NAVEED BAIG

Så kører ytringsfrihedens mølle igen. Ord som ’knæfald’ og ’bøjer sig for muslimer’ overtager spaltepladserne efter at Dagbladet Politiken valgte at indgå et forlig med otte muslimske organisationer, bakket op af Profeten Muhammeds efterkommere i flere lande.

Det er sjovt at se de mange medier, politikere og såkaldte ytringsfrihedseksperter mv. kaste sig over en avis, som prøver at bygge bro uden at give køb på ytringsfriheden. Politiken har vist, at de to størrelser godt kan forenes.

Politikens timing kan altid diskuteres. Om ikke det var bedre at forsætte, som om intet var sket, end at åbne helende sår? Spørgsmålet er så, om sårene nu også var på vej til at hele.

Man kan ikke komme videre efter kriser uden en eller anden grad af forsoning og tilgivelse. Det arbejde har Politiken gjort og sat et lille punktum.

Man skal ikke glemme, at JP (som startede det hele for at håne, spotte og latterliggøre muslimer i hele verden) og vores tidligere regeringschef allerede har beklaget. Deres timing var bare endnu dårligere.

Det var for Fogh Rasmussens vedkommende, da danske varer begyndte at blive boykottet i udlandet, at han blev tvunget til at ’nuancere’ og beklage over for muslimer på ’Al-Arabiya’ tv kanalen. JP gjorde det i et brev til den muslimske verden efter flere måneders tøven.

’Live and let live’ princippet er desværre fortrængt i vores samfund. Vi har svært ved at være høflige og respekterende over for hinanden – for ikke at tale om mennesker, vi ikke kender. Kerneværdier som respekt, kærlighed, rummelighed og omsorg er dalende. Hvor er vi på vej hen?

Da forliget kommer på Profeten Muhammads fødselsdag (12 Rabi ul Awwal i den islamiske kalender) så er det på en måde en fin gestus, som vil falde i god jord hos mange muslimer, som fejrer dagene (hele måneden er velsignet) med arrangementer, sammenkomster, fester, sang- og meditations aftener.

Dette synspunkt blev bragt i www.religion.dk d. 02.03.10.

Religion.dk kom mig i forkøbet ved at bringe et indlæg d.08 februar, 2010 hvor Dr. Muqtedar Khan analysere et brev fra Profeten Muhammad til en gruppe kristne munke fra Egypten.

Det er et vigtigt bidrag til debatten om Islams forhold til andre religioner. Rent historisk fortæller dokumentet, på hvilken præmisser islam spredte sig.   

Forhistorien er, at en gruppe munke rejser fra Sinai, Egypten og vælger at møde en profet bosiddende i Medina. Året er 628 A.D. De ytrer ønske om beskyttelse. Denne Profet responder positivt og giver dem en række rettigheder. Munkene får en erklæring med hjem til St. Katrine klosteret (hvor Moses bl.a. modtog de ti bud) som skulle vise sig at være en universel og historisk dokument. Dokumentet skulle efter sigende blevet hængt op på væggen af klostret frem til 1517 AD. hvor en kalif fra Osmanner riget tvangssendte det originale brev til Istanbul. Kopien af brevet hænger der stadigvæk. Indholdet af brevet i sin helhed er forneden:

’Dette er en meddelelse fra Muhammad søn af Abdullah. Vi (muslimer har indgået) en pagt med dem som erklærer sig for kristne, nær og fjernt, vi er sammen med dem. Sandelig vil jeg, tjenerne, hjælperne og mine følger beskytte dem, fordi de kristne er mine medborgere, ved Gud! Det misbehager mig når de er utilfredse. Der skal ikke være tvang i deres anliggender. Deres dommere skal ikke fjernes fra deres arbejde og ej deres munke fra klostrene. Ingen skal ødelægge et af deres huse, skade dem eller fjerne ejendele fra dem til fordel for et muslimsk hjem. Skulle en alligevel gøre det vil den (pågældende) overtræde pagten med Allah og være ulydig over for Hans profet. Sandelig, er de mine allierede og har min sikkerhed i forhold til alt hvad de hader. Ingen skal tvinge dem til at rejse eller opfordre dem til at deltage i krig. Muslimerne skal kæmpe for dem (de kristne). Hvis en kristen kvinde er gift med en muslim skal det ikke være uden hendes samtykke. Hun skal ikke forhindres i at tage til kirke og bede. Kirkerne skal respekteres. De (kristne) skal ikke forhindres i at reparere kirker og deres helligheder. Ingen fra nationen (muslimer) skal trodse (denne) pagten frem til den yderste dag (den sidste dag).’  

Men hvad skal vi med denne århundreder gammel tekst i dag? Svaret er, at det slet ikke burde være nødvendigt at formidle ovenstående dokument. Men med den frygt der eksistere bl.a. om at muslimer står parat til at tage over Danmark og indføre en drakonisk og ubarmhjertig styreform er det yderst vigtigt at dette budskab kommer frem – fra selveste Profeten Muhammad. Dokumentet skal ikke sammenlignes med et moderne menneskerettigheds dokument, men den kan i dag, forstås som en åndelig pagt, (her med de kristne) der også indeholder moderne menneskeretsprincipper.

Brevet er nyskabende og universel. Den har så meget at byde til dagens Danmark hvor specifikke mediere, teologer og politikker mv. ønsker konflikt og sammenstød mellem religioner og civilisationer. De lever for at skabe frygt og uvidenhed i samfundet. Men denne pagt vil noget helt andet.   

Kopi af brevet til de kristne munke

De sidste tre uger har vi set uhyggelige scener fra et land meget langt fra os. Men katastrofen og dens menneskelig lidelse har bragt landet meget tæt ind på livet af os. Som vi så, ved jordskælvet i Kashmir, Pakistan (2005) og Tsunamien (2004) så ved vi, at det ikke er selve naturkatastrofen der er det værste. Det hårdeste og sværeste er tit det som sker efterfølgende – når naturen har talt. Redningsarbejdet, begravelserne, sorgbearbejdning og genopbygning af hus og psyke.

Det værste er når mennesker prøver at udnytte katastroferne til et personligt og egoistisk mål. I Kashmir så vi efter jordskælvet f.eks. plyndringer og mennesker som stjal smykker og ejendele fra døde menneskers lig mv. Mange af de penge som blev samlet ind via donororganisationer nået aldrig frem til dem som havde mest brug for det i yderkanterne af Indonesien m.fl. efter Tsunamien. Pengene blev simpelt hen kanaliseret af regeringerne og de brugte ‘pick and choose’ metoden hvor områder med en særlig interesse for regeringen, fik hjælpemidlerne.  

Verdenspressen og danske medier har berettet om en gruppe kristne missionærer (New life Childrens Refuge) fra Idaho, USA, som prøvede at smugle 33 børn ud af Haiti uden gyldige papirer for et par dage siden. De er heldigvis blevet pågrebet og børnene bragt i sikkerhed hos en SOS børneby. Ifølge BBC var flere børn ikke engang forældreløse (hvis det skulle være en begrundelse for deres bortførelse til et ’bedre’ liv). Haitis premierminister har beordret en undersøgelse og gruppen skal stilles i grundlovsforhør. Ifølge FN’s egne retningslinjer på området skal der gå mindst to år efter en katastrofe, at adoption kan komme på tale. Primært fordi at børnenes forældre /familie skal kunne søges lokaliseret. Læs BBC’s egen artikel om adoptionsproblematikken her.          

Hvorfor skal lidelse følges op af mere lidelse? Hvorfor skal politiske interesser, begær og ond religiøsitet gøre lidelsen endnu mere uhyggeligt og ubærligt?

Vi hører hele tiden at Storbritannien værdsætter og hylder sin etniske, kulturelle og religiøse diversitet. Storbritannien bliver tit nævnt iblandt de lande som kan prale af at huse et eksemplarisk multireligiøst samfund som andre lande kan drage nytte af. Men hvad kan der konkret læres af englændernes forståelse, implementering og erfaring af et multireligiøs og dynamisk samfundsorden?

Et af de steder som afspejler sådan en organiseret og indbygget forståelse er inden for sundhedsvæsenet i Storbritannien. (kaldt for NHS) På mange hospitaler og hospicer er det tilknyttet spiritual care/chaplaincy departments/services (navnene variere) som tilgodeser patienter, pårørendes og personalets religiøse, åndelige, følelsesmæssige og kulturelle behov. De bliver tilbudt bl.a. så (udover de mange internationale og nationale standarder/lovgivning på området) mennesker (uanset tro) kan begynde at finde styrke, støtte og mening indenfor deres respektive forståelse af liv, død, sygdom og helbred.

I disse spiritual care departments er der tit tilknyttet (fultid/deltid/frivillig/æres) kristne præster (chaplains på engelsk) fra forskellige grupperinger (anglikanske, romersk katolsk og fri kirken mv.), en muslimsk chaplain/imam (som også kan være en kvinde), hindu pundit, jødisk og buddhistisk repræsentant mv. alt efter behov. Se et eksempel på en chaplaincy team i Birmingham her. På nogle hospitaler er der også humanistiske vejledere (som tager sig af bl.a. ateister) De sidder tit samme sted og deler kontorer og chapels.(bederum) Der findes praktiske løsninger så forskellige grupper kan bede i en chapel hvis ikke der allerede er særskilte bederum, for eksempel for muslimer. (som der er mange steder)  

Chaplaincy er fuldt ud integreret (de enkelte trusts/hospitaler financere chaplaincy afdelinger landet rundt) på hospitaler i Storbritannien således at de også har mulighed for at besøge patienter/pårørende på afdelinger (’rounds’ som de kalder dem) uden aftaler. (de får lister med de respektive religiøse grupperinger tilsendt til deres kontor). Ens religiøse tilhørsforhold bliver registeret ved indlæggelse af personalet. Under disse besøg fra gejstlige kan man nemt sige fra hvis man ikke ønsker besøg af en eller anden grund. Alle gejstlige er uddannet, visiteret og superviseret. De mange frivillige tilknyttet disse departments får ligeledes mulighed for at besøge patienter og modtager kurser, praktik og supervision. Læs mere i hæfterne ’Religion and Belief Matter’ og ’Spiritual Care Matters’ om visioner og politikker på området.  

D. 17. januar, 2010 blev der afholdt et seminar på Birmingham University Hospital Trust i Selly Oak afdelingen, England med titlen ’ Developing and Delivering Religious and Spiritual Care in a Multi-cultural World’. På programmet var bl.a. en hospitalsdirektør som efterlyste mere synlighed og bedre organisering af chaplaincy funktionen i UK, fremvisning af en ny global chaplaincy video, hospitalspræster der præsenteret deres erfaringer og visioner, samt korte introduktioner fra de enkelte fra chaplaincy teamet, på det pågældende hospital.

Chaplaincy teamet var især stolte over deres ’Statement of Common Purpose’ dokument (en slags samarbejdsaftale for alle trosretninger repræsenteret på hospitalet) som de netop havde sendt til deres respektive religiøse samfund til godkendelse.  Læs den gamle mellem kristne og muslimer her. 

På Selly Oak hospitalet hvor der er ca. 84 % kristne, 9 % muslimske, 2 % sikh, 2 % hindu og 0.5 % jødiske patienter mv. (ift. til hospitalsjournalerne) har chaplaincy teamets tilstedeværelse, sammensætning og denne fælles erklæring en utrolig vigtig signalværdi og effekt.    

Storbritannien er mange år foran os på dette område. De har også en anden historie, andre vilkår og en anden sammensætning af kulturelle og religiøse grupperinger. Det er ikke sikkert at den engelske model er den perfekte model at følge herhjemme lige nu, men den giver stof til eftertanke og inspiration. Deres visioner på området er tankevækkende og pragmatiske. Der er ingen frygt for den ’anden.’ Der er ingen ’os’ og ’dem’. England har formået at respektere diversitet og mangfoldighed – ikke blot tolerere det. Religion og den åndelige sfære er derved også en naturlig og grundlæggende del af samfundets sammensætning i England.  

Vores sundhedsvæsen i Danmark må medtænke mødet med hele mennesket og centrere behandling og pleje omkring de personlige behov – hermed også de åndelige og religiøse. Det lægger vores Danske Kvalitets Model også op til. Hvis ikke vi ser det unikke i mennesket, ser vi ikke mennesket. Det er, at fornærme menneskets almene eksistentielle behov.

Hvis vi undertrykker og ser bort fra menneskets basale eksistentielle trang, risikere vi at miste menneskers unikhed, identitet og potentialet til at opleve det højeste i dem selv.

Regionens sundhedsvæsen er i krise. På Herlev Hospital, der er Region Hovedstads andenstørste hospital, medfører det, at der i 2010 skal spares 195 millioner kroner. Der skal afskediges kernepersonale i hundrede vis. F.eks. skal alene 153 stillinger i plejen væk. Det siges nemlig af de ansvarlige, at det ikke vil gå ud over behandlingen. Den vil fortsat have den højeste internationale standard. Det vil ”kun” kunne mærkes på omsorgen!

Det betyder massefyringer og der er i øjeblikket ansættelsesstop samtidig med at hospitalets kapacitet skal udvides. Både læger og sygeplejersker, som der er så stor mangel på og i særdeles grad brug for, ryger i svinget. D.13. januar er der skæbnedag for de mange hårdtarbejdende individer.

Hvad er gået galt: Regeringen har udstedt løfter om, at ventelisterne skulle nedbringes. Derfor indførte man den berømte behandlingsgaranti. Men der er gjort regning uden vært. Herlev Hospital har samvittighedsfuldt fulgt regeringens politik og de ansatte har løbet ekstra stærkt for at reducere ventelisterne. Resultat: Der er brugt 135 millioner for meget, hvilket vil sige, at de medarbejdere, der har arbejdet så hårdt – som belønning risikerer at få en fyreseddel.

Der er i øjeblikket en trykket stemning af angst, fortvivlelse og frustration på hele hospitalet. Ingen ved endnu, hvem der bliver fyret. Det er en skandale i forhold til omsorgen for patienterne – et af sygeplejens adelsmærker. Man udtaler fra hospitalsledelsens side, at dette ikke vil gå ud over den høje standard i behandlingerne. Men faktum er, at sagen er mere speget end som så. Der skal personale til at observere, pleje og holde justits med patienternes tilstand. Dette helt indlysende faktum i relation til komplicerede patientforløb bliver betydelig forringet.

Herlev Hospital er eksempelvis landets førende indenfor kræftbehandling og man kan ikke acceptere, at disse brutale nedskæringer og besparelser i sidste ende kan risikere at koste menneskeliv. Det kan håbes, at de sygdomsbekæmpende organisationer vil gøre indsigelse imod dette forsøg på at redde økonomien ved at skære mærkbart i omsorgen til skade for patienter, pårørende og ansatte. Og at landspolitikerne vil bringe det til ophør. Ellers når sundhedsvæsenet ned på et niveau, der ikke er i overensstemmelse med danske værdier.

Uskyldig til andet er bevist. Sådan må det være indtil dommen er fældet over de to personer som vakte chok, rædsel og undren hos danskerne ved det nye års ankomst. Det ene over mordet på den kun 20 årige ung kvinde som sandsynligvis blev voldtaget og derefter stranguleret til døden i Herning. En bestialsk og barbarisk handling som minder ret meget (i stilen) om den grusomme John Knudsen mordet- hvor den dræbte kvinde blev bundet fast til en beton klods under Haderslev fjord- for ikke så længe siden.  Den formodede gerningsmand fra Herning, som har en etnisk dansk baggrund er nu fanget.  

Den anden hændelse sket i Århus hvor en formodede kriminel blev anholdt lige uden for tegneren Kurt Vestergaards bopæl efter at have været inden for, og prøve at opsøge ham. Manden som har somalisk baggrund, og kædes sammen med en terroristisk bevægelse ’al-Shibaab’, er i politiets varetægt. Selvom den formodede forbryder har erklæret sig uskyldig, vil tiden vise hvad hans intentioner egentlige var. Besiddelse af en økse og kniv gør jo ikke ligefrem sagen gunstig for ham, nu når han påstår at han ikke ville dræbe Hr. Vestergaard.     

Muslimernes Fællesråd og Dansk Muslim Union samt andre dansk-muslimske organisationer tog hurtig en kraftig afstandstagen fra Århus hændelsen.  OIC (Organisation of Islamic Conference) som repræsentere 57 muslimske lande fordømte også angrebet mod Hr. Vestergaard.

OIC prøver sikkert at sende signalet om, at en ting er groft religionskrænkelse (f.eks. i form af JP’s karikatur tegningerne af Islam Profet som OIC jo ikke ligefrem var vilde med) men noget helt andet er, at en person bryder ind i et andet menneskes hjem, og prøver at likvidere tegneren til den berømte karikatur. Afstandstagen til denne handling – der kunne have haft fatale konsekvenser – skal OIC have ros for.         

Drab eller et drabsforsøg har ingen moralsk eller etisk ståsted. De etablerede religioner forbyder drab og forsøget på samme – uden et legitimt grund. Mens de progressive i de etablerede verdensreligioner mener ligefrem at drab, i alle dens former, ikke burde indgå i de religiøse eller for den sags skyld, sekulære lovbestemmelser.

Terror er noget helt andet. Terror er menneskeskabt og stammer fra menneskelig afmagt og vrede. Derfor har terror ingen religion og skal udfordres i alle dens former.

Den 18. december 2009 blev der i FN’s general forsamling vedtaget en resolution (80 lande stemte for, 61 imod og 42 undladte) som i Danmark og andre vestlig lande er tidligere blevet beskrevet som en kamp mellem ytringsfrihed og islam. Forslaget der blev fremsat på vegne af FN’s menneskerettigheds råd, og som længe har mærket et pres fra OIC, (Organisation of Islamic Conference) har været under heftig debat i mange år nu, sidst til FN’s Durban 2 konference hvor en stor modstand – primært fra vestlige lande – endte med at ordlyden af slutdokumentet blevet lavede om. Men nu har et flertal i FN altså sagt god for resolutionen.  

Overskrifterne af denne nyhed kunne læses i Kristelig Dagblad hvor der stod, ’FN fordømmer religionskritik’. FN’s egen dokument siger at der er tale om ’combating defamation of religion’ Spørgsmålet er om man kan oversætte ordet ’defamation’ med kritik som det næsten altid bliver gjort i mediediskursen herhjemme?

Religionskrænkelse er ikke det samme som kritik. Der er forskellige kategorier af kritik ligesom det også er med religionskrænkelse. De fleste lande (også de fleste EU lande) har allerede love som kan sammenlignes med love om blasfemiforbud. I Danmark har vi den omdiskuterede blasfemi paragraf 140 i straffeloven:

 Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Den omtalte FN resolution har funktion som en signalværdi især da den ikke er juridisk bindende for FN’s medlemslande. Resolutionen er en reaktion på – som mange muslimske lande mv. opfatter det – at Vesten lægger islam og muslimer til had, og derfor må religion beskyttes. De moderate islamiske lande ser sejren som, Ja til ytringsfrihed og Nej til religionskrænkelse. 

Vi har i Danmark stadigvæk brug for en blasfemiparagraf især når man engang imellem skal lægge øre til væmmelige udbrud fra enkelt personer fra den ydre højrefløj, som eksempelvis kalder muslimer for voldtægtsforbryder, løgner, rotter, kriminelle, pædofile, mv. Læs de seneste udtalelser som lægger en hel religion og dens efterfølgere for had i Dagbladet Politiken her. Der er også brug for paragraffen fordi politikere meget sjældent tager afstand og fordømmer disse slags hadske udtalelser – især dem som retter sig imod islam og muslimer. Vores nuværende kirke – og integrationsminister er helt forsvundet. De få anstændige kræfter der er tilbage i regeringssamarbejdet er naturligvis hunderædde for at sige Dansk Folkeparti imod (som er blevet feltherrerne for den hadske tone overfor islam og muslimer) , og dermed undergrave deres adgang til magt korridorerne på Christiansborg.   

Denne symbolske FN resolution får forhåbentlig ikke lande (både diktatur stater, de demokratiske og dem som tror de er demokratiske) til at glemme, at ytringsfrihed må  til enhver tid indføres, opretholdes og beskyttes. Religioner og religiøse ideologier skal kunne tåle kritik. Dog skal ytringsfriheden praktiseres med ansvarlighed og omhu. Det er den balance mellem ytringsfrihed og menneskelig krænkelse som står på spil. FN dokumentet siger selv, (i en sætning) sådan om hele debatten omkring ytringsfrihed og religionskrænkelse der har fundet sted i FN regi:

‘Debate on the text in the Committee had largely centred on tensions between the freedom of religion and belief and freedom of expression, and how to balance them’.  

Denne sætning kalder jeg – som en kendt pakistansk ordsprog siger- en vanddråbe der rummer havet!

OSI (Open Society Institute) er en amerikansk tænketank som arbejder for basale menneskerettigheder og demokrati ude i den store verden. På et lokalt niveau arbejder instituttet på at fremme bl.a. et uafhængigt mediesamfund, borgersundhed og uddannelse. OSI’s rapport, om ’At Home in Europe’ projektet, udkom i starten af december i år og har flere interessante konklusioner. Projektet ønsker at fremme minoriteters (her er der tale om muslimer) muligheder for integration i Vesten, siger instituttet.

Rapporten skønner at der i øjeblikket er omkring 20 millioner muslimer i Europa og at tallet sandsynligvis vil være fordoblet i 2025. Rapporten tager udgangspunkt i muslimers integration i 11 byer i 7 forskellige lande, heriblandt Danmark. Dette ret omfattende projekt har kastet lys på muslimers sundhed, uddannelse, arbejde, borgerrettigheder og politiske situation i separate under rapporter. Derudover er der også særskilte rapporter om sammenhængskraft / diskrimination, ’policing and security’, naboskab og medie situationen i forhold til muslimer. Projektet fremlægger også anbefalinger til EU, nationale og lokale meningsdannere.  Læs alle rapporterne her.       

Ifølge rapportens forfattere er der flere myter som er blevet aflivet ved rapportens afslutning. Rapporten peger på, at 61 procent af de adspurgte muslimer har et stærkt tilhørsforhold til deres land, og at 72 procent har et stærkt tilhørsforhold til deres by. Der blev foretaget 2000 interviews med muslimer i de 11 byer og gennemført 60 fokusgrupper.  

Undersøgelsen konkluderer desuden, at muslimer ønsker at leve i blandede samfund frem for kun at blande sig med ’’deres egne’’. Muslimske forældre er bekymrede for effekten af ghettoisering på deres børn og ønsker blandede skoler. De er desuden bekymrede over diskrimination i forbindelse med at komme ind i særlige boligområder. Halvdelen af respondenter som identificerer sig med det land de bor i, mener ikke at de selv bliver anset som en del af samfundet af majoritets befolkning. 

Både muslimer og ikke muslimer i de europæiske byer blev bedt om at svare på spørgsmål om værdier og rangordne de værdier som er vigtige for samfundet. Hertil kunne man konstatere at hele tre ud af fire øverste værdier var de samme for både muslimer og ikke muslimer. Kun en var anderledes. Muslimer (for det meste) havde ’respekt for religion’ som en vigtig værdi hvorimod ikke muslimer havde tolerance – noget som flere muslimer også havde udnævnt som en vigtig værdi.  

Respekt for religion og tolerance er jo heller ikke to modsigende værdier. Det interessante her er at muslimer ikke siger ’respekt for islam’ men ’respekt for religion’. Den første anbefaling fra OSI’s rapport til EU er ’anerkende at religion ikke er en barriere til integration for muslimer’. De bygger videre på anbefalingen og pointere ’ Existing research suggests that, religion can, in fact, be an important form of social capital that supports participation and integration’. 

Læs rapportens anbefalinger her.

Året er 2047. Vi befinder os i Islamhavn. De hvide slaver har imod deres vilje måtte drukne den lille havfrue i vandet. Roskilde Domkirke er blevet omdannet til et stort museum og kald til bøn kan høres fra den tidligere Domkirke i København. I Islamhavn, som er det nye hovedstad for Saghiristan (det lille land) har Shariah-rådet udnævnt den aldrende Naveed Baig til kalif for hele Riget.

Monarkiet er afskaffet og de kongelige palæer og slotte bliver nu brugt som koranskoler for Imamernes drengebørn. Guillotinen bliver genindført og der skal være mindst 12 steninger om dagen i hele Riget. Kvinderne må kun tjene familien og færdes udelukkende i hjemlige omgivelser.

Kapitalismen er afskaffet og alle får en ligelig fordeling af goder – bortset fra kalifmodstanderne og de vantro slaver. Christiania og Istedgade er brændt ned og omdøbt. Islam hadere er blevet sendt i eksil til Barfistan, (Islandet) som er et ny erobret muslimsk ø, hvor stærk kriminelle, kættere, kapitalister og de sindslidende bliver ført til. Den shariah- besatte teolog, Katrine Winkel Holm spares dog af Kaliffen da de i deres yngre dage kendte hinanden via medierne. Hun får lov til at leve fredeligt med sin store familie i kaliffens specielle feriebolig, nord for Islamhavn. De får endda et kapel indbygget – med kaliffens samtykke.

Året er 2047. Vi befinder os i København. Turismen i Danmark er steget. Det kommer den lille havfrue til gode. Men folk stormer til Danmark primært fordi landet er blevet et ekstraordinært eksempel på fredelig sammeneksistens mellem forskellige kulturer og religioner. Der findes moskeer side om side med kirker. Begge er velbesøgte da Kristendommen er i fremmarch. Befolkningen er blevet åndelig beriget og oplyst. Selvom muslimer udgør en tredjedel (de fleste er konvertitter og har alle selv valgt deres religion frivilligt) af den totale befolkning så lever alle sammen i fuld respekt over for hinanden og hinandens overbevisninger.

Grundloven binder alle sammen. Politikere, udover at blive folkevalgt bliver også målt efter medmenneskelige kvaliteter for at nyde embede. Socialpraktik kræves også.

Medie huse bliver fuldt statsstøttet så de ikke skal tænke på økonomi og derfor opløftes deres journalistiske kriterier for artikler og nyheder. Dialog begrebet eksistere ikke længere da det er blevet en del af den naturlige levekultur i Danmark.

Naveed Baig og Katrine Winkel Holm har mødt hinanden enkelte gange over kaffe og har drøftet religionsteologiske spørgsmål. Teolog Holm sammen med sin familie, besøger Naveed Baig på hospitalet i hans sidste tid med et print af denne blog som et minde på, at hans fremtidsvisioner holdt stik. Heldigvis.

Roskilde Domkirke

’Sama’ er en klassisk form for sufi musik der fører tilbage til den 8 århundrede i Persien. (primært Iran og Afghanistan i dag) Amir Khusroe (d.1325) fra Chisti ordenen formået at skabe en ny blanding mellem den persiske og daværende indiske musik, (han boede det meste af sit liv i Delhi) til en genre der kom til at hedde Qawalli, i den 13 århundrede.

Den musikalske tradition forsatte og Qawalli musik har spredt sig til andre dele af verden i dag takket været Qawalli mesteren Nusret Fateh Ali Khan. (d.1997) Hans musik er blevet brugt i flere storfilme i USA såsom ’Last Temptation of Christ’ og ’Dead Man Walking.’ Har bl.a. udgivet flere albums med udenlandske kunstnere som Peter Gabriel og Lata. Time Magazine om Nusret Fateh Ali her.

Qawalli musikken spilles typisk med harmonium (2) og tabla (1). Der er normalt to sangere (en hovedsanger) og flere som klapper med. I alt kan der sagtens være en 8-9 personer som udgør et Qawalli band. Der er forskellige sang kategorier i Qawalli og musikken omhandler typisk lovprisninger og udtryk for kærlighed til Gud, (hamd) sange til ære for Profeten, (naat) helgener, (manqabat) og kærlighedssange mv. (ghazal)   

I Danmark er der et etableret Qawalli gruppe som har fået deres primær træning fra England. Deres gruppe hedder ’Muhammad Usman Qawal aur hamnawa.’ Da de var i Danmark i sidste uge optrådte de til en uformel sammenkomst i Brøndby Strand (05.12.09). Det var dejligt at høre og opleve en gruppe unge musikere der brændte intens for musik- i den grad. De knap 50 tilhørende tog med sig en opløftende oplevelse. Selv om disse drenge er ret unge, er der ingen tvivl om at de vil nå langt hvis de fortsætter med at udvise den lidenskab og ydmyghed som de gjorde den eftermiddag.

Høre to numre fra koncerten her i mp3 format:

Sartaj Moinudeen

Main Sarkar ki