Den mystiske poet og kærlighedsdigter Jalaludeen Rumi (f.1207) fortæller hvad der skal til for at starte på denne kurs:

Søger du efter din sjæl?

Så kom ud af dit fængsel.

Forlad vandløbet, og slå følge med floden, som flyder ud i havet.

Opslugt af denne verden har du gjort den til din byrde.

Hæv dig over denne verden.

Der er en anden vision…..  

En ny bog som er gået ekstraordinært ubemærket i Danmark er ’Love In The Holy Koran’ (KAZI publications) som blev udgivet sidste år. Bogen tager et teologisk tørn med Koranen og skraber Koranen igennem for kærlighedsbegreberne og hvilken betydninger de har.  Bogen er opdelt i 6 store sektioner med 40 kapitler i alt hvor det starter med Guds kærlighed efterfulgt af Profetens kærlighed, menneskelig kærlighed og kærlighed generelt. Bogen sluttes med kapitler om mødet med Gud og en konklusion.  Bogen der understøttes af hundredvis af Koran citater igennem hele bogen, er på mange måder en gennemgang af den muslimske troslære – hvad kærlighed angår.  Selvom bogen fokusere hovedsageligt om Koranens syn og forståelse af kærlighed så er nogle af de profetiske traditioner (hadith) også citeret.

 Kærlighedsbegrebet (ar. hubb) bliver i Koranen brugt i tre dimensioner. Det intra-menneskelige kærlighed, menneskets kærlighed til Gud og Guds kærlighed til mennesket.  I alt er der 37 former af kærlighed (som et af kapitlerne omhandler) benævnt i Koranen.

Som en smagsprøve har jeg udvalgt 9 former af kærlighed som Koranen beskriver:   

-          Mahabbah (Kærlighed, kommer fra roden der betyder frø) Kærlighed er ligesom et frø der vokser til at blive noget større og smukkere. Om Moses siger Gud i Koranen: ’Jeg har kastet Min kærlighed på dig, for at du kunne blive formet under Mine øjne.’ (20:39)

-           Muwaddah(kærlig venskab) Ordet wudd bruges også synonymt til kærlighed. En af Guds navne er Al-Wadud.

-          Rahmah (Barmhjertighed) Betyder også ømhed for nogen eller noget. ’Rahm’  der stammer fra samme rod, betyder livmoder.

-          Al-Istahbab (præference) De troende præferer Gud over alt andet.

-          Al-Shaghaf (smittet med kærlighed) Når kærligheden trænger igennem hjertets indre kammer.  

-          Al -Hanan (barmhjertighed og blidhed) En af Gud navne er Al-Hannan. Om Johannes Døberen siger Koranen: ’og blidhed fra Os, og renhed. Han var gudfrygtig.’ (19:13) 

-          Al-Dalal (vildledelse) bruges både til profeter og til dem som er på afveje med to vidt forskellige betydninger. Koranen beskriver både Profeten Muhammad og Jakob som vildledt i forhold til deres kærlighed til henholdsvis Gud og Joseph.

-          Al-Wilayah (beskyttende venskab) Koranen siger: ’Gud er de troendes ven; Han fører dem fra mørket ud i lyset…’ (2:257)   

-          Al-Raghab (længsel) Længsel efter Gud. ’Efter din Herre skal du hige!’ (94:8)

Skrevet af professor og prins af Jordan, Dr. Ghazi bin Muhammad bin Talal er det den første bog på engelsk af sin slags.

Fordelene ved bogen er det valgte tema og klarhed. Det er et værk og en samling der var længe ventet. Det valgte tema og bogens indhold om kærlighed i Koranen var især længe savnet for en vestlig audiens. Det er som om at forfatteren ønsker at gøre op med den nutidige antagelse om at kærlighedsbegrebet ikke har en tydeligt og betydelig størrelse i de islamiske skriftskilder. Den opgave tager han til sig og i rå stil eksekverer på bedste maner. Bogens emne og indhold er også stof til eftertanke til de få ekstreme muslimske grupper (både teologiske og politiske) der ikke mener at kærlighed til Gud, Profeten og skabelsen ’vejer’ særlig tungt i den islamiske troslære. 

Ulemperne er at den er teologisk tung (tager kun udgangspunkt i Koranen og hadith) og at den til tider er ualmindelig tørt og ensartet i sproget. Layoutet på siderne hjælper heller ikke på det. Der er ingen billeder eller diagrammer der bryder teksten.

Med de etymologiske og semantiske beskrivelser af ordet kærlighed åbner forfatteren et nyt univers og giver begrebet kærlighed en ny dimension. Man kan dog godt savne at han kommer forbi og bagved ordene og giver et mere personligt bud på emnet. Forfatteren dykker heller ikke ned i kærlighedens mysterium. Altså hvor svært det er at tale om noget man kun kan opleve eller erfare. Men det er tydeligvis ikke hans intention. Med de mange henvisninger og noter er der uden tvivl lagt mange års arbejde i at samle materialet. Det er faktisk Dr. Ghazi’s Ph.d. afhandling som nu er blevet oversat fra den sjette arabiske udgave til engelsk. Det skal han have stor tak for.   

Rumi advarer dog imod at gøre kærlighed til videnskab:

 Kærligheden bor ikke i viden, ikke i lærdom

Ikke på sider og pamflettter.

Hvad menneskers diskussioner end fører til,

Er det ikke til de elskendes sti

Love In The Holy Quran (November, 2011, KAZI publications, USA) 538 sider. Pris ca. 50$.  Kan købes her:

http://www.kazi.org/Books/quran-and-quranic-studies/love-in-the-holy-quran

Rumi citaterne er fra bogen ’ Rumi, kærlighedens digter’ (Folmer Blume Leide, Aschehoug, 2003)

Disse udsagn lyder ikke rigtige i mine ører.  Hvad med det profetiske smil og hans ydmyge munterhed? Hvad med en af Profetens nærmeste, (Abdullah ibne Harith) der sagde at han altid så et smil på Profetens ansigt. Hvad med hans vittigheder overfor trosfællerne, familiemedlemmer og bekendte? Det var og er en profetisk praksis (sunnah) at sige vittigheder og have det sjovt med sine kammerater og familie- under de rigtige rammer. For der er grænser for alt – også humor. Man laver ikke humor for at såre og latterliggøre andre mennesker bevidst, for humor er ikke mobning. For meget humor, sjov og ballade har også sine ulemper. Hjertet (menneskets spirituelle sæde) bliver belastet og man kan blive ubetænksom overfor sin hverdags opgaver og forpligtelser hvis det hele bliver sjov. Men værst er det når humor skaber had og dårlige relationer mellem mennesker. Humor er to vejs (afsender og modtager) og de skal være på bølgelængde med hinanden før humoren kan manifestere sig. Endvidere er der de elementer i hver religion og trossystemer som er hellige og som man normalt ikke laver sjovt med. Holocaust, Jesus på korset, Gud, Profeten Muhammad og man kunne nævne flere. I de fleste religiøse miljøer bruger man heller ikke perversiteter af seksuel karakter som humor. Her er kommunikation vigtigt for at høre om hinandens grænser.  Et eksemplarisk samfund fremmer jo fællesskab, medborgerskab og respekt iblandt alle borgere.

Standup komikeren Omar Marzouk har været med til at undersøge disse grænser hos 8 forskellige trosretninger i Danmark. Det gør han i DR2 programmet ’Grin med Gud’. Man kan se alle de sendte programmer online på http://www.dr.dk/DR2/G#/33373

Jeg siger noget om Islams syn på humor (med mindre jeg har misforstået noget!) i det afsnit om Islam. Har ikke udtalt mig om JP tegninger i den, fordi for det første mener jeg at vi skal komme videre fra den intet givende diskussion, og for det andet fordi JP tegninger havde ikke meget med humor at gøre!

Jeg fortæller bl.a. om den verdenskendte Mulla Nasrudeen (13 århundrede), en af de mest komiske figurer i den orientalske verden. Han var både qadi, imam og brugte humoren til at overlevere dybere meninger og forståelser. Inden han døde sagde Mulla’en til venner og familien at de skulle finde en gammel opslidt kiste og bruge den til at begrave ham med. Hvorfor dog det spurgte de undrende? Jamen når dødsenglerne kigger forbi når jeg ligger begravet, så smutter de hurtigt forbi, fordi de vil tro at de allerede har adspurgt den begravede person i den gamle kiste!     

Humor er noget som ligger indgroet i den menneskelige natur. Men vi vælger selv hvordan vi vil lade den komme til udtryk. Den sunde humor er livsbekræftende og den ondartet form er ødelæggende.

 ”Vi søgte efter viden for andre end Allahs skyld, men Han nægtede, at vores søgen skal være til andet end Ham”. Sådan lød den islamiske filosof, jurist, teolog og mystiker Abu Hamid Mohammad al-Ghazzalis forklaring på, at han i slutningen af 1000-tallet begav sig ud på afgørende rejse. En rejse, der førte ham fra en position som øverste retslærd ved en statsdreven islamisk institution i Bagdad til et liv som asketisk mystiker.

Ghazzalis rejse og hans beretning om den fik så store konsekvenser for islamisk teologi, filosofi og praksis, at han har fået tilnavne som ’Islams bevis’ og ’Troens ornament’, ligesom han er blevet kaldt den næstmest betydningsfulde muslim efter profeten Muhammed. Hans mest berømte værk, Ihya’ Ulum al-Din, ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’, fylder 6000 sider. I det enorme værk argumenter han for, at man kun kan opnå sand erkendelse via mystisk erfaring og indsigt via sufiernes (de islamiske mystikeres) praksisser.

En vigtig pointe hos Ghazzali var, at nok så så korrekte teoretiske antagelser om Guds væsen ikke er afgørende for individets skæbne i efterlivet. Kun etisk forsvarlig adfærd og Guds nåde kan føre til frelse. Denne adfærd så Ghazzali hverken hos sig selv eller sine kolleger på Bagdads vigtigste islamiske læreanstalt, hvor han var ansat fra 1191-1995. Hos sufierne, de islamiske mystikere, derimod, fandt Ghazzali alt det udmøntet i praksis, som han og hans kolleger læste om og underviste i. Han anklagede senere de traditionelle sunni-muslimske lærde, som han selv hørte til, for alene at være ”lærde af denne verden” og ikke i stand til at guide de troende til at opnå et godt liv efter døden.

Årsagen hertil var ifølge Ghazzali, at man som troende aldrig kunne opnå fuld indsigt i den åbenbarede sandhed, som ifølge islam findes i Koranen, alene ved at studere den hellige bog. Der måtte andre metoder til, og her var sufiernes askese, bøn, meditation og disciplinering af selvet den rette vej at gå. Det var denne påstand, der med stor tydelighed stod tilbage, da han døde i december måned for 900 år siden.

Ved sin død var Ghazzali allerede berømt og berygtet, og i tiden efter hans død fortsatte diskussionerne. En af hans berømte kritikere var den konservative islamiske retslærde Ibn Taymiyyah (1263–1328), der hævdede, at Ghazzali trods sin strålende intelligens, sin gudstro, sit dybe kendskab til filosofi, sin askese og sin åndelig praksis endte i en tilstand af forvirring, og at han ”tyede til den sti, som følges af folk, der hævder at finde sandheden via drømme og spirituelle metoder”. Ghazzali ville formodentlig til dels have tilsluttet sig den beskrivelse. Hans liv havde vist ham, at rationel tænkning og traditionel teologi havde sine begrænsninger. Ghazzali skriver i Lykkens Alkymi (et resumé af ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’, skrevet på persisk, oversat til dansk 1982), at når mennesket når frem til det stade, hvor de lavere tilbøjeligheder bliver erkendt, er mennesket befriet og kan ’skue den Evige Skønhed’.    

Ghazzali blev født i 1058 i byen Tus i nutidens Iran. Han og hans yngre bror Ahmad blev faderløse i en tidlig alder, og en af farens venner sørgede for, at de blev indskrevet i en koranskole, hvor de studerende fiqh, islamisk retsvidenskab. Da Ghazzali var omkring 23 år, rejste han til Nishapur, hvor han blev elev hos en berømt muslimsk lærd. Efter dennes død blev Ghazzali udnævnt til ledende professor ved den mest prestigiøse religiøse læreanstalt i Bagdad. Hans forelæsninger tiltrak hundredvis af studerende, og han fik ry som en indsigtsfuld og retorisk dygtig teolog.

Men i 1095, kun fire år efter udnævnelsen til professor, oplevede Ghazzali en spirituel krise. Han isolerede sig mere og mere, og under indtryk af islamiske mystikeres værker begyndte han at skrive på det værk, der skulle blive det mest læste i den islamiske verden ud over Koranen, ’Genoplivelse af de religiøse videnskaber’. Værket var en naturlig fortsættelse af et tidligere værk Tahafut al-Falasifa, ’Filosoffernes manglende sammenhæng’, hvor han analyserede og modsagde en gruppe islamiske tænkere fra 700-1000 tallet, kendt som falasafia-bevægelsen. Det var islamiske nyplatoniske filosoffer, som især trak på græske filosoffer som Aristoteles og Sokrates. Ghazzali anviste en alternativ vej for den islamiske filosofi – en vej, hvis udgangspunkt var troen på én gud, på Muhammed som hans profet og på et liv efter døden. Med Tahafut al-Falasifa ændrede Ghazzali den islamiske filosofis retning på afgørende vis.

Ghazzalis kritik af de islamiske nyplatonikere var imidlertid kun første skridt på den forvandlingens vej, han betrådte. Under sin spirituelle krise blev han mere og mere overbevist om, at filosofien – selv i hans egen udgave – kom til kort, når det kom til at erkende sandheden fuldt ud. For at afprøve sufiernes praksisser forlod han sin ærefulde stilling i Bagdad under påskud af at ville på pilgrimsrejse til Mekka. Inden han forlod Bagdad, sørgede han for sin families underhold og skilte sig af med sine ejendele. Så begav han sig af sted, og han fulgte sine egne ord om sufiens ekstase, som han beskrev i Lykkens Alkymi: ’ Du kan opmåle tusinde mål af vin, men før du den drikker, er ingen glæde din’. Religionens sande sødme kan ikke opnås med formel belæring, men med længsel og kærlighed til Skaberen.

Før og efter rejsen til Mekka opholdt han sig i Damaskus og Jerusalem. I Damaskus levede han i i isolation og praktiserede under vejledning af en sufimester et omfattende bøns- og meditationsprogram. Hans spirituelle erfaringer overbeviste ham om, at et etisk forsvarligt liv ikke kunne kombineres med at være i sultaners og viserers tjeneste, og under et besøg ved Abrahams grav i Hebron afgav han løfte om aldrig igen at tjene politiske autoriteter eller undervise ved statsfinansierede skoler. Med det løfte i bagagen vendte han hjem til sin fødeby, hvor han etablerede en lille privat skole og en khanqah, et tilholdssted for sufier.

En enkelt gang, i 1106, brød han sit løfte. Det skete, da han efter pres fra seljuk-herskerne indvilgede i at undervise ved Nizâmiyyah-skolen i Nishapur, hvor han havde studeret som ung. Hans tilhængere forsvarede løftebruddet med, at det var en nødvendighed for at afhjælpe den forvirring, der herskede blandt almindelige muslimer. En forvirring, som ifølge nogle muslimske lærde findes tilsvarende i dag. Ikke mindst derfor er det relevant at vende sig mod Ghazzali for at finde inspiration til at tackle de udfordringer, der møder troende i almindelighed og muslimer i særdeleshed i det 21. århundrede.

At få overblik over Ghazzalis liv og værk er imidlertid ikke let. Han skrev over 70 bøger om islamiske videnskaber, filosofi og sufisme, de fleste på arabisk, enkelte på persisk. Men selv uden at kende hele hans værk er det muligt at få en ide om hans betydning, og det er næppe forkert at kalde Ghazzali for muslimernes redningsmand nummer 1. Han koncentrerede sin indsats om at gøre sufisme til en mainstream og etableret disciplin blandt de islamiske videnskaber og bringe balance mellem de ydre og indre dimensioner af islam.  Han var også den første, der lavede en formel og analytisk gennemgang af sufismen.   

Han formåede ikke at forene de ortodokse retslærde og sufierne. Men han lagde grunden til en gensidig forståelse og anerkendelse, som er et af de bånd, der binder en stor del af verdens muslimer sammen i dag.

Hvis der er en konkret lektion, vi kan uddrage af Ghazzalis erfaringer, så er det: Enden på den ultimative søgen og menneskehedens eksistentielle krise findes i det menneskelige ånds kreativitet. Ghazzali fandt vej igennem en spirituel depression og kom stærkt igen. Han valgte originalitet i stedet for imitation; selvkritik i stedet for intellektuel stædighed. Selvom Ghazzali tilhører fortiden, har han mindst lige så meget at sige nutiden. Alle samfund har brug for fornyere i ny og næ, og Ghazzalis intellektuelle kapacitet i samspil med hans uopslidelige længsel efter kilden, er en kærkommen kombination, der kan bruges af både muslimer og ikke-muslimer. Tradition og fornyelse skal forenes for at skabe en lys fremtid. Det lærer Ghazzali os.      

Kronik i Kristelig-Dagblad d. 14.dec.2011, skrevet af undertegnet og Malene F. Grøndahl.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444003:Kronik–Muslimernes-redningsmand-fortjener-at-blive-husket

En anden pointe er, at selv hvis vi siger at ’lovgivningen tilhører Allah’ er korrekt oversat, så er spørgsmålet kommer Allah ned på jorden og lovgiver? Hvem skal fortolke budskabet og hvordan? Hvordan forstår vi lovgivningen i dag i dagens Danmark? Disse spørgsmål bliver aldrig stillet.

Så har denne lille gruppe dogmatiske muslimer også en retorik hvor alt bliver delt op i Halal (tilladt) og haraam (forbudt). Denne tankegang er begrænset og er imod Koranen, Profeten og de tidligere lærdes praksis. Hvad med alt det som er mellem det tilladte og forbudte, som ønskværdige handlinger(mustahab), neutrale handlinger (mubah) og ubehagelige handlinger (makruh) mv.?

Som muslimer i Danmark lever vi i ’Dar ul aqd’. (pagtens område) Dette betyder blandt andet, at muslimer skal gøre det let for sig selv ved at finde løsninger, som kan forene deres tro med den pagt som de har indgået med Danmark. Med pagt menes der ’aftalen’, de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer osv. som enhver i samfundet idealt set burde følge.

Da en gruppe af de tidligere muslimer som blev mishandlet af polyteisterne i Mekka, i Profetens tid, tog til det område som vi kender som Etiopien i dag med Ja’far ibn abu talib i spidsen og søgte beskyttelse hos en kristen konge var der ikke tale om at være modborger i det samfund. Det var omvendt. Som medborgere respekteret de landets love. De havde ytringsfrihed, religionsfrihed og fik beskyttelse. Krævede de sharia lovgivning indført, praktiserede de civil ulydighed eller væltede de kongedømmet? Svaret er et stort nej.            

Koranen bruger et koncept der hedder ’Shura’ som kan oversættes som rådslagning. Det er et princip (ikke en system) som indeholder elementer som diskussion, dialog og medinddragelse. Koranen siger:

’Rådfør dig med dem om sagen! Når du så har taget en beslutning, skal du sætte din lid til Gud! Gud elsker de tillidsfulde.’ (3:159)

 Et andet sted siger Koranen det mere indirekte:

 ’..der lytter til deres Herre og holder bøn; hvis sag kommer til rådslagning iblandt dem; der giver bort af det, som Vi forsørger dem med.’ (42:37-38)

Både den direkte og indirekte opfordring til rådføring gør at de muslimske retslærde er enig i at Shura er i det mindste ’ønskværdigt’ og i bedste fald ’obligatorisk’.   

Shura begrebet sammen med principperne om adl (retfærdighed), amn (fredsommelighed), ideen om decentralisering og holde lederne ansvarlige, samt Islams positive forhold til andre religioner gør, at der faktisk er nogle vigtige komponenter til et system som ligner en demokratisk model sådan som vi kender den i dag. Det er ikke meningen her at gøre redde for forholdet mellem islam og demokrati men blot konstatere at de to ikke er af uforenelige størrelser- selvom der er nogle gnidningspunkter.      

Mange af de samfundsforpligtelser, som påligger en muslim, såsom oprettelse af fred, social retfærdighed og lighed er allerede inkorporeret i den danske lovgivning. De to muslimske søjler, som står over de fem kendte søjler, nemlig retfærdighed og fred, er eksisterende langt hen af vejen. Velfærdssystemet (selvom den er nedadgående vil mange sige) med dets kollektivistiske tankegang, de mange goder og muligheder er et af de bedste i verden, som mange mennesker i Danmark har glæde af. Det betyder ikke, at alt bare kører på skinner. Ikke alt fungerer efter demokratiske principper. Vi har demokrati men efterlever ikke en demokratisk kultur. Den usaglige og uetiske indvandrerdebat, de selviske politiske magtkampe, tabte tillidsforhold til befolkningen, spindoktoriet og den generelle diskrimination i samfundet fortæller os, at der stadig er meget at gøre.

Der er også meget at gør i forhold til det sprog vi bruger generelt i samfundet, fra togene til vi er på vores arbejdspladser og når vi skal snakke om de ’andre’. Her vil jeg pege på de dogmatiske og uforsonlige muslimer (som udgør en lille bitte procentdel af muslimer herhjemme) fordi jeg synes deres sprog og opførsel er bekymrende. Det er en lammende ’os og dem’ retorik. I er enten med os eller imod os! De skræmmer muslimer som ikke deler deres egen islam forståelse(r) med ord som får dem til at blive usikre på deres religiøse fundament. Ord som ’kufr’ (frafalden fra troen) ’haraam’ (forbudt) og ’shirk’ (afguds dyrkeri) er psykologisk terror virksomhed. Hvem har ret til at kalde andre for frafaldne?  Profetens ord passer godt ind her:

’Hvis du ønsker at benævne et andet menneskets fejl, så husk dine egne’.

 Tag ud og stem på torsdag med god samvittighed!

Tåstrup, 30.08.2011

Al pris og tak tilkommer Allah og et hav af velsignelser sender vi til vores elskede profet, Syedna Muhammad (SAW) det perfekte menneske, eksemplet udover alle andre eksempler, den sandtalende og ydmyge tjener af Allah og velsignelser være med alle Allahs retledte, – heriblandt hans profeter fra Adam til Jesus, alle de sandfærdige, Profetens trosfæller og ærede familiemedlemmer.

Koranen siger: Gud ændrer ikke noget i folk, førend de ændrer, hvad der er i dem selv. 13:11

Løsningen ligger i os og ikke uden for os selv. Det er formlen Allah har givet os. Hvis vi skal føre en positiv udvikling for os selv og i samfundet bliver vi nød til at kigge indad først. Der er brug for selvransagelse hele tiden. Hvis man er klar til at tage ansvar for det som man kan gøre noget ved (nemlig ens selv) så kan Gud ændrer et folks tilstand til det bedre.     

Fastens tanke er netop fordybelse i ens indre liv og igennem den fordybelse at opnå en større nærhed til Gud. Oplevelse af en større årvågenhed og opmærksomhed på de indre tilbøjeligheder – både til de gode ting og de knap så sjove ting, vi mennesker kan bære rundt på.

Det er det, der er tanken: Den ydre faste skal åbne banen for den indre faste, hvor den ydre faste bliver et billede på den indre tilstand. Den kobling sker ikke automatisk, den skal gøres bevidst via en intention om at bevidstgøre den, for ellers er fasten kun en tom mave, en udholdenhedsprøve, hvor man går og venter på at nu skal fasten brydes.

 Allah siger igennem Profeten SAW: ’Sandelig er fasten for mig, og jeg giver dens belønning’ en anden oversættelse er: ’Sandelig er fasten for mig, og jeg er dens belønning’! Så meget betyder fasten. Hvad mere kan man tænke sig?

I dag er vi samlet først og fremmest til at takke Allah for de goder stunder vi har oplevet ved Ramadans barakah og velsignelser. Vi markere fastens afslutning med taknemmelighed og glæde over at have kunnet prøve at efterleve og smage en af søjlerne i vores Deen. Zakat al Fitr – en særlig almisse forbundet med Ramadanen – gjort obligatorisk (wajib) for alle, voksne mænd og kvinder, børn og ældre. De mennesker som ikke har kunnet faste skal ligeledes også betale denne almisse. Hvis man ikke betaler den almindelige almisse (zakat) pga. manglende økonomiske ressourcer så skal man heller ikke betale zakat ul fitr. I år har Tåstrup moskeen fastlagt almissen til 60 kr. pr. person. De retslærde (ulema) skriver at det er bedst at betale beløbet i starten af Ramadanen, så den kan nå ud til dem som trænger mest til det i løbet af Ramadanen. I år er det f.eks. Afrikas Horn der er hårdest ramt af tørke og sult. En af grundende til at vi betaler denne almisse er for at rense os for de uanstændige og nedladende ytringer som vi måtte have sagt mens vi fastede. Zakaten renser vores mangler under fastetiden. Ordet zakat i sin rod form betyder renselse.

Vi er bærer på en tradition som er mange årtusinder år gammel. Bl.a. jøderne og kristne har fået fasten foreskrevet og enkelte grupper i disse religioner praktisere da også fasten, men muslimerne har formået at holde fast i den tradition sådan som vi forstår den, og manifestere den på bedste vis. Det skal vi holde fast i. Traditionerne er vigtige fordi de er Guds befalinger til menneskeheden. Traditionerne er levende og dynamiske fordi de har en fælles historie (fra generation til generation) og samtidigt har en Guddommelig kilde. De knytter os til Allah og hans elskede Profet SAW. Men i en tid hvor samfundet bevæger sig med lysets hastighed skal vi også kunne bruge traditionerne på sådan en måde hvor det giver mening også i anno 2011. Vi skal være bedre til at formidle vores traditioner og forstå dem i en nutidig kontekst – også for vores børns og samfundets skyld. 

I en tid hvor materialisme og egocentrisme er på en højde uden præcedens giver vores traditioner heldigvis os nogle værktøjer til at klare os igennem hverdagen på en balanceret og sund måde. Bøn, almisse, fasten, pilgrimsrejsen, ihukommelse og tjeneste (af sine medmennesker) er blot nogle få værktøjer vi har fået som skal forfines og anvendes. Men vi skal nok mest af alt forstå hvad de enkelte værktøjer har af mening og effekt på os i vores hverdag. Hjertets tilstand er det vigtigste.

Effekten (sådan som Koranen beskriver det) for alt som har med Guds ihukommelse (som inkluderer fasten, bønnen, medmenneskelige hjælp, godt naboskab osv.) at gøre, er ro og tilstedeværelse. Koranen siger:

Sandelig er det i ihukommelsen af Allah at hjerter finder ro (13: 28)

Som muslimer tror vi, at mennesket har et enormt potentiale, og at Gud ønsker at mennesket skal blive alt, hvad det kan blive. I Koranen opfordres vi til helhjertet at træde inde i et fredsforhold til Gud, til andre mennesker og til os selv. Det er en proces og en kamp i sig selv. Men med al vores almene menneskelige mangler og utilstrækkeligheder bliver vi nød til at tage hånd om vores spirituelle liv, dvs. vores hjerte og dens tilstand. Der er ingen anden vej.

Profeten SAW sagde måske derfor:

Der findes en kødelig del i kroppen. Hvis den er sund, er hele kroppen sund. Hvis den er ødelagt, er hele kroppen ødelagt. Er det ikke hjertet?

Allah ændrer ikke en folks tilstand før de ændrer hvad der er i dem selv.    

 (SAW er det arabisk forkortelse for ‘Allahs fred være med ham’ og bruges hver gang Profetens navn nævnes)

 ’Man kan komme videre efter en barnedød, men man kommer aldrig over det’

Det er sådan et ung par med dansk-muslimsk baggrund giver udtryk for, efter at have mistet deres søn i Danmark. De har i juni 2011 udgivet et hæfte på 48 sider med titlen ’Når hjertets frugt bliver plukket – islamisk litteratur om barnedød’, der starter med at give en personlig beretning om dagene og ugerne efter dødsfaldet og hvordan de håndteret deres følelser. Dernæst tager de udgangspunkt i islamisk litteratur om emnet, der bl.a. indeholder Profetens kondolencebrev, teologiske overvejelser over mening, Hadith og Koran litteratur der berør barnedød mm. – alt sammen noget som gav forældreparret selv mening i den svære tid. De siger selv i den personlige beretning, at det der gav dem modet til at komme igennem dagene hvor ’alt virkede meningsløst’, var: 

 -          Venners og families ekstraordinært trøst og vejledning

-          Læse relevant islamisk litteratur omkring barnedød, hvilken rolle det har i islam og hvordan man forholder sig til det.

Den lille bog er primært en samling af islamiske skrifter, der kan være med til at give muslimske forældre der har mistet børn, indblik i den muslimske forståelse af barnedød og dermed en støtte i den svære tid. Mange muslimer bruger traditioner, anekdoter og ikke mindst Profetens liv som et eksempel til deres eget liv. Teksterne er uden kommentarer og derfor kan det være svært at behersk alle udsagn, idet konteksten og her særligt de historiske, teologiske og personlige aspekter, har en vigtig betydning. Men teksterne taler for dem selv og det kan give den enkelte læser mulighed for nøgtern refleksion over ordene.

Denne lille bog kan bane vejen for mere litteratur om emnet på dansk. Hæftet er den første af sin slags på dansk til muslimske forældre der har mistet deres hjertefrugt.

Forfatterne til hæftet vil gerne være anonyme. Hæftet kan tilsendes gratis ved at skrive en mail til undertegnede på navid.baig@gmail.com.

 Man kan desuden læse mere om at miste et barn på Forældreforeningen Vi Har Mistet Et Barn på www.mistetbarn.dk

Den formodede terrorist Anders B. Breivik der nu har tilstået ugerningen, er en etnisk norsk direktør, høreekstremist og kristen der blev fanget i forbindelse med de to terroraktioner. Han valgte at tage sagen i egen hånd og følge op på den ideologi og retorik som han stod for og skrev om i mange år. Han var tidligere medlem af Fremskridtspartiet i Norge.

Han beskriver sig selv som konservativ og kristen og fortæller i indlæg på den højreekstreme hjemmeside  www.document.no, at han blev døbt og konfirmeret som 15-årig. Han ser den norske kirke som overmoderne, kirkerne ligner indkøbscentre og præsterne er i jeans. Han ønsker at den protestantiske kirke vender tilbage til den katolske, back to basics men vil indtil da stemme ved kirkevalg så konservativt som muligt. Han er også imod det multikulturelle samfund, hvor kulturelle forskelle kan leve sammen. På denne hjemmeside der også linker til to danske islamkritiske og højreekstreme hjemmesider (http://www.document.no/lenker) kan man læse nogle af hans synspunkter. Se gerningmandens profil på BBC’s hjemmeside her.    

For ikke så langt tid siden udgav Europol, EU’s fælles politienhed, der samler hvert år statistik om terroraktiviteter i Europa. Lægger man de seneste fire års rapporter ved siden af hinanden, danner de et overraskende svar: I 2006, 2007, 2008 og 2009 registrerede EU’s politimyndigheder 1.890 »planlagte«, »forhindrede« eller »gennemførte terrorhandlinger« inden for Unionens grænser. Af de 1.890 tilfælde var 6 – seks – knyttet til militante islamister. Ifølge Europol er sandheden snarere, at 0,3 procent af Europas terrorister er muslimer, og at 99,7 procent af terroraktiviteterne i vores region intet har med islam at gøre. (Weekendavisen, 16.7.2010)

Terror har ingen religion, ingen race eller nationalitet. Terror ser ikke på det menneskelige men er baseret på de bestialske tendenser i selvet. Had, modbydelighed og egoets dominans.

Terror og ekstremisme skal bekæmpes med åbenhed, oplysning og medmenneskelige interaktioner. Vi har alle et ansvar til at styrke sammenhængskraften i samfundet via eksemplarisk medborgerskab og naboskab. Også i Danmark har vi en debat – og mediekultur der er heftig og overgår det norske. Der er flere hjemmesider og bloggers der aktivt forgifter borgere med had og forargelse for alt der er anderledes og oplysninger der direkte er usande. Det er en retorik der skaber frygt for at muslimer vil ’overtage’ Danmark. En overbevisning om at folk fra forskellige kulturer og religioner ikke kan leve sammen i Danmark fredeligt. Virkeligheden er bare noget andet og den kender vi godt. Heldigvis.

Foreningen Muslimer i Dialog er hovedarrangører og har opbakning fra flere foreninger i Danmark og Exhibition Islam, til formålet.

Denne udstilling har tænkt sig at føre den besøgende med på en rejse, der starter med en grundig indføring og et historisk oprids af Islam som religion. Udstillingen vil videreføre den besøgende rundt i en museumsartet rundvisning, der blandt andet indbefatter historiske islamiske manuskrifter, herunder antikke koraner og artefakter der kan føres helt tilbage til det 8. århundrede, samt antikke sider fra Torahen /Det Gamle Testamente.

Man vil også kunne opleve en antik islamisk møntsamling med rødder i flere europæiske lande. Rejsen vil tage den besøgende med på oplysning om det muslimske bidrag til videnskaben, arkitekturen og fortællinger om islams profeter, ifølge udstillingens hjemmeside.

Igennem oplysning, sanseoplevelser, personlige møder og oplæg vil man gøre sit for at fremme tolerance og gensidig forståelse på tværs af forskellige kulturelle, sociale og religiøse skel i det danske samfund.

Se programmet for alle 5 dage her.

Islam er en monoteistisk religion, der ligesom kristen- og jødedommen mfl., har en forestilling om et liv efter døden. De sproglige beskrivelser af efterlivet påvirker de forventninger, der er til selve dødsøjeblikket og til den efterfølgende behandling af kroppen. Sprogbillederne fungerer vejledende for troende og aktualiseres, når man rammes af sygdom og død. Det er derfor en fordel for sundhedspersonalet at kende til de mest udbredte muslimske beskrivelser af døden, for at kunne forstå de metaforer, som patienter med en muslimsk baggrund handler ud fra.

Temaet indgår som en del af en undersøgelse af kristne og muslimske kræftpatienters eksistentielle overvejelser og åndelige behov i forbindelse med at være konfronteret med døden. Det er ph.d. stipendiat ved center for Forskning i Tro og Helbred, SDU og eksternt tilknyttet Center for Forskning i Eksistens og Samfund, KU, Hanne Bess Boelsbjerg der er i gang med den undersøgelse.  

Artiklen om billeder af døden og det evige liv i et muslimsk perspektiv, der har titlen ’Enhver skal smage døden’, blev trykt i Omsorg, Nordisk Tidsskrift for Palliativ Medisin. (Bergen, 01/2011) Hanne B. Boelsbjerg og undertegnet har forfattet artiklen.  

Artiklen giver et overblik over de vigtigste faser, der indgår i en traditionel muslimsk forståelse af døden som overgang til det evige liv. Hovedoverskrifterne er: forhold til liv og død i Islam, skæbnetro, prøvelserne i graven, dommedag og mødet med Gud.

Artiklen kan medvirke til at give et grundlæggende kendskab til og en forståelse for de billeddannelser, der er omkring døden i en muslimsk kontekst. Artiklen egner sig især til sundhedspersonalet, teologer og andre der interessere sig i emnet. 

Tidsskriftet Omsorg kan evt. bestilles her

Det er så let at lave en ’os og dem’ uden nuancer og kapre en gruppe mennesker helt ufrivilligt. Udtalelsen er dog noget af det mest ubegavet og umodent jeg længe har hørt – selvom den unge mand tydeligvis var frustreret over at have en hungrende journalist påklistret på ham.  Hvor mange mennesker går ind for dyr sex og hvor mange inde for den form for shariah som den unge mand formentlig visualisere, i Danmark? Ikke mange ved jeg.

Hvad angår prædikantens ankomst og ret til at tale, så synes jeg at han skal have ret til at ytre sig og de kræfter der prøver at få ham stoppet har ikke respekt for demokratiet og handler ret udansk.

Vi skal ikke glemme at de mange imamer, muslimske prædikanter og intellektuelle der kommer til Danmark hvert år som gæster, får ikke den samme mediedækning som i tilfældet her. Hvorfor? Fordi de siger noget andet, noget konstruktivt og noget der kan bygge bro, og det har mainstream mediere, inklusiv TV2 news, ingen real interesse i at fremvise. Sørgeligt men ikke overraskende.  

Flere af prædikantens holdninger er jeg lodret uenig i. Personlig bryder jeg mig ikke om personer der skaber konfrontation mellem mennesker og ønsker en puritansk og neodogmatisk form for religion indført i verden. Derfor er dialog så utrolig vigtigt. Via dialog kan vi komme mennesket nærmere og få en fornemmelse af hvad den anden virkelig mener og hvilken bevægegrunde der lægger til bunds. Vi skal kunne udfordre hinandens holdninger med måde, således at vi ikke isolere bestemte mennesker og grupper endnu mere ud i periferien. Det skal vi lære i Danmark.