangel på anerkendelse i barndom og ungdom, sammenholdt med oplevet uretfærdig behandling og social eksklusion har for de flestes vedkommende været afgørende for deres vedvarende tilbagevenden til kriminalitet. Samtidig afdækker undersøgelsen en afgørende forskel mellem danske indsatte og minoritetsindsattes familieforhold: Selvom der er lidt færre af forældrene til indsatte med minoritetsbaggrund, der bliver skilt, forsvinder faderen ofte helt ud af billedet i minoritetsfamilierne efter en skilsmisse.
 
Derfor er det et væsentligt aspekt af løsningsmodellen at bibringe de unge nogle trygge relationer til voksne og en følelse af at være anerkendt som mennesker og inkluderet som ligeværdige medborgere i samfundet. Man kan sætte nok så mange hjælpeforanstaltninger og indsatser i gang for eksempel i form af støtte til at komme i gang med en uddannelse eller komme i arbejde. Men det vil ikke give noget nævneværdigt resultat, før man tager de unges råb om anerkendelse alvorligt.
 
Radikalisering?
Godt halvdelen af de unge indsatte med muslimsk baggrund har ingen særlig interesse i religion. Men en del af dem, dvs. op mod 15 %, r blevet mere interesserede, mens de har siddet i fængsel. De bruger troen til at få fred og ro i sindet, bearbejde deres vrede og til at føle sig som del af et større, meningsfuldt fællesskab. Intet tyder på, at den øgede interesse i islam går i retning af religiøs-politisk radikalisering, eller at der i det hele taget finder radikalisering sted i fængslet. Men grobunden for politisk-religiøs radikalisering i fremtiden er til stede – i form af den vrede og frustration over manglende anerkendelse, mange af de unge har i sig.
 
Lissi Rasmussen, dr.theol., stiftspræst for etniske minoriteter i Københavns Stift og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter, har mere end tredive års praktisk erfaring med etnisk minoritetsunge, særligt på Nørrebro, med kristen-muslimsk relationsarbejde i Danmark og andre dele af verden samt med forskningsprojekter og feltarbejde både i Afrika og i Danmark. Har desuden arbejdet i Københavns Fængsler i årene 1988-2000, tilknyttet præstekontoret som en slags omsorgskonsulent for indsatte med muslimsk baggrund.
Tlf. 35 37 35 26, E-mail: lissi@teliamail.dk
                                 
Læs artikel i Politiken om rapporten her.

 
Rapporten kan downloades gratis på http://www.teol.ku.dk/afd/ceit//lissi_rasmussen_rapport og købes i bogform for kr.125,- (plus porto) på e-mail ceit@teol.ku.dk, eller direkte i receptionen, Det Teologiske Fakultet (stuen), Købmagergade 44-46, København K (åbningstider oplyses på tlf. 35 32 39 61).

Imamer har i årevis voldtaget og misbrugt børn i Danmark. Historierne er grusomme og traumaerne enorme. Imamerne og moskemenighederne har fejet sagerne under bordet – med ingen mulighed for at sagerne kan blive bragt frem i lyset hos offentligheden. Først når historierne fra andre  lande dukker op i medierne om de tusindvis af overgreb – fra Irland til Italien – vælger den muslimske paraply organisation i Danmark at give tilladelse til en undersøgelse i Danmark. Men først efter godkendelse fra en stor shiekh i Saudiarabien.

Sagerne bliver undersøgt af et team bestående af alle samfundslag; advokater, børneorganisationer, kirkelig repræsentanter mv. Flere imamer i Danmark og i udlandet fratræder deres positioner, andre bliver tvunget til det. Sagerne er flere end hidtil oplyst af paraplyorganisationen og i mellemtiden kommer det også frem at stor sheikhen i Saudiarabien har tidligere i sit liv haft kendt til forskellige overgreb på børn uden at stille nogle til ansvar. Endvidere dukker der historier om, at der ved en moske i Danmark var et kvindelig medlem af moskeforeningen der var blevet lukket ud af moskeen af en streng imam en vinternat der uheldigvis kom til at miste sit liv – angiveligt pga. af kulden.

Hvis ovennævnte episoder passede vil ikke imamerne have blive smidt ud af Danmark – selv dem med anden generations status? Ville ikke medier og politiske partier være travle med at sammenligne islam med pædofili og at svine religionen islam til i alle aviser og spalter? Man ville gennembore alle historier og vinkler i de mest fjerneste afkroge for at kunne dæmonisere Islam og muslimer- non-stop. Fabriksmoskeerne ville have blive lukket og mange andre stramninger rettet specifikt imod muslimer og deres tro gennemført.       

Mens undersøgelsen om børneovergrebene står på er der en lille gruppe unge kultur kristne rødder fra en belastet ghetto område Ishøj, der kaster med en håndfuld rådne æg imod en sangerinde der hedder Jesus til en koncert. Nogle fra denne lille gruppe siger at det var fordi hun hed Jesus at de kastede æg: det var navnet som var helligt for dem, selv om de vidste at flere andre mennesker i verden også bar samme navn. Andre forsvarede sig selv med at hun var udfordrende på linje med Beyonce, Aguilera og Spears. Det blev til en lille gruppe unge der lavede drengestreger og opførte sig uklædeligt.

Spørger man fodboldhooligans hvilken motiver de har for at kaste raketter og sten mod fans fra andre hold?  Hvordan kan man opdrage dem? Hvilken værdikamp skal der til der? Eller til de mange unge som fester igennem hver eneste weekend og smadrer togene, slås og vandalisere gaderne? Hvad med de mennesker som i togene og busserne hører overdrevet højt musik og forstyrre alle de andre medrejsende?

Regeringsministre, folketingsmedlemmer og medierne retter nu skyts mod den lille gruppe muslimske unge fra koncerten. Værdikamp bliver det kaldt. De skal fodlænkes forlanger andre. Send dem hjem! Det hele er gået i selvsving. Hvorfor kan man ikke se disse enkelte individers handling som den, den er; umodent, ufornuftig, kikset og måske en lille smule ungdommeligt? Proportioner tak.

Kritikken hagler ned på staten Israel fra alle leder og kanter i kølvandet på angrebet på den pro-palestinænsiske freds Flotilla d. 30. 05.10, af Israelske kommando styrker i internationale farvande. Ni mennesker mistet livet og mange sårede, de fleste tyrkiske statsborgere, der var på vej til Gaza med nødhjælp for at ophæve den tre årig lang blokade af Gaza striben og dens ca. 1.5 millioner indbyggere. Det tyrkisk ejet skib havde 700 aktivister og politikere fra 40 forskellige lande ombord og 10,000 ton af nødhjælp med sig.

Detaljerne er ikke klare endnu og det vil være for tidligt at pege fingre af nogen i forhold til selve sammenstødet mellem aktivisterne og de israelske kommandoer andet end proportionsfaktoren. Men især to punkter er betydelige i denne sammenhæng. Det første er vigtigheden i at få en uvildig international undersøgelse af hvad der skete på skibet den tidlige morgen som FN og det internationale samfund kræver. Det har Israel indtil videre afvist, som ikke er så overraskende.  Det andet er baggrunden for disse aktioner af fredsaktivister verden over, nemlig ophævelsen af blokaden som især rammer de ældre, børn, kvinder, syge og udviklingshæmmet i Gaza. Blokaden har været katastrofalt for Gaza indbyggerne og det har og vil få langvarige konsekvenser i forhold til indbyggernes økonomisk, social, psykologisk og følelsesmæssig tilstand. Denne kollektivistiske lidelse bringer med sig en trauma af monstrøse dimensioner.

Professor Avi Shlaim – er en iblandt mange andre jødiske intellektuelle der har fordømt angrebet på nødhjælpsskibet retter hård kritik imod staten Israel. Han er kendt for sit kritiske syn på staten Israels handlinger, især IDF’s (Israeli Defence Force) som han selv tjente da han levede i Israel. I Daily Mirror’s udgave d. 01.06.10 revser han staten Israel og langer ud efter den internationale samfund, som Shlaim mener med sin manglende handling er medskyldig i at Israel slipper for mord på Gaza indbyggerne. Professoren fra Oxford, hvor han underviser i International relations, insistere på at alle lande er forpligtet til at løfte blokaden ifølge Geneve konventionen. Han retter også skytset mod engelske politikere og opfordrer den ny valgte engelske premierminister til bl.a. at lave en salgsembargo af engelske våben til Israel og arbejde hen imod en EU handelsembargo overfor Israel indtil besættelsen af de palæstinensiske territorier er ophørt.     

Man kan læse flere af Professor Shlaims kronikker om Mellemøst konflikten i Guardian her.